Final Punch | ✓

22. En plastisk bitch & football

F I N A L
P U N C H

Jeg prøver at ignorere alle blikkene, imens jeg går ned af gangen. Her er komplet stille. Alle står og stirrer, imens de hvisker hinanden i ørene og peger. Jeg går alene, og det eneste man kan høre er mine sorte støvlets hæle, når de slår mod gulvet.

"Gå på en badass måde Francesca." Jason's stemme går igennem mit hoved, og jeg begynder diskret at svinge lidt mere med hofterne. Er jeg ikke snart ved mit skab? Alle de blikke gør mig utilpas. Jeg har rengjort mit skab for længe siden og fået nye bøger, så alting burde være perfekt, når jeg endelig ankommer. Medmindre heksen er så u-kreativ, at hun har lavet det samme trick igen.

Jeg retter på min læderjakke og ser forsigtigt ned af min krop. Jeg har en sort top på, lavet af det der fiskenet over det hele, undtagen ved mit bryst. Mine bukser er sorte, stramme og giver mig helt klart en bedre røv. Min støvler har ret så høje hæle, men de gør noget ved mit image, så det er fint. Min makeup er mørk, og der er meget, men siden Jason nikkede bekræftende til mig i morges, så går det nok. Jeg føler mig sej. Hvilket er ret patetisk at sige, men det er sandheden. Jeg føler mig selvsikker.

I skulle have set folks ansigter i morges. Gud hvor var det episk. Tyler tabte sit glas vand, så glasset blev smadret mod gulvet. Miles fik toastbrød galt i halsen, Felicity stirrede på mit tøj, og Jason grinede af dem alle sammen. De så altså også virkelig dumme ud, hver og en. Da de endelig havde fået taget sig sammen, faldt Tyler på knæ, imens han bad mig blive hans kæreste, men jeg afslog ham venligt. Min venlighed fik så Jason til sende mig et blik, og jeg kom i tanke om, at jeg skulle være et røvhul. Men det kommer jeg ikke til at være overfor Tyler. Han er alt for sød.

Felicity sagde intet under det hele, hun stirrede bare på min meget afslørende trøje. Miles? Han var den værste, og han gav mig chancen for at vise Jason, at jeg godt kan være en bitch.

"Hvad fanden er det, du har på unge dame?" Havde han vredt spurgt. Jeg havde taget mig sammen og svaret tilbage.

"Tøj. For at være helt præcis, tøj fra Kina. Made in China you know," og så spiste jeg et toastbrød.

"Okay smarte, skift tøj eller bliv hjemme fra skole." Han var utroligt sindssygt meget vred. Altså Miles Woods har virkelig et vrede problem. Et virkelig slemt et.

"Må jeg det?" Havde jeg spurgt med store øjne. Miles pegede oven på, og jeg rystede afvisende på hovedet.

"Skift Blue."

"Hvad er du? Min far?" Og så var jeg skredet med vrede skridt, i mine meget høje støvler med Jason i hælende. Ved I, hvad han gjorde? Han gav mig en high five. Intet: "undskyld at min far er sådan en røv." Bare en high five.

Nu går jeg ned af gangen, med de mest selvtilfredse skridt jeg kan præstere, imens jeg har solbriller på. Jeg er totalt badass.

Jeg stopper endelig ved mit skab og åbner det. Heldigvis overfaldes jeg ikke med maling. Thank god. Jeg når lige at tage mine spansk ting, før nogen smækker skabet i og ser på mig med store øjne. Sam...

"Hvem fuck har dyppet dig i goth?" Spørger hun med en tabt kæbe. Jeg griner kort og retter ryggen, før jeg læner mig op af mit skab.

"Lad os bare sige, at jeg fik hjælp fra en blond undersåt..." Jeg giver hende et skævt smil, og skubber mine solbriller op i håret. Sam blinker vildt med øjnene.

"Så du giver ham en chance?" Spørger hun.

"Jeps. Det var det, du ville have? Ikke?" Jeg holder mine bøger ind mod brystet, og Sam nikker som svar.