Final Punch | ✓

10. Dramatiske hemmeligheder & gode grunde

F I N A L
P U N C H

"Jeg har det fint far, ærligt." Siger jeg træt ind i telefonen. Jeg sætter mig ned i sofaen og ser tomt på det slukkede fjernsyn.

"Helt ærligt?"

"Meget ærligt."

"Jeg skulle aldrig have sagt ja til den her forretningsrejse. Blue, jeg aflyser og kommer direkte tilbage!" Udbryder han. Jeg himler med øjnene og piller ved en løs tråd i min sweater. Selvom det i starten, var hvad jeg ønskede, så har jeg skiftet mening. Jeg forlader ikke den her husholdning, før jeg forstår det og dens mange hemmeligheder. Selvom det betyder, at jeg må leve under samme tag som Jason, hvilket giver mig lyst til at hoppe ud fra en klippe.

"Stop det far. Bare udfør dit arbejde..."

"Jeg har det dårligt med det," fortæller han.

"Det er fint. Du skylder mig bare et par nye sko." Min fars grin er dejligt at høre, og i et øjeblik glemmer jeg helt, at det er meningen, at jeg skal hade ham.

"Aftale," han holder en kort pause og fortsætter så, "men Blue! Igen!" Sukker han. Jeg nikker for mig selv og ser ud i baghaven. Blade blæser rundt og den mørke himmel truer med regn.

"Jeg ved det godt, men der skete ikke noget. Han fik ikke—" jeg afbryder mig selv og kører sukkende en hånd igennem mit hår. "Du ved..." Mumler jeg. Min far bander og begynder så at snakke med en anden. Der går lidt tid, så er han tilbage.

"Undskyld skat, men jeg skal tilbage til arbejdet. Pas godt på dig selv," siger han, og før jeg kan sige noget tilbage har han lagt på. Jeg mumler et lavt: "i lige måde" og lægger så min telefon fra mig.

Miles ringede til min far så snart Jason var ude af huset. Felicity har prøvet at ringe Jason op i lang tid nu, jeg ved ikke, hvorfor hun ikke giver op. Jeg aner ikke, hvad Tyler laver.

Da Jason kaldte mig en luder gjorde det ondt. Mere end det burde. Men han aner ikke, hvad det ord gør ved mig. Han aner intet. Intet om mit gamle liv og min gamle skole. Han aner ikke, hvad jeg før er blevet kaldt. Han kunne selvfølgelig ikke vide, hvor meget det ord ville såre mig, men man kalder ligemeget hvad ikke en pige for luder. Det er bare et no go. Ingen vil kaldes det.

Efter den episode gik jeg legit ind på mit værelse og græd. Jeg græd både over det og alt dramaet i går. Det hjælper at græde. For hver tårer der falder, forsvinder noget som giver mig smerte. Jeg plejede at græde en hel del. Hele tiden. Jeg troede, at jeg var færdig med at græde. Tak Jason Robert Woods.

"Hey," Tyler sætter sig pludselig ved siden af mig. Jeg ser underligt på ham og nikker så.

"Hej," hvisker jeg.

"Så, hvad er din store dramatiske hemmelighed?" Jeg stivner i hele kroppen, og kigger langsomt mod Tyler. Han smiler og lægger hovedet på skrå. Hvordan ved han, at jeg har en stor hemmelighed? Shit! Okay, spil dum Blue.

"Hvilken dramatisk hemmelighed?" Spørger jeg. Tyler griner og ryster så på hovedet.

"Jeg er ikke dum. Du er her ikke kun, fordi din far skal arbejde. Så... Fortæl!" Jeg løfter et øjenbryn og kigger så ud i haven igen.

"Tror du virkelig, at jeg vil fortælle alle mine dramatiske hemmeligheder til et røvhul, som jeg ikke engang kender?" Spørger jeg. Tyler gisper og slår en hånd mod brystet.

"Røvhul? Hvilket røvhul vil dog vide dine dramatiske hemmeligheder? Det kan ikke være mig, fordi sidst jeg tjekkede, var jeg nærmere en Gud end et røvhul." Jeg ser skeptisk på ham og griner så. Det føles godt at grine. Meget godt. Bedre.