Hating dating you

kapitel 6 - fodboldkampen & stofferne

I dag skal jeg dø. Det vil sige, at det er i dag, at jeg skal sidde over i en af vores vigtigste kampe, imens Nathaniel løber rundt på banen med et irriterende tilfredst smil, som den dumme ikke-blå smølf, han er. Jeg hader det allerede. Jeg følges med Abby og Jeff derover. Jeff er Abbys kæreste. De har seriøst været sammen, siden de var 14. Jeg forstår det ikke. Hvordan finder man en person, som magter en så længe? Jeg snakkede med Træner Stanley til træning i går, og vi aftalte, at jeg ville komme til kampen, selvom Reece kunne møde op. Jeg sidder bare sammen med udskifterne, og hvis jeg ser min ekskærestes klamme fjæs, som skyder jeg enten en bold i det eller en kegle. Jeg krydser fingre for, at jeg ikke brækker mig over at se Nathaniel løbe. Jeg har overvejet at binde hans snørebånd sammen, uden han opdager det, så han vil falde, og jeg har opdaget at putte chilipulver i hans boxershorts, men jeg har talt mig selv ud fra det. Han er jo min "kæreste" nu. Hvilken fryd det er. Jeg trækker min røde hoddie ned over hovedet, laver to sorte streger på hver af mine kinder, ja jeg har krigsmaling på, hvis jeg skal skyde Reece i hovedet, og træder ned i mine støvler. Jeg lunter nedenunder og tager hurtigt min jakke på.

"Jeg tager afsted mor," råber jeg.

"Hils Nate!"

"Nej tak!" Jeg åbner døren og tjekker min telefon på vejen ud. Min hue ligger i min jakkelomme, så jeg tager den hurtigt på og lunter ned mod Jeffs bil. Jeg sætter mig ind på bagsædet.

"Hej!" Udbryder Abby glad. Jeg smiler bredt. "Klar på at se din kæreste spille?" Spørger hun med et grin.

"Ha, sjovt," jeg skubber til hendes skulder. "Hej Jeff."

"Hej," Jeff smiler og begynder at køre mod skolen. Jeg gav Abby lov til at fortælle Jeff sandheden. Jeg har kendt ham i over 4 år, og jeg stoler på, at han ikke vil fortælle det videre. Oven i det har Abby vist også truet ham et par gange. Hvis jeg har hørt rigtigt, så vil han lande på bunden af en kløft med kjole på, hvis han sladrer. Jeg stoler på, at min hemmelighed er sikker.

"Hvordan føles det ikke at varme op lige nu?" Spørger Abby. Jeg sukker og slår mit hoved mod hendes sæde.

"Mit hjerte bliver revet itu," klynker jeg og slår hånden mod mit bryst. Det er ikke engang en overdrivelse. Jeg føler, at jeg langsomt dør, bliver til en zombie, kun så jeg kan kvæle Nathaniel i græsstrå, og så dø helt.

"Jeg fatter ikke, at du gjorde det," griner Jeff. "Sygt."

"Jeg var desperat! Det var Reece, som forfølger mig, eller at give én fodboldkamp op," jeg løfter hænderne og bevæger dem energisk. Abby vender sig om og sender mig et trist smil.

"Men det er ikke bare én fodboldkamp for dig," fortæller hun. Jeg himler med øjnene. Ingen fodboldkamp er bare en fodboldkamp for mig.

"Jeg imponerer talentspejderne i næste uge. Desuden er jeg allerede optaget på University of Toronto, som har det bedste fodboldprogram, så jeg klarer mig nok," jeg smiler bredt for at få hende overbevist. Abby sukker og vender sig om i sit sæde igen. Vi parkerer ved skolens stadion. Ikke alle skoler har deres eget, men på grund af vores skoles størrelse og nogle rige forældre, har vi et. Luksus, siger jeg bare. Jeg stiger ud fra bilen og venter på Abby og Jeff, før jeg går op mod indgangen. Manden, som lukker folk ind, smiler bredt, da han ser mig. Hans navn er Leopold.

"Jeg er ked af ikke at se dig på banen i dag," sukker han. Jeg griner kort.

"Du er ikke den eneste," svarer Jeff, som står med sin arm om Abbys skuldre. Abby nikker energisk.

"Jeg spiller i næste uge," lover jeg.

"Det forventer jeg," svarer Leopold. Han lukker os forbi. Det er en fordel at være på holdet, fordi man slipper for at betale. Vi nærmer os tribunen, og jeg krammer begge mine venner, før jeg hopper over hegnet og lander på græsset. Drew står og snakker meget seriøst med Nathaniel, som nikker gang på gang. Nathaniel opdager mig hurtigt og vinker kort. Jeg vinker tilbage og klør min tinding med en fuck finger, som jeg ud fra hans skæve smil kan se, at han så, og så går over til Træner Stanley, som står og råber ad Blackwell og Caden. Han smiler dog, da han ser mig.