Final Punch | ✓

1. Familien Woods & familien Watson

F I N A L
P U N C H

"Jeg hader dig." Jeg sidder med krydsede arme over mit bryst på vej mod døden. Min far sukker dybt ved siden af mig og drejer ind af en vej fyldt med kæmpe store palæer.

"Du kan ikke hade mig, jeg er din far," svarer han. Jeg rynker øjenbrynene og ser på ham med et dømmende blik.

"Ser du, fædre skrider ikke i to måneder og efterlader deres døtre hos en fremmed familie!" Fortæller jeg ham vredt.

"De er ikke fremmede Blue. Du har mødt Miles før," svarer han i et roligt toneleje. Åndssvage far, som altid kan slappe af i de værste situationer.

"Ja, da jeg var 6 og åd mine egne bussemænd, det tæller ikke." Jeg skruer op for radioen og min far sætter farten ned. Vi er her vel om lidt.

"Jeg ved godt, at det her ikke ligefrem er noget du vil, men du kan ikke bo alene i to måneder," siger han nobelt. Han er så ond! Hvordan kan han retfærdiggøre sine handlinger på den måde? Han skrider på forretningsrejse i to måneder og anbringer mig i en fremmed familie, med en ny skole, ingen venner, og jeg ved ikke hvad ellers.

"Overdriv nu ikke far," svarer jeg sarkastisk. "Jeg vil hellere blive kidnappet af en vaskebjørn, blive ædt af den og derefter gylpet op igen, så en ugle kan spise mig." Jeg afslutter min tale, og han stopper bilen foran det største hus jeg nogensinde har set og ser med sit arbejds fjæs på mig. Da han fortalte mig om det her, nævnte han ikke, at familien Woods er stinkende rige?!

"Du skal nok få det godt Blue. Miles har en søn på din alder. Han vil vise dig rundt og præsentere dig for de rigtige mennesker. Det skal nok blive en succes! Desuden er her ingen vaskebjørne." Jeg kniber øjnene sammen og analyserer min far. Hans mørkebrune hår er redt tilbage, og hans ny barberede hud ser blød ud. Hans grønne øjne ser ind i mine grønne, og jeg synker langsomt længere ned i mit sæde.

"Hvorfor har du sådan et lorte job? En eller anden dag bliver du fyret, og den dag holder jeg fest for hele New York!" Han griner sit hyggelig-far grin og lægger bilnøglen i sin lomme. Han stiger ud af bilen og smækker døren hårdt i. Jeg følger fornærmet efter ham, og han åbner bagagerummet.

"Når nu de bor i sådan et fint hus, bør jeg så kalde dem Mr. Og Mrs. Woods?" Spørger jeg, imens nervøsiteten vokser i mit bryst. Min far griner og løfter alle mine kufferter ud fra bilen.

"Næppe. Det kan godt være at de har mange penge, men Miles er ikke så fornem. Jeg vil vædde med, at han stadig spiser fedtet kylling i sofaen, imens han ser fodbold." Ad.

Miles Woods er min fars barndomsven, som han har kendt siden fødslen. De har holdt fast ved hinanden siden, men Miles fik vist startet et kæmpe advokatfirma, så han flyttede flere timer væk fra min far og jeg. Derfor har jeg kun mødt familien engang, og det eneste jeg kan huske, er at en dreng tissede på mit puslespil.

"Johnny!!!" Jeg kigger hen i retningen som stemmen kom fra og ser en høj og slank, men stadig muskuløs mand stå der i et fint jakkesæt.

"Milsy!!!" Svarer min far. Jeg laver facepalm over min fars pinlighed, og går langsomt hen imod Miles og hans meget meget meget kønne kone, som vist hedder Felicity.

De laver et eller andet håndtegn, og min far krammer derefter konen.

"Og du må være Francesca!" Miles rækker mig sin hånd, og jeg tager straks imod den. Skal jeg være ond eller sød? Jeg føler mig ond, fordi han lige kaldte mig Francesca, men på den anden side, kan han smide mig ud så snart min far er væk, og så må jeg bo på gaden i to måneder. Nej tak.

"Jeps, men jeg foretrækker at blive kaldt Blue," jeg giver han et bredt vindersmil og ryster så hans kones hånd.

"Jeg hedder Felicity, dejligt at møde dig Blue." Uha, nogen er fornem.