Hating dating you

kapitel 43 - finalekampen & sandhedssnakke

Taaaak til xsagittariussx for dette Nate billede!!!
Den her kamp er uden tvivl den mest intense kamp, som vi nogensinde har spillet. Alle løber rundt med røg ud fra næseborerne og ligner vrede tyrer, som skal til at stange hinanden ned, fordi bolden pludselig er rød. Det er grotesk. Jeg kan ikke lide det. Lige før kampen blev fløjtet i gang, så jeg Caleb snakke med Nate. Han sagde et eller andet, som fik Nate til at vende sig mod mig og se på mig med smalle og undrende øjne. Jeg vinkede uskyldigt til ham, fordi hvorfor ikke prøve og skabe en god stemning, hvor vi alle kan blive venner igen og hænge ud sammen og måske se lidt Jordbær Marie, og hvad ved jeg? Men så sagde Caleb mere, og jeg fik endnu et dræberblik, før Nate vendte sig mod Caleb igen, rakte fuck og gik sin vej. Det her er slemt, og jeg føler, at det hele er min skyld, selvom at det vel i teorien ikke er det, men det føler jeg, og hvad en pige føler, må hun altså føle. Det er ligesom, at når en pige skal, så skal hun. Lige nu ville jeg ønske, at jeg skulle alt andet end den her kamp, men jeg tror ikke, at Gud er på min side i dag. Eller nogle dage. Hvis han var det, var jeg ikke ved at tude midt på en fodboldbane, Nate ville være min kæreste, jeg ville have sejt pink hår, og jeg ville kunne cykle på en ethjulet cykel. Er alt det virkelig for meget at bede om? For at vende tilbage til kampen... Nate har intet fokus. Jeg tænker, at Caleb kan se ud i fremtiden, og at han faktisk ikke sidder derhjemme og tager stoffer hver weekend, men i virkeligheden sidder han med en magisk kugle foran sig og forudser, hvordan alle hans onde planer vil virke. Og han havde ret i den her. Jeg har ødelagt Nate. Såret ham så meget, og jeg hader mig selv, men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg kan ikke gå hen, snave ham i græsset og til regnormene, og så begynde en lang og rørende tale om, hvordan jeg ikke mente det, og at jeg... ahem... Ham. Fodbold, Talia. Du er midt i sæsonens vigtigste kamp.

"Hvor fanden er jeres fokus?" Råber Drew vredt, da Nate mister bolden igen. "I lovede, at jeres drama ikke ville ende på banen!" Jeg ser hen på Nate, som kort ser på mig, før han kører en hånd igennem håret og nikker til Drew. Vi vinder bolden tilbage, og Nate spiller til mig, som løber ned ad banen, dribler udenom en spiller og afleverer tilbage til Nate, som spiller til en anden. Nate får den igen. Vi nærmer os feltet. Han spiller til mig, som spiller den direkte tilbage til ham udenom en anden. Nate får bolden solidt, og han bruger alt sin vrede på at sparke så hårdt til den, at den flyver lige forbi målmanden og ind i målet. Jeg jubler entusiastisk og skal til at løbe hen og give ham en high five, men så kommer jeg i tanke om, at til ham er jeg nok lige så forfærdelig, som af de der onde korsedderkopper, som altid sidder og flyver i luften, så man rigtig kan gå ind i dem, når man aer en busk. Drew råber lykkeligt: "Se det er det, som jeg vil have!" Yessir. Vancouver Knights giver bolden op. Vi vinder den hurtigt. Nate og jeg spiller sammen igen, men så sker alting så hurtigt. Han når ikke at sparke til bolden, fordi en eller anden kødbolle med asparges i trumler ham ned som en stor lilla traktor. Nate lander hårdt på jorden med en lyd i smerte, og ikke engang mine papparazier på moviestarplanet, når jeg lige har lavet en ny bruger, kan holde mig tilbage. Jeg spurter derover og sætter mig ved siden af ham. Oh my god. Overvej, hvis han dør, og fordi han dør blandt myrer og regnorme, så bliver han en myre-regnorm i sit næste liv. Jeg må redde ham. Men hvis man ser det på den lyse side, så er det bedre end den sten, som han ellers ville blive, fordi man nok bliver noget, som passer til ens hjernestørelse.

"Nate? Er du okay? Mund til mund?" Spørger jeg hurtigt og panisk. Han himler med øjnene af mig. Flabet much.

"Ligner jeg en som drukner?" Spørger han irriteret.

"Nogle dage, ja." Sådan her vinder du ham aldrig tilbage, Talia...

"Hvis jeg drukner i noget, så er det dit irriterende selskab." Ignorer hans ondskab. Han er såret. Du sårede ham. Det er helt fair. Du er en bitch. Nate er alt andet. Jeg hader det her. Jeg rejser mig op igen. Han har det vidst helt fint. Måske slog han hovedet, og der blev trykket ind på røvhuls knappen, men ellers er han normal. Jeg rækker min hånd ned imod ham. Jeg bliver nødt til at spørge Caleb, hvad han sagde til Nate, fordi jeg husker Nates blik under deres snak. Han så på mig med undren, før det blev til varme, og så overtog kulden og vreden. Jeg har ingen ide om, hvor meget han hader mig på en skala fra 1-2, og jeg har virkelig brug for at vide det, før jeg kan gå i mit lange varme bad i nat, fordi ellers stresser jeg i badet, og det er en verdenskendt regel, at man ikke må stresse i badet, medmindre man gerne vil drukne, og det står ikke specielt højt på min to do liste. Kun hvis jeg har en badeand med, og vi kan drukne sammen. Nate ser på min hånd i ydmygende lang tid, men jeg er med på, at det er med vilje. Jeg giver ham et tålmodigt blik, selvom jeg har virkelig dårlig tålmodighed og dør indeni lige nu. Endelig tager han imod den. Nu vil jeg ikke gå helt engelsklærer og begynde at overanalyserer alting som et blad eller et sandkorn med slebne sider, men kan det ikke godt lidt betyde, at han er ved at tilgive mig? Please? Jeg skal til at give slip på hans hånd, men han trækker mig helt tæt, så han kan hviske noget til mig.