Hating dating you

kapitel 14 - fældninger & grimme cigaretter

"Spil ordentligt," snapper Drew, da jeg ved et uheld rammer bolden forkert. Hvem fanden har grillet hans flamingo?

"Okay okay," mumler jeg.

"Kampen starter om fem minutter. Du skal være vågen," fortsætter han. Okay, ligner jeg en, som står og sover? Her spiller man fredeligt fodbold, og så bliver man bare totalt hakket ned, som om man har smidt hans havregryn i en sø.

"Prøv at tag dit anførerbind af og prop det ned i spiserøret," jeg tæmmer bolden med brystet, da den kommer flyvende, og spiller den videre til Vico, da den er landet på græsset igen. Skills. Tag den Drew, og stik den i øjet.

"Vancouver Knights spiller ikke rent, Smith. Caleb er rasende, fordi han ikke fik bedre ram på os til festen," fortsætter Drew. Hvorfor er det, at han skal stå og ånde mig i nakken og ikke en anden? Jeg har ikke bestilt en fem minutters ånde-session med Drew Clarke.

"Jeg lavede en dårlig aflevering. Jesus Christ. Verden falder altså ikke sammen under dig, Drew," jeg giver ham et træt blik. Han giver mig et irriteret et tilbage og går videre for at vrisse af en anden. Det kan være at han kan finde en, som vil nyde hans ånde i nakken. Jeg tæmmer bolden med låret denne gang og skyder en høj bold ned mod Nate, som står langt væk. Han tæmmer den og spiller videre. Jeg kan høre publikum snakke spændt. Jeg er ikke nervøs. Vi har spillet mod Caleb Mendoza mange gange. Han har aldrig rørt mig, kun de andre. Især Nate. Det er det mest tilfredsstillende, når Nate bliver fældet og lander med hovedet i en stor mudderpøl på en regnvejrsdag. Ja, det er sket, og ja, jeg grinte så meget, at søkøerne så op fra deres vand og tænkte: "familie?" fordi jeg til sidst lød, som jeg ved ikke hvad. Eller jo, jeg ved det. En søko. Er jeg dum? Jeg tror, at Drews ånde er nået ind til min hjerne og gør den lidt mærkelig. Fordi det var den ikke i forvejen. Drew kalder os sammen, så jeg strammer min hestehale og løber hen i cirklen. Vores målmand, Wren, lægger sin arm om mine skuldre og trækker mig tættere ind i flokken. Jeg smiler. Jeg elsker adrenalinen, som man får, når man spiller kampe. Det er den samme adrenalin, som man får, når man laver Nate i Sims, og man låser ham inde i en kælder, hvor han ender med at sulte og bliver hentet af Manden med leen. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg holdt en fest i Sims, da det endelig skete.

"Mendoza kommer ikke til at spille efter reglerne i dag," starter Drew. "Men det gør vi. Kæmp og vind. Mendoza bærer praktisk talt hele deres hold. Ham kan vi godt tage ned," han ser rundt i cirklen på os alle. Det her er romantisk på en eller anden måde... Eller ikke. "På tre," han smiler endelig. "En, to, tre!" Vi råber vores kampråb, og deler os så ud over banen på vores pladser. Jeg ser op mod publikum og spotter hurtigt Grace, Martin og Theo. Ikke min mor. Hun ser mig aldrig spille. Især ikke siden hun blev forfremmet på hospitalet og nu arbejder endnu mere. Jeg fokuserer på øjeblikket i stedet. Nate, som er angriber, vender sig mod mig og giver mig et skævt smil. Han ved godt, hvad jeg tænkte på. Normalt ville han have kommenteret på det, men folk ville høre det. Hans smil siger dog det hele. Han gør grin med, at min mor ikke gider mig. Røvhul. Jeg håber at Caleb lige i dag har taget nogle af sine mafiavåben med og skyder Nates pæne ansigt af ham. Hans personlighed fortjente det alligevel aldrig. Jeg ryger direkte tilbage til virkeligheden, da dommeren fløjter højt. Shit. Vi starter med bolden, og pludselig er den ved mine fødder. Jeg ryster på hovedet og aflevere tilbage til O'donnel, som laver sideskift. Jeg sætter i løb op ad banen. Nate får bolden og dribler lige udenom en modspiller. Han ser mig løbe og skyder en højt bold, som jeg tæmmer med brystet. Jeg spiller til Drew, da han løber ind i feltet. Han spiller Nate, som skyder den indover til mig. Jeg hopper op i luften og støder min pande imod bolden. Målmanden hopper op efter den, men kommer ikke højt nok. Bolden går ind i det øverste højre hjørne. Folk bryder ud i jubel, og mine holdkammerater omringer mig. Jeg tager imod deres kram og glæde. Da vi vender tilbage til vores side af banen, spotter jeg Caleb, som står lige overfor mig og ser utroligt utilfreds ud. Jeg rækker tunge af ham. Hans ene mundvig løfter sig.