Final Punch | ✓

8. Dæmon katten & en aflyst aftale

F I N A L
P U N C H

Da jeg vågner gør alting ondt. Hele min krop er øm, og jeg har svært ved at åbne øjnene. Jeg ville ønske, at jeg vågner, fordi solen skinner ind eller et eller andet poetisk, men hvordan jeg vågner er langt fra poetisk. Fordi jeg vågner af smerte. Smerte i maven. Det gør faktisk så ondt, at jeg skriger i smerte og sætter mig op med et sæt. En eller anden pelsklump flyver væk fra min mave, og jeg ser med det sygeste dræberblik på en klam kat, som vel må være Simba.

Jeg hader den allerede.

Jeg opdager hurtigt, at det stadig er mørkt udenfor. Jeg tænder straks min natlampe og tjekker klokken, som siger 03:21. Er katten seriøs? Hvad fanden er dens problem? At vække mig så tidligt, og så endda på den måde? Jeg hader katte så utroligt ufatteligt meget.

Min dør går pludselig op, og en Jason med svedigt hår, ingen trøje og vilde øjne træder ind. Han har sådan noget håndbind, som man bruger i boksning, om hænderne.

Med hurtige skridt står han ved min seng og ser spørgende på mig.

"Hvorfor skriger du midt om natten? Har du hede drømme?" Jokede han lige? Hvem er han? I den grad ikke den Jason Woods, som jeg kender. "Jeg kan gøre dem til virkelighed." Afslutter han.

"Din psykopat dæmon kat satte sig på min mave!" Forklarer jeg irriteret. Jeg overvejer, at skyde en pude efter katten, men den står allerede og gnider sig op af Jason. Han ser ned på den og himler så med øjnene.

"Hvem dør? Hvad er jeg gået glip af?" Spørger Tyler, som lige pludselig også står i rummet. Både jeg og Jason ser underligt på ham. Han ser skuffet ud i rummet, da der intet drab sker, og læner sig så op af dørkarmen. "I skal ikke til at have sex vel? Fordi jeg orker ikke at høre på det." Jeg glipper med øjnene og ser så bebrejdende på Jason.

"Har du samleje når din bror er hjemme?" Spørger jeg med en rynket næse. Jason trækker på skuldrene og skubber Simba over mod døren.

"Nogen har brug for kaffe, jeg har brug for sex." Svarer han ligegyldigt, som om det ikke er mega klamt. Jeg udstøder en masse bræklyde, og jeg sværger, at jeg ser Jasons mundvige løfte sig. Et kort sekund, og så ser han ligeglad ud igen.

"Klamt, skrid ud." Tyler gør, som jeg siger, men Jason bliver stående herinde. Underligt nok.

"Hvad?" Spørger jeg træt.

"Hvordan går det med din mave?" Undskyld, men er jeg gået glip af noget? Bekymrer han sig faktisk?

"Dårligt, nu hvor din grimme kat satte sig på den." Svarer jeg ærligt. Jason ser på min mave, som er dækket til at en af min fars t-shirts, og lader så sit blik glide hen over mine bare ben. Jeg hiver straks mine natshorts længere ned og ser med røde kinder på ham.

"Jeg vil gerne sove, tak." Jeg vender ryggen til ham og lægger mig til rette, men da sengen synker ned ved siden af mig, vender jeg mig hurtigt om igen. Hvad laver han? "Alene," tilføjer jeg. Jason smiler et skævt smil, hvilket forresten ser mega nuttet ud, og lægger sig så på ryggen. Han kigger op i loftet med armene bag nakken, og jeg ser underligt på ham.

"Hallooo? Kontakt til jorden Jason?" Jeg prikker til hans skulder, men han gør stadig intet. Han ser bare op i loftet.

"Jeg plejer at se mig selv som en stjerne, men okay." What? Han sagde noget, som ikke var ondt eller koldt? Hvem spikede hans drink til festen?

"Lidt for meget selvtillid der Woods," mumler jeg. Jeg lægger mig ligesom ham, og ser op i det hvide og kedelige loft.

"Det er en del af min charme," svarer han. Jeg giver ham et fnys og ser ud af min øjenkrog, at han smiler.

"Hvilken charme?" Spørger jeg, egentlig bare ud i rummet.

Der er helt stille i nogle minutter. Ikke akavet stilhed, men behagelig stilhed. Vi ligger begge to og kigger op i loftet uden at sige noget. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige, så derfor siger jeg slet ikke noget, men det er overraskende nok anderledes med Jason.

"Jeg kan ikke holde aftalen." Er det eneste han siger, og det får i den grad mit hjerte til at springe et slag over. Jeg ved godt, hvilken aftale han snakker om. Aftalen som siger, at vi skal holde os væk fra hinanden. I stedet for at spørge hvorfor, laver jeg en lille joke ud af det. Han ville sikkert ikke have svaret alligevel, og den hyggelige stemning ville være kaput.

"Det var ikke længe den holdte," svarer jeg. På den måde fatter han vel, at jeg har det på samme måde.

"Men det her betyder ikke, at jeg kan lide dig. Ikke den mindste smule. Jeg afskyr dig bare ikke længere." Fortæller han. Jeg slår en fornærmet hånd mod brystet og gisper.

"Afskyede du mig?" Jeg fake græder, og Jason rykker på sig i sengen.

"Ja," årh, av. "Du minder mig bare om nogen..." Forklarer han.

"Nogen som du ikke kan lide?" Spørger jeg forsigtigt. Han ryster på hovedet og drejer det så for at se på mig. Jeg gør det samme og ser ind i hans smukke øjne.

"Nogen som jeg elskede."

~•~•~•~

Uhhh ulala, hvem mon (;
Glædeligt nytår alle sammen!!

Udgivet: 31/12-2017