Hating dating you

kapitel 20 - menstruationsproblemer & bandlysninger

(Mange mange tak til Kayalc17 for billedet til dette kapitel!)
Jeg er ret så sikker på, at jeg dør om lidt. Jeps, ingen tvivl. Jeg kan se døden tyve meter fremme. Og den ligner måske Nathaniel Adams en smule, men det tilføjer bare mere død. Pointen er, at jeg måske ikke lever længe nok til nogensinde at få nye fisk eller en hamsterfarm, hvor de får rutsjebaner og strande. Jeg er virkelig virkelig død. For slet ikke at snakke om Violet ved min side. Jeg kan høre hendes død. Hendes vejrtrækninger er ustabile. Jeg tror, at hun har brug for vand, et bad, en af de der fancy masker, som hjælper folk på hospitalet med at trække vejret og en undskyldning til at slippe for idræt lige nu. Det er jeg med på, fordi det her er ikke sjovt. For meget løb. Siger fodboldspilleren. Men jeg er praktisk talt død, og det føles ikke godt. Tænk på Shelton, som aldrig bevæger sig. Stakkel. Jeg kigger bag mig, hvor over halvdelen af vores idrætsklasse løber i tydelig smerte. Imens vores idrætslærer sidder på en bænk med en kop kaffe i hånden og vinker til hver elev, som passerer ham. Han er djævlen. Tydelig ondskab. Jeg overvejer at løbe ham ned, bare for at få ham til at smage sin egen medicin, men på den anden side, vil jeg helst ikke dumpe, så det ville måske ikke være så smart. Måske bare ved et uheld løbe ind i hans kaffe, så den ryger ud over ham.

"Det her er ikke sjovt," erklærer Violet, som om det ikke var det mest tydelige i hele verden. Jeg tager en stor slurk luft og presser mine ben til at sætte farten op. Mit mål i livet lige nu er at overhale Nate. Hvis det ikke lykkedes mig, har jeg ikke rigtig grund til at gå på denne klode længere. Dramatisk, men sandt. "Ad ad ad, rød alarm," Violet ser over sin skulder. Normalt har jeg ikke idræt sammen med Violet, da hun er junior elev, og jeg er senior elev, men hendes årgangs idrætslærer er taget på ferie, så de er sammen med os, indtil at hun kommer tilbage i næste uge. Jeg ser også tilbage. Reece er lige bag os. No no no. Nu er døden en meter bag mig. Det er ikke rart. Jeg kan allerede se flammerne og mørket, som venter på mig i helvede. Portalen er faktisk lige der, hvor Reeces grimme fjæs plejer at være.

"Gå væk," puster jeg til ham, før jeg sætter farten endnu mere op.

"Lad os bare ignorere ham," tilbyder Violet. Jeg nikker mig enig.

"Talia?" Reece rører ved min skulder. Jeg overvejer at dreje rundt og lave et ninjatrick på ham, så han lander på jorden. Men det ville ikke være at ignorere ham. Desværre. Måske skal jeg bare gå efter kuglerne, så han ikke lever til at irritere livet ud af mig en anden gang.

"Hører du også en mus pibe?" Spørger jeg uskyldigt Violet. Hun smiler bredt.

"Beder bare om at få ost lige i øjet."

"Præcis," nikker jeg.

"Talia, det er vigtigt," han lyder helt desperat.

"Det er underligt, hvordan der er døre, som knirker, når vi er på en fodboldbane," fortæller jeg Violet. Hun nikker sig enig.

"Og det er underligt, at de bare bliver ved," spiller hun med.

"Det er om Theo," snerrer Reece irriteret. Vi stopper begge to op med det samme og ser på ham.

"Hvad er der med ham?" Spørger jeg hurtigt.

"Døren kan ikke høre," svarer han og sætter i løb. Jeg skynder mig efter ham. Reece og jeg har været sammen med Theo flere gange, og han har noget for Theo, ligesom alle andre. Ingen kan stå for ham. Derfor ved jeg, at Reece bløder op om lidt og fortæller det til mig. Han er bekymret. Ligesom alle andre, som elsker Theo.

"Bør vi følge efter ham?" Spørger Violet forpustet. Vi hører vores idrætslærer råbe, at vi skal komme i gang. Reece ser over sin skulder og standser. Jeg går hen til ham.