Hating dating you

kapitel 4 - brødre & kostskoler

Vi parkerer i Nathaniels indkørsel. Jeg skynder mig ud fra bilen, fordi der var begyndt at lugte af mandeparfume. Ikke den gode slags, fordi det var Drews, og jeg kan ikke lide ham, så hans parfume er dårlig. For meget... Lugt. Fire andre drenge stiger ud fra bilen, deriblandt Nathaniel. Bare han var blevet inde i bilen. Det ville have klædt ham meget mere. Han går op til hoveddøren og skal til at låse op, men så opdager han, at den allerede er åben. Indbrud. Tydeligvis. Regel 1 i Talias bog om overlevelse er, at hvis du kommer hjem, og din hoveddør er åben, så skal du sparke til en potteplante for at komme ud med frustrationerne og så bare løbe, imens du hører den der vine i dit hoved sige: "Run" og musikken. Regel to er, at du gerne må gå ind og tage et våben, for eksempel Nathaniels hoved, og så tjekke hvem det er. Hvis det er en tyv, slår du ham med dit våben, og hvis det er din mor, som er kommet tidligere hjem fra arbejde end planlagt, så kommer du sikkert også til at slå hende, fordi det er dine reflekser. Nej, det er helt hundrede procent aldrig sket for mig. Tilbage til det indbrud, som sker lige nu, og ikke det for et halvt år siden. Jeg har været hos familien Adams flere gange. Deres hus er stort, meget hyggeligt, og der er altid meget lyst derinde. Grace går meget op i at have det mest velkomne hus, som det er muligt, og hun klarer det godt. Jeg elsker at være hos dem. Så snart du træder ind, er det som at få et kæmpe blødt kram af en sky, som ikke er lavet af damp, fordi ellers kan den ikke kramme. Vi går alle sammen indenfor, hvor Nathaniels hund, Harley, straks overfalder ham. Han sætter sig på hug, og den sorte golden retriever hopper op på ham og slikker ham lykkeligt i hovedet. Jeg hviner glad. Jeg elsker Harley. Han elsker mig. Det er gengældt kærlighed. Nogen mener måske, at jeg elsker ham lidt mere, end han elsker mig, men de nogen har helt klart et forkert indtryk. Jeg sætter mig på røven og fløjter. Harley spurter straks over til mig, og jeg vælter ned på ryggen, som han overfalder mig med hunde kys. Jeg griner og klør ham på ryggen.

"Harley?" Råber nogen. Harley springer væk fra mig og sætter i løb mod fyren, som råbte. Nathaniel giver mig en hånd og hiver mig op at stå, før han tager sit overtøj af. Han hjalp mig kun, fordi drengene er her. Ellers ville han have taget sit overtøj af, smidt det i mit fjæs og så have låst hoveddøren. Dumt af ham, fordi jeg ville beholde hans tøj og sælge det på EBay, når han bliver en verdenskendt fodboldspiller. Nej, jeg har ikke tænkt over det her før, og ja, det har jeg. Theodor Adams kommer ud i entréen med store øjne. Han har fat i Harleys halsbånd. Jeg rynker på næsen.

"Theo?" Spørger Nathaniel overrasket. Theodor Adams bør være på kostskole i Miami.

"Bror," Theo nikker hilsende og ser på alle menneskerne i hans entre. "Brors venner," han låser øjne med mig. "Talia!" Han giver slip på Harley, som straks løber over til Nathaniel. Jeg tager imod Theos kram og hviner lykkeligt. Theo har aldrig hadet mig. Jeg elsker ham. Han er en af mine gode venner, men han har de sidste tre år været på kostskole, hvor de skulle have styr på folk som ham. Når jeg siger det, mener jeg en nu 17-årig spontan dreng med ADHD. Theo er svær at sætte ord på. Han har det med at kede sig rigtig meget i alle situationer, og når han gør det, så skaber han nye situationer, som ikke keder ham. De er ikke altid gode eller lovlige. Han er umulig at holde styr på og laver hele tiden noget. Han elsker, når folk er sure på ham, og hans hoved er umuligt at komme ind i. Og det skal ikke tages bogstaveligt. Han er speciel på sin egen vilde måde. Han har selvfølgelig været hjemme i ferierne, men jeg har ikke set ham nok. Familien Adams er lidt forvirrende. Eller måske ikke. Men vi har Nathaniel og hans mor Grace. Da Nathaniel var 13, blev hans mor gift med en ny mand, Martin Adams. Martin havde en søn med ind i ægteskabet ved navn Theodor Adams. Grace og Nathaniel skiftede efternavn, og det er sådan, at vi har fået den Adams familie, som vi lever med i dag. Okay, det var måske ikke så forvirrende, som jeg troede, at det var.

"Hvorfor er du hjemme?" Spørger Nathaniel undrende, da Theo trækker sig tilbage.

"Jeg ved godt, at du er lykkelig Nate, men du behøver virkelig ikke hoppe rundt i entréen af glæde," svarer Theo sarkastisk og tvinger Nathaniel ind i et kram.