Hating dating you

kapitel 21 - surmuler & kontakt

(Tak til xsagittariussx for billedet! Sætter pris på den halve mave man kan se;)
Theo er surmulende hele vejen hjem. Da Veronica sætter os af, er han stadig surmulende. Jeg stiger ud fra bilen, imens de snakker. Grace og Martins biler er i indkørslen, så de er nok kommet hjem fra arbejde. Imens jeg står og får grå hår af at vente på Theo, så kigger jeg på himlen. Jeg vil gerne være en fugl. Jeg kunne flyve væk fra Nate, imens jeg skød fugleklatter efter ham. Det ville være min hobby. Se hvor mange fugleklatter du kan få på Nate på ti minutter. Og så ville jeg snakke fuglesprog med de andre fugle og få dem til at hjælpe mig, og til sidst ville Nate komme i rekordbøger for at være den, som var blevet ramt af flest fugleklatter, og jeg ville photobombe hans billede. En sand drøm. Da Theo smækker bildøren, ryger jeg ud fra min drøm. Jeg giver ham et kort blik. Hans t-shirt er meget krøllet, og hans hår er uglet. Plus nogen har smørret læbestift ud over hans ansigt. Smart, Theo, meget smart. Han giver mig et bredt smil og går lidt skævt op imod huset. Jeg følger med. Så snart vi åbner hoveddøren, er Harley ved vores fødder. Theo går ind, imens jeg tager mig god tid til at kramme Harley og klø ham bag ørerne. Stemmerne bliver højere inde i stuen. Åh Gud. Hvor går alting af helvedes tid. Jeg rejser mig op, lukker døren og går ind i stuen. Theo står op ad væggen, og hans forældre står henne ved sofaen. De ser overrasket på mig.

"Vi fik et opkald fra skolen om, at Theodor ikke var der. Tak for at hente ham," siger Grace frustreret. Jeg giver hende et kort smil og et nik. Martin sætter sig opgivende ned i sofaen. "Theo, kom herover og sæt dig," Grace peger på den anden sofa, som er tom. Theo ser på mig med store øjne. Jeg nikker og går med ham derhen. Vi sætter os begge to. Grace lander ved siden af Martin. "Du kan ikke bare forlade skolen på den måde," Grace giver Theo et trist blik. "Folk bliver bekymrede, og dine karakterer falder. Du er bedre end det, Theodor. Klogere," Grace tager Martins blege hånd. Jeg tvinger mit blik op på deres ansigter i stedet.

"Det ved jeg," mumler Theo.

"Så vis os det," Grace ser på Martin med et træt blik. Han giver hende et kort smil, før han ser på Theo.

"Theo, de næste mange måneder bliver hårde," starter Martin ud, "og jeg ved godt, at det bliver svært for dig. Det er også svært for mig. Men jeg har brug for, at du er stærkere end det her. At du kan være der for Grace, Nate og Talia, hvis de får brug for det. I afhænger alle af hinanden. Du kan ikke gå rundt og ryge dine problemer væk, når du har en familie, som har brug for din støtte, okay?" Martin giver Theo et seriøst blik, og til min overraskelse nikker Theo. "Ingen dømmer dig. Vi er måske ikke enige i dine valg, men vi prøver at forstå."

"Tak," Theo's stemme er hæs og lav. Martin smiler kort.

"Lover du mig, at du tager dig sammen, Theo?" Spørger Martin.

"Ja."

"Godt," Martin retter sig lidt op. "Vi skal snakke med dig om noget, før Nate kommer hjem." Han giver Grace et blik. Hun nikker langsomt. "Carter har kontaktet os." Jeg spidser ører. Carter er Nates far, som sad i fængsel i 6 år og har været løsladt i 2. Det kan umuligt være godt. Måske har han kontaktet dem for at smide Nate i fængsel for at være en for stor idiot.

"Virkelig?" Theo rykker lidt på sig.

"Ja. Han er i byen og vil gerne snakke med Nate."

"I har sagt nej, ikke?" Spørger Theo hurtigt.

"Jo, selvfølgelig. Men vi kan ikke garantere, at han ikke kontakter Nate selv."

"Men er der ikke regler om det?" Spørger Theo bekymret. Grace ryster på hovedet.

"Han har lov til at opsøge Nate. Han er bare ikke hans far længere. Kun biologisk." Hvad mener hun med, at han ikke er Nates far? Martin ser min forvirring og smiler kort.