Hating dating you

kapitel 23 - kantinen & opkaldet

(Igen tak til xsagittariussx)
"Her sidder du. Så ensom som du er. Fremtidig kattedame på et center for pensionister." Jeg ser op på Nate, som giver mig et bredt smil.
  
"Funny," jeg fortsætter med at spise min salat. "Hvem af os har haft en kæreste?" Jeg skæver op til ham. Nate sætter sig ved siden af mig og placerer sin bakke på bordet.

"En kæreste som var dig utro. Så tror jeg hellere, at jeg vil køre one night stand livet," smiler han. Jeg ser ned på min salat.

"Røvhul."

"Bitch."

"Dickface."

"Kran."

"Taber."

"Luder."

"Du har haft mere sex end mig. Feministerne kommer efter dig," jeg peger på ham med min gaffel.

"Selvfølgelig har jeg haft mere sex end dig. Du holder dig kun til en person. Det er der ikke noget sjov i," konstaterer han.

"Ikke for dig. Jeg foretrækker en, som jeg kan stole... Nej bare glem det," mumler jeg. Jeg havde en, og ham kunne jeg ikke stole på. Nate ser på mig i underligt lang tid. "Hvad?" Spørger jeg irriteret.

"Min far fortalte, at han har sagt alt til dig. Hvorfor stiller du ingen spørgsmål?" Nate giver mig et undrende blik.

"Fordi jeg ikke har nogle spørgsmål," jeg stikker til nogle salatblade. Hvor er alle de andre mennesker, som bør sidde ved det her bord? De kan ikke bare efterlade mig alene med satans hadebarn.

"Martin adopterede mig, da jeg var 13," fortæller Nate. Jeg ser på ham med sammentrukne øjenbryn.

"Ja, det fortalte han mig også?" Hvorfor fortæller han mig det?

"Det var for at fjerne alt som jeg havde til fælles med min far. Så han ikke kunne tvinge mig til at besøge ham i fængslet. Bare så han ikke havde nogen magt over mig," forklarer han. Jeg nikker, stadig forvirret. "Og jeg foretrækker Martin. Det vil jeg altid gøre. Jeg føler intet for Carter Ainsley. Og nu er Martin syg, men Carter lever og er fri. Hvordan er det på nogen måde fair?" Spørger han vredt. Jeg giver ham et trist smil. Jeg er med nu.

"Det er det ikke," hvisker jeg. Nate begraver sit hoved i sine hænder. "Intet er fair for tiden," mumler jeg. Nate skæver op til mig, før han hviler sin pande på bordet. Og så opdager jeg Theo og Violet. De er på vej herover. Theo hopper nærmest og klapper hænderne sammen. Violet griner af et eller andet, som han siger. Jeg kan gætte, at han har for meget energi, da han stiller sig på vores bord og ser ned på os.

"Hvorfor ser I så fucking depri ud?" Griner han. Jeg kaster en tomat i hans hoved, og han smiler bredt.

"Livet stinker," sukker jeg.

"Du stinker," mumler Nate. Jeg slår til hans skulder, og han smiler skævt.

"Okay. Men hvor I er mega nederen at høre på, så har jeg lige haft den kedeligste historietime nogensinde, og jeg har voldsomt meget energi. Jeg har lyst til at gøre noget, som jeg ikke må," han ser tænkende ud, indtil han får en ide. Åh nej. Violet sætter sig ved siden af mig. Jeg giver Nate et panisk blik. Han giver mig det samme. Theo pifter højt. Jeg ryster på hovedet til Nate, men han trækker bare på skuldrene. "Hvor mange her hader skole?" Råber Theo ud i kantinen. Alle rækker deres hænder op og jubler sig enige. Og så kommer vores historielærer ind i kantinen. Theo fucking Adams vender røven mod hende, trækker ned i både bukser og underbukser og mooner. Jeg gisper i chok. Alle er ved at dø af grin. Undtagen Nate, som har rejst sig op og er ved at hive sin bror ned fra bordet. Læreren er meget vredt på vej herover. "Må jeg flygte?" Spørger Theo Nate.