Hating dating you

kapitel 5 - bænken & overbeskyttende kærester

At være Nathaniel Adams' fake kæreste er surrealistisk, skræmmende og mit værste mareridt. Men det virker. Jeg så Reece i går. Han så kort på mig, før han lavede et trist ansigt, som om jeg havde sparket ham i klunkerne for fem år siden, og han lige var blevet mindet om det, og så vendte han sig om. Jeg havde lyst til at skrige og danse rundt. Til mit uheld starter han dog på skolen igen. Han vil bare gerne ødelægge mit liv. En ulempe ved det her falske forhold er, at jeg skal bytte Nathaniel's plads på bænken ud med min plads inde på banen. Det gør ondt dybt inde i mit hjerte. Skolen starter om en halv time, men jeg er kommet tidligere for at tale med Træner Stanley. Jeg har kvalme og svedige hænder. Jeg er på vej hen imod et stort farvel til min værdighed.

Jeg banker på Træner Stanley's dør. Han mumler noget, og jeg tager det som et velkommen. Jeg åbner døren, og Træner Stanley ser kort op fra sine papirer, før han smiler bredt.

"Talia! Hej," han nikker mod stolen på den modsatte side af, hvor han sidder ved sit skrivebord.

"Godmorgen, Træner," hilser jeg og sætter mig ned. Træner Stanley pakker sine papirer væk og giver mig et nik.

"Hved kan jeg hjælpe dig med?" Spørger han. Jeg fumler med mine hænder i mit skød og bider i indersiderne af mine kinder. "Jeg har forresten hørt om dig og Adams," Træner Stanley smiler skævt. "Jeg vidste ikke, at det eneste, som I behøvede var en bænkning," griner han. Jeg hoster og sluger min stolthed.

"Omkring den bænkning," jeg ser ned i hans bord.

"Ja?"

"Kan jeg bytte plads med Nathaniel?" Udbryder jeg. Som at hive et plaster af, ikke? Jeg ser op på Træner Stanley, som ser på mig med sammentrukne øjenbryn.

"Du spørger mig, om du må sidde på bænken i stedet for drengen, som har fortjent det?" Spørger han.

"Når du siger det på den måde..." Jeg ser ned igen.

"Hvis Nate har fået dig til det her så—"

"Han har ikke fået mig til noget," afbryder jeg hurtigt. Jeg ser Træner Stanley i øjnene med et påtvunget smil. "Det var en misforståelse. Jeg havde sagt nogle ting, som havde gjort ham vred, og han valgte at få hævn," jeg trækker på skuldrene. "Sådan har det altid været med os. Men igennem de sidste par uger har vores følelser ændret sig. Jeg synes bare, at det ville være mere retfærdigt, hvis jeg tog bænkningen. Jeg startede det," jeg smiler det venligste smil, som jeg kan tvinge på mit triste ansigt. Jeg ville virkelig gerne spille den kamp, og det ved Træner Stanley, så jeg dømmer ham ikke for at se så mistænksom ud.

"Vi har brug for dig i den kamp, Smith," han lægger hovedet på skrå. "Det ved du godt. Hvad sker der?"

"Ikke noget," jeg vifter med hænderne. "Alting er perfekt," jeg smiler bredt med tænder og det hele.

"Har drengene været efter dig? Truet dig? Fordi jeg sværger, at jeg—"

"Nej nej nej, aldrig i livet. Jeg er venner med de drenge. Jeg prøver bare at være et bedre menneske, og det her er en af de ting, som jeg føler, at jeg skal gøre for at opfylde det," forklarer jeg. Træner Stanley rynker på næsen. Vi tænker sikkert det samme: Bullshit.

"Du er allerede et godt menneske, Talia. Vil du venligst forklare, hvad der sker her?" Han begynder at blive irriteret nu. Pis os.

"Reece Holland er tilbage," udbryder jeg. Så snart ordene har forladt min mund, slår jeg en hånd hen over den. Pis. Træner Stanley retter sig i sin stol. Han kender alt til min fortid med Reece. Det tror jeg efterhånden, at hele skolen gør. "Jeg ved, at han kommer til kampen, og jeg er ikke klar..." Jeg mærker mine kinder blive røde, da mine hænder lander tungt i mit skød. "Jeg er ikke klar til at spille foran ham og lade som om, at alting er, som det var for fire måneder siden. Jeg ved godt, at jeg er vigtig, og at selve kampen er vigtig, men jeg er bange for, at jeg bryder sammen," jeg fletter mine fingre sammen og ser forsigtigt op på Træner Stanley. Han tager en kuglepen og trommer med den mod sit skrivebord.