Hating dating you

kapitel 27 - bussen & poolen

(Urgh xsagittariussx )
At sidde i en bus med 23 drenge og tre mænd i to timer, kan faktisk være med til at tage livet langsomt og smertefuldt af dig. Du er omringet af svedig mandeparfume og larmende idioter, som nok ikke engang ved, hvad en havmåge er. Jeg har allerede givet op og overgivet mit sind og min sjæl til manden med leen. Min pande hviler mod ruden af bussen, og jeg er utroligt træt. Jeg har været ved at falde i søvn mindst 42,5 gange. Det er slemt. Jeg sidder som altid alene. Aller bagerst. Foran mig er resten af mit hold. Folk snakker højt og griner af ting. Alle undtagen Drew som også sidder alene med hørertelefoner i ørerne og med lukkede øjne. Jeg ved, at han ikke sover, fordi han rykker ofte på sine høretelefoner, som om de irriterer ham. Men i modsætning til mig, sidder han ikke alene, fordi han er den eneste pige på holdet. Det er bare hans egen tradition. Når vi kører i bus, bruger han ikke tiden på at fjolle, men på at tage det roligt og gå igennem vores tidligere kampe i hovedet for at se, hvad vi har gjort forkert. Det er en af de ting, som gør ham til en god anfører. Nate sidder i midten af bussen ved siden af Vico, og O'donnel sidder bag dem med Wren. Jeg hader at indrømme det, men jeg ville ønske, at jeg sad sammen med dem. Det er her er træls og kedeligt og meget røvsygt. Sådan virkelig 'til at hoppe ud af forruden' kedeligt. Jeg skriger frustreret inde i mit hoved og lukker øjnene igen for at sove. Vi mangler nok stadig over en time, før vi er ved hotellet. Nogle gange når vi har udekampe, som er så langt væk hjemmefra, som den her er, så overnatter vi på et hotel og tager hjem dagen efter i stedet for at køre midt om natten. Det er sådan i dag. Vi skal spille på et eller andet stadion kl. 21:45. Det er meget sent, men sådan er det nogle gange. Lige nu kører vi mod stadionet. Vi efterlader vores ting til hotellet i bussen og går direkte ind og klæder om. Vi kom lidt for sent afsted, fordi nogen fra holdet havde travlt med at se, hvor mange drenge der kunne være i taskerummet. Det krævede sved og tårer at finde svaret (det er ikke en overdrivelse, Justin græd rent faktisk, fordi Vico sparkede hans nosser), men de nåede frem til, at der kunne være 11. Jeg skal lige til at lege hæng en mand med mig selv på ruden, fordi den er dugget til, da Nate sætter sig ved siden af mig. Jeg vender mig mod ham med et mistænksomt blik.

"Du ligner virkelig en, som nyder den her tur mere, end du nyder mit selskab," siger han ironisk.

"Jeg vil for altid vælge busture frem for dit selskab," svarer jeg med et løftet øjenbryn. "Hvad vil du?"

"Du så ensom ud," han trækker på skuldrene og drejer sig mere mod mig. "Jeg har efterhånden vænnet mig til det syn, fordi det er du altid, men nu hvor vi er kærester," han tager min hånd og fletter vores fingre sammen, før han vifter med vores hænder, "så bliver du nødt til at ligne en, som har en eller anden form for socialt liv," forklarer han.

"Hvor er det bare betænksomt af dig," mumler jeg og stikker mine negle ned i hånden på ham.

"Av!" Piber han og trækker sin hånd til sig. Jeg smiler tilfredst og lægger begge mine hænder i mit skød. Folk kigger herom, så i stedet for at ligne nogen, som er ved at myrde hinanden, så lægger jeg mit hoved på Nates skulder og lader ham lægge armen om mine skuldre. Han trækker mig tættere på. "Du er et monster," hvisker han mellem sammenbidte tænder, imens han smiler bredt.

"Kun fordi det ville være synd at lade dig være det alene," svarer jeg. Nate kysser min tinding og strækker benene ud, så meget som han kan.

"Håber du bliver kvalt i din aftensmad."

"Håber du får spændt ben på banen og ender med hovedet i det våde græs, så jeg ved et uheld kan træde på dig," skyder jeg tilbage med et sukkersødt smil vendt op imod ham. Nate smiler underholdt. Om det er lige så falsk som alt andet, ved jeg ikke. Men det får hans øjne til at lyse op og hans ansigt til at se mindre trist ud. Fordi jeg er klar over, at bag hans smil og jokes, føler han, at hele verden falder sammen om ham. Den tanke får mig til at tage hans hånd af ren refleks og give den er klem. Nate ser på mig med sammentrukne øjenbryn i forvirring. Jeg smiler bare ægte denne gang og ser ud ad ruden igen. Det underlige er, at jeg ikke giver slip på hans hånd. Og da han fletter vores fingre sammen denne gang, er det ikke for at lave skuespil, fordi ingen kan se det, og hans greb er varmt og støttende. Han prøver at vise, at han ved, at det også er hårdt for mig, og at han er der for mig lige så meget, som jeg er for ham. Jeg smiler svagt og rykker ikke væk, da vores skuldre støder mod hinanden. Vi er stille lidt, og så tager jeg initiativ. "Vil du spille hæng en mand på ruden med mig?" Spørger jeg. Nate griner og nikker. Selvom det ikke er nemt med kun en hånd hver, så giver vi ikke slip på hinandens hænder. Og jeg har heller ikke lyst til det.