Hating dating you

kapitel 35 - onde planer & svære odrer

(Igen igen tak til Kayalc17 for et billede!!!)
Da jeg træder ind på cafeen, sidder Caleb allerde ovre i hjørnet. Jeg går hen imod ham med de mest selvsikre skridt, som jeg kan tvinge frem, når mine ben stadig er ømme efter kampen i går. Vi tabte. Vi fucking tabte, og nu er vi i finalen, men det er imod Vancouver Knights, og jeg magter ikke Caleb mere. Ikke efter i dag. Jeg skal bare have ham regnet ud. Forstå hvad fanden det er, at han laver. Med Theo, med mig og med alting, fordi jeg er forvirret. Mere end i matematik, når de spørger, hvad et æble koster, hvis to koster 4 kr. Caleb ser op fra sin kaffekop og smiler skævt. Jeg sætter mig overfor ham. Jeg troede på en eller anden måde, at vi var venner. Men han snød mig. Jeg tror ikke, at han hader mig, men han så mig aldrig som en ven. Ellers ville han ikke have ladet dem lave hærværk i pigeomklædningen, hvor de svinede mig voldsomt meget til. Han ville ikke have ladet os blive tæsket på banen i går, og han ville ikke have givet mig sit onde smil, da kampen blev fløjtet af. Han ved noget, som jeg ikke gør, og det irriterer mig grænseløst. Jeg hader, at jeg faldt for det. Hans søde opførsel. Men hvordan skulle jeg kunne gøre andet? Han hjalp Theo. Han lod mig tage et bad ved ham, gav mig rent tøj, smilte venligt og virkede ansvarlig. Det der snød mig mest var, at han virkede god. Men nu er jeg i tvivl, fordi i går ændrede alt. Han viste sit sande jeg, da han lod dem ødelægge os på banen.

"Vil du bestille noget?" Spørger Caleb alt for venligt.

"Jeg er her ikke for at sippe te med dig, Caleb. Jeg er her for at snakke," siger jeg meget seriøst. Caleb læner sig tilbage på sin stol og himler med øjnene. "Du har løget."

"Om hvad?" Griner han. "Jeg har aldrig lovet dig noget, Talia."

"Du bad dem lave hærværk i går, gjorde du ikke?" Spørger jeg. Caleb løfter et øjenbryn og smiler skævt.

"Måske gjorde jeg."

"Hvorfor?" Jeg krydser mine arme hen over mit bryst. Caleb tager en tår af sin dumme kaffe, som jeg har den største lyst til at tage og hælde ud over ham. Det ville være så fortjent.

"Fordi det hele tiden har været planen, Talia. Du har været så blind," han sætter kaffekoppen på bordet.

"Vær så venlig at gøre mig ublind igen," snerrer jeg vredt. Caleb sukker tungt.

"Jeg har brug for at vinde finalekampen. Hvis vi ikke havde vundet i går, så ville vi ikke have kommet til finalen. Det eneste, som der skulle til for at få den sejr, var at gøre jer vrede og distraherede. Det var alt for nemt," han vrikker med øjenbrynene.

"Men der er mere til planen, er der ikke?" Jeg løfter et øjenbryn tilbage.

"Selvfølgelig er der det."

"Og?"

"Alting handler om den finalekamp. Hvis jeg ikke vinder den, så bliver jeg ikke optaget på college, og så kommer jeg aldrig væk fra det her miljø. Jeg vil have Veronica med væk," han klør sin nakke. "Det er lidt svært, men selv hvis det er i 4 år, så er det 4 år, hvor hun har en mindre chance for at dø. Så jeg skal optages på et college. Jeg venter et år med at starte. Indtil jeg kan tage Ver med, og så tager vi på college langt væk fra Vancouver. Fra vores miljø," han ser op i loftet. "Planen var at få dig til at stole på mig. Kun sådan kunne jeg virkelig vende dig imod mig igen. Du var så distraheret i går af spekulationer om mig, at du knap nok rørte bolden. Så jeg hjalp dig gentagne gange."

"Hvad med Theo?"

"Theo?"

"Er han en del af planen?" Spørger jeg lavt. Mit hjerte banker ubehageligt hurtigt. Caleb ryster på hovedet.