Hating dating you

kapitel 40 - undskyldninger & vilde indrømmelser

Om to dage spilles finalekampen. Så jeg har omkring 1,5 dag til at slå op med Nate. Jeg vil ikke. Jeg har aldrig haft mindre lyst til noget før. Jeg vil ikke miste ham, og jeg vil slet ikke såre ham. Han fortjener ikke det her, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at undgå det. Caleb har allerede sendt advarende beskeder. Han mener det her seriøst. Så jeg må slå op med Nate i dag. Jeg ser på klokken og ned på papiret foran mig igen. Engelsk eksamen. Fuck mit liv. Men det er snart ovre, og så dimitterer jeg, og jeg kan slippe for Caleb. Det føles bare som om, at der er evigheder til, fordi lige nu går tiden i slowmotion. Der er fem minutter tilbage, og jeg har siddet og tænkt på Nate hele tiden. Jeg trykker hårdere mod papiret og tvinger min hånd til at skrive alting hurtigere. Jeg ved efterhånden ikke engang, hvad jeg skriver. Hvad ved jeg? Måske sidder jeg og skriver om søde hundehvalpe med solbriller på, som kan snakke og fortælle mig, at jeg er den største idiot nogensinde. Urgh. Hvordan fik jeg mig selv rodet ud i det her lort? Jeg er en dummerian. Jeg er hjernedød. Tænk engang, at i alt den tid, som Nate har kaldt mig det, har jeg rent faktisk været det. Jeg hader mit liv lige nu. Tre minutter tilbage. Jeg læser tekststykket igen og ser på de sidste to spørgsmål. Fuck det. Jeg skriver det første, som falder mig ind. Prøver at fokusere ordenligt på lortet. Det går ikke så godt, men jeg får et eller andet ud, og da klokken ringer, er jeg færdig. Jeg tyrer min blyant af helvedes til, og jeg siger ikke, at den rammer Nate i baghovedet, men det gør den, og jeg siger heller ikke, at det var med vilje, men det var det. Han vender sig hurtigt om og giver mig et dræberblik, så jeg rækker lillefinger. Han himler med øjnene og rækker lillefinger tilbage. Jeg smiler bredt, og jeg kan se, at han skal til at smile, men så vender han sig hurtigt om, så jeg ikke ser det. Taber. Rødnumsede abe. Jeg rejser mig op på samme tid som alle andre og begynder at pakke mine ting sammen.

"Jeg tager hen på hospitalet," siger nogen bag mig. Jeg vender mig hurtigt om og ser ind i Nates øjne.

"Jeg skal snakke med dig om noget vigtigt," skynder jeg mig at sige, før mit hjerte stopper mig.

"Hvis det er om, hvorvidt jeg synes, at du skal få en hjernetransplantation for at få nogle hjerneceller, så er mit svar ja," siger han automatisk. Jeg himler med øjnene.

"Nej, det er om, hvorvidt du skal sige ja til at ville donere dine organer væk, når du engang dør, og det synes jeg virkelig ikke, at du skal, fordi det vil være virkelig synd for den person, som får noget af din dumhed ind i sig," forklarer jeg. Nate smiler skævt og rækker mig min blyant. Jeg tager imod den og lader som om, at jeg stikker ham i maven. Han gisper forfærdet og tager sig til brystet.

"Årgh shit. Jeg troede, at jeg i det mindste ville overleve længe nok til at afslutte high school, og så kommer du her og ødelægger det hele." Han ser ind i mine øjne og tager fat om min hånd med blyanten i. Hans læber nærmer sig mine, så jeg rykker mig væk fra ham og begynder at gå ud fra klasselokalet. Jeg kan praktisk talt mærke hans forvirring i luften. "Okay..." Han tager en tænkepause og bliver ved med at gå bag mig. "Jeg skal bare hurtigt snakke med min far, og så kan vi tage hjem til mig og snakke?" Tilbyder han. Jeg sukker og strammer grebet om min taske. Jeg kørte med ham i skole. For sidste gang nok. Så vi sætter os begge to ind i hans bil og kører imod hospitalet. Det er faktisk lidt rørende, hvis man tænker over det. Vores sidste køretur til og fra skole sammen. Jeg tørrer mine øjne inde i mit hoved lige nu. Jeg sværger. Nate prøver konstant at starte en samtale, men han må kunne fornemme, at noget går mig på, fordi på et tidspunkt giver han op, og så kører vi bare i stilhed. Da han endelig parkerer ved hospitalet, stiger vi begge ud fra bilen. Han går meget hurtigt, og jeg slæber min livsopgivende krop efter ham. "Jeg skal bare se, hvordan han har det," mumler han. Jeg ved ikke, om det er til mig, eller om det er hans tanker, som kommer lidt til livs, men lige meget hvad holder jeg kæft og lader ham trykke 27 gange på knappen til elevatoren.