Hating dating you

bonuskapitel 3

Tidsperiode:
Theo er 23, Talia og Nate er 24
-
Da jeg stiger af flyet, tager jeg en dyb indånding. Indånder den rene luft. Det her er meget anderledes fra at være i Syrien. Jeg ved, at Talia og Nate er her for at hente mig. Jeg skal bare finde dem. Jeg får nogle blikke fra folk omkring mig. Måske fordi jeg stadig har uniform på. At være i militæret har sine frynsegoder. Folk smiler til mig, og jeg smiler tilbage. Okay, find din bagage. Jeg kommer hen til bagagebåndet og finder min taske, som jeg svinger over skulderen. Næste step, find bror og hans kone. Jeg traver imod velkomsthallen. Jeg har ikke set dem i flere måneder, og det er altid lidt underligt at komme tilbage. Det underlige plejer dog at forsvinde ret hurtigt. Jeg når derud og ser rundt omkring. Nate, Nate, Nate, Nate. Hvor er den skid? Det tager mig lidt tid, men jeg spotter ham og Talia, der står lidt længere væk. Jeg går derover, og så snart de ser mig, hviner Talia og løber ind i mine arme.

"Du er blevet så brun! Og what the fuck sker der for dine muller? Hele din krop er blevet meget større. Du lugter af ørken," hun krammer mig hårdt.

"Wow tak, alle de komplimenter på samme tid," fnyser jeg grinende. Hun lægger sine hænder på mine kinder og smiler bredt.

"Jeg har savnet dig, Theo," hun kysser min pande og trækker mig ind i endnu et kram. "Hvert sekund du er væk, er jeg ved at tisse i bukserne ved tanken om, at du måske ikke kommer hjem igen," plaprer hun.

"Jeg vil altid komme hjem," lover jeg og giver hende et hårdt klem, før hun træder tilbage. Jeg ser på Nate, og han ser på mig. Og så vender han om og går. Det havde jeg set komme. Talia sukker frustreret, som vi ser på ham, der skrider.

"Jeg sværger, at jeg snakkede med ham, og at han havde det fint," fortæller hun mig. Vi går i samme retning som Nate, der har meget travlt.

"Hvordan kan han stadig være pigesur?" Spørger jeg træt.

"Altså, du sagde nej til at være vores barns gudfar..." Jeg ser på hendes kæmpe mave. Sidst jeg så hende, havde hun været gravid i sådan 2 måneder, men det er også 6 måneder siden.

"Det er af logiske grunde," tager jeg mig i forsvar, "overvej hvis jeg dør. Der er langt større chance for, at jeg dør, end at I dør. Eller hvis jeg mister et ben og aldrig vil kunne lære barnet at cykle! Og generelt ville jeg være en lorte far, så jeg vil ikke have ansvaret," forklarer jeg hende. Hun niver min arm.

"Du dør ikke," siger hun meget bestemt.

"Det var hypotetisk sagt." Vi kommer imod udgangen. "Hvorfor spørger I ikke Sawyer?"

"Fordi han vil have dig," sukker hun, "sin lillebror, som han elsker og savner," hun smiler op til mig. Jeg laver nogle bræklyde, men hun griner bare af mig. "Tro mig, jeg har prøvet alt. Han er nu nået frem til den konklusion, at vores barn ikke skal have nogen gudfar." Jeg ser overrasket på hende.

"Det er absurd!"

"Han er den største lille pige nogensinde," nikker hun. "Så please snak med ham."

"Hvad med Drew?"

"Stadig nej."

"Hvem er gudmor?" Vi går udenfor, og Talia leder mig imod der, hvor de er parkeret.

"Violet," siger hun med en tsk lyd. Ja okay, det kunne jeg måske godt selv have gættet mig til. "Bare snak med lorten. Ellers bliver barnet født, før vi har en."

"Jaja, skal nok," mumler jeg og kysser hendes tinding, før vi stopper ved deres bil. Nate sidder allerede inde i den. "Seriøst, han har ikke set mig i 6 måneder," snerrer jeg for mig selv. Talia klapper mig trøstende på skulderen og sætter sig ind på passagersædet. Jeg sætter mig ind bagi med tasken på de tomme sæder. "Fedt, lad soldaten med de længste ben sidde heromme."