Hating dating you

kapitel 41 - fortrydelser & ignorering

Jeg har aldrig fået så mange dræberblikke, som jeg har fået i dag. Jeg kunne allerede mærke dem, da jeg stod op. Dem derhjemme? Fra gud og alle andre fornuftige skabninger oppe på skyerne i himlen. Dem nu? Hele skolen. Og jeg snakker ikke kun murerne og skabene og loftet, som hader mig. Jeg snakker menneskene. Alle. Hvordan hele skolen kunne finde ud af, at jeg havde slået op med Nate allerede dagen efter, ved jeg ikke, men jeg hader, at de har fundet ud af det, fordi nu er jeg helt lost. Theo ignorerer mig. Jeg har jo allerede forklaret ham alt, men han svarer mig ikke. Det er fair nok. Nate har nok mere brug for ham, end jeg har. Nate har jeg også prøvet at kontakte, men det var som at prøve at skrive til rumvæsenerne på Saturn. Uden grund, fordi de ikke har iPhones, som os andre. Jeg fik højest fat på en meteor, som ramte mig lige i fjæset og fik mig til at tude igen. Jeg har prøvet at skrive til Drew, ham som lever med telefonen i næsen, men pludselig gjorde han ikke det længere. Den eneste, som vil snakke med mig, er Violet, fordi hun er med på vores motto "hoes before bros". Hun går sammen med mig imod kantinen lige nu. Jeg ser ned i jorden og lader alle hviske som de vil. Jeg har ingen ret til at stoppe dem, når det er fortjent, at de hader mig. Jeg hader mig. Jeg skrev til Caleb i går, at det var gjort. Han sagde ikke, at han var ked af mit tab af kærlighed, så jeg nu vil være single forever og blive en katte, fiske, hamster og fugledame i fremtiden. Alle mine dyr skal hedde Nate, så jeg kan mindes den korte kærlighed, som jeg fik i high school, og når mine ikke eksisterende børnebørn spørger mig, hvordan mit liv gik så meget ned af bakke, så vil jeg fortælle dem, at rødhætte mødte ulven, og at hun ikke overlevede at blive ædt af ham. Jeg vil fortælle dem, at jeg elsker alle mine dyr, men at de aldrig vil være det samme som ægte kærlighed. At de skal nyde den rigtige fyr, når de finder ham, fordi de kan hurtigt fucke op og miste ham og ende som mig. I gamle sweatere, nettoposer under øjnene og med kattehår i næsen konstant. Ikke fordi jeg sniffer dem, men fordi jeg kysser mine katte på hovedet, fordi jeg ikke har andre at kysse, da ingen gider kysse en pige, som har femten og en halv fugl i stuen, som flyver rundt og kan snakke og kun siger: "Nate, jeg savner dig." Mine hamstrer vil sikkert alle gå ned med depression, fordi de skal se på mit triste ansigt hver dag og kun kan få vand ved at sutte på den der lille nuttede drikkedunk, imens de ved, at de aldrig kan slippe væk fra mig, og at de kunne bo i en god og normal familie, hvis de ikke var blevet købt af den underlige 53 årige, som bare sidder og spiser chokoladeis hver dag og transporterer sig ved at få sine fugle til at flyve hende. Nogle gange tager hun også løbehjulet, men sidst faldt hun i et lyskryds og blev kørt ned af en lastbil, fordi det er sådan, jeg har det lige nu, og det føles ikke specielt godt. Og mine fisk vil alle sammen falde mod bunden, fordi jeg sikkert kommer til at spise deres mad, da jeg aldrig får et job, fordi mit liv går så meget ned af bakke, og så får jeg aldrig penge, så jeg har ikke råd til ordentlig mad til mig selv, så jeg må tage fiskenes, fordi det er billigere, og til sidst dør jeg af sult eller madforgiftning, og FBI vil komme forbi for at finde ud af hvorfor, og de vil se, at det er den dummeste grund nogensinde, og så vil jeg blive kendt i hele Canada, måske verden, som den gamle triste kvinde, som døde af overdosis på fiskemad. Kan I fornemme, at jeg ikke helt har det så godt i dag? Jeg tror, at jeg er blevet sindssyg. Mere end normalt.

"Jorden til Talia?" En hånd vifter frem og tilbage foran mit ansigt.

"Talia har forladt jorden. Hun er ikke længere tilgængelig for menneskelig kontakt, fordi hun er død af selvhad og overdosis på fiskemad," svarer jeg. Violet griner og ryster på hovedet.

"Du slog op med en fyr. Det sker dagligt for mennesker. Folk skal nok slappe af omkring det snart,"prøver hun at berolige mig. Men det hjælper ikke, fordi hun kender ikke hele historien. Hun ved kun, hvad andre ved. At jeg slog op med Nathaniel Adams.

"Jeg slog ikke op med en fyr. Jeg slog op med en fyr, hvis far ligger og dør på et hospital. Jeg er et monster," hvisker jeg. Violet himler med øjnene.