Hating dating you

kapitel 31 - hospitalbesøg & kyllinger

(Tak til random-teenager for at lave dette billede!)
"Hej Harley Barley," hilser jeg en meget glad hund. Jeg kysser ham på hovedet og råber igennem Adams huset. "Din favorit pige er her!"

"To sekunder," svarer Martin. "Grace ville være fornærmet!"

"Men bagefter ville hun give mig ret!" Råber jeg tilbage. Så ser jeg på Harley. "Beklager mit råberi, Harlsen. Men jo ældre Martin bliver, jo døvere bliver han. Det ved du godt," jeg klør ham bag ørerne og sætter mig på gulvet, så han kan give mig alt den kærlighed, som Nate aldrig giver mig som min fake kæreste. Martin kommer ud i bryggerset og smiler til mig.

"Hej. Æd hende bare Harley." Den sorte golden retriever slikker mig i ansigtet. Hmm. Bedre end det kys, som jeg delte med Nate i går... "Klar?" Martin har alt sit overtøj på. Jeg nikker og rejser mig op.

"Ses om sådan to timer, Har," ja han har mange kælenavne. Vi forlader huset, Martin låser, og så går vi ned mod min bil. Grace er på arbejde, Theo er hvem ved hvor, og Nate er sammen med Drew. De skulle hente Drews forældre i lufthavnen. Så jeg kører Martin til hans tjek på hospitalet. Han virker ikke nervøs eller bange. Det er vel altid positivt. Vi sætter os ind i bilen og spænder os. "Så, i går da Nate og jeg pjækkede..."

"Det var det Grace råbte ad vores søn om," siger Martin, som om han har fået en åbenbaring.

"Sikkert. I hvert fald tog vi væk og spiste is og—"

"Vent, har Nate ikke også fået eftersidning?" Spørger Martin. Jeg nikker. "For hvad?"

"At forsvare eders ærer," svarer jeg med et smil. Martin griner.

"Okay fortsæt."

"Vi var henne og spiste is, og så gik Nate på toilet," fordi han fortalte alle sine følelser til dig, og så flygtede han, men det ignorerer vi, "og Carter kom ind i butikken." Martin bliver stille. Han begraver sine hænder i sine lommer og sukker tungt.

"Hvordan havde han fundet ham?"

"Han vidste ikke, at Nate var der. Og han genkendte mig ikke," forklarer jeg. Jeg dropper detaljerne om, hvordan jeg sørgede for, at Nate ikke så Carter.

"Snakkede du med ham?" Spørger Martin langsomt.

"Han spurgte om råd til hvilken is at købe."

"Og?"

"Og jeg anbefalede ham de dårligste," smiler jeg bredt. Martin griner højt.

"Selvfølgelig gjorde du det." Jeg holder for rødt i et lyskryds og ser på Martin og hans trætte ansigt.

"Pointen med at fortælle det her er, at de er tæt på hinanden. De kommer til at mødes på et tidspunkt..."

"Og når det sker, så skal nogen være der for at samle stykkerne op igen," mumler Martin.

"Og jeg melder mig til at være den person," indrømmer jeg. Martin set meget overrasket på mig.

"Hvad snakker du om?"

"Jeg hjælper Nate," jeg kører over for grønt og ser på Martin, som smiler bredere end en med hans sygdom bør kunne. Glæder det vores familier så meget, når vi kan "enes"? "Årh lad vær med at lyse op som en lavelampe. Det er kun fordi, at jeg har været i hans position, og jeg kan hjælpe." Løgner. Shhh hoved.

"Tusind tak, Talia," han giver mig et klap på skulderen. "Den første gang, at man er med til de her tjek..."

"Jeg bliver ude i venteværelset," lover jeg. Martin nikker. Vi ankommer ved hospitalet, og jeg parkerer perfekt, som den gude person jeg er. Så stiger vi ud, og jeg hjælper Martin op til hovedindgangen. Jeg parkerede så tæt på, som det var muligt for mig. Han ser mere syg ud, end han gjorde for bare en uge siden. Og han er blevet svagere. Jeg klemmer hans arm, som om han forsvinder om et sekund. Han kysser mig på panden og træder ind gennem de store hvide dobbeltdøre. Vi går op til skranken, og Martin gør, hvad han skal, og så sætter vi os i venteværelset på fjerde sal.