Final Punch | ✓

29. Mysteriet om Jason & sandheden om hende

F I N A L
P U N C H

(Shit's about to get crazy folkens)

Jeg er nået til den konklusion, at jeg og Jason har brug for en snak. En snak om hvad der skete igår. Jeg ignorerede ham resten af dagen, men nu har jeg taget mig sammen. Jeg vil snakke med ham og fortælle ham, hvordan jeg føler. Selvom jeg ikke er sikker på, hvad jeg føler. Jeg vil bare improvisere, tror jeg. Okay, jeg aner det ikke. Don't judge, men hele mit hoved er en budding lige nu, jeg fatter hat. Jeg har ingen idé om, hvad pokker jeg skal gøre.

Jeg forlader stuen og går oven på. Tyler er ikke hjemme. Han har ikke været hjemme hele weekenden, og jeg aner ikke, hvor han er. Jeg er lidt bekymret, men på den anden side er han 16. Han må kunne passe på sig selv, bare for en weekend. Den lygtepæl må da også have et liv, som ikke går ud på at skade Ty. Håber jeg.

Jeg retter på min løse crop top og skal til at træde ind, da jeg hører stemmer. Brittany og Jason's stemmer. Årh fuck off Brittany, du ødelægger alting. Fatter hun ikke, at hun ikke er velkommen? I hvert fald ikke fra min side af. Jeg mener, hvorfor er hun her overhovedet? Det eneste hun gør, er at ødelægge ting og ligne en, som har fået stød. Altså hendes hår er jo kæmpe. Det ligner lidt sådan noget hår, hvor der kunne bo små alfer.

Jeg ved godt, at det ikke er i orden, men jeg har brug for svar, og den snak de har lyder meget besvarende. Det er vel halvt deres egen skyld, når de lader døren stå åben, ikke? Jo, lad os bare sige det. Måske kan jeg endelig finde ud af Jason's hemmelighed, altså hvorfor han er som han er. Måske kan jeg endelig finde ud af, hvad fanden Bitchany laver her, og måske kan jeg endelig finde ud af mysteriet om pigen på Jason's billede, fordi de kendte hende jo tydeligvis begge to.

"Undskyld Britt, men det passer bare ikke lige nu. Jeg ved godt, at du har det svært. Det har jeg også, men jeg prøver at komme videre," er det første jeg hører. Det er Jason, som undskyldende lægger en hånd på Bitchany's skulder. Okay, måske bør jeg ikke være så hård mod hende. Jeg kender hende ikke. Shit, jeg er ved at blive en af de der sindssyge teenage piger, som bliver totalt klæbende over for fyren og hader alle piger, som snakker til ham. Red mig.

"Men du forstår det ikke Jay. Hun er væk, og jeg er alene." Brittany's stemme knækker, og jeg kan bare herfra se, hvordan alting gør ondt på hende. I starten troede jeg, at hun brugte sin smerte til at komme tættere på Jason, fordi duh, han er Jason Woods, men jeg begynder langsomt at fatte, at den smerte hun føler er ægte og ikke opdigtet.

"Tro mig, jeg forstår det," sukker Jason. Brittany sukker og dumper træt ned på hans seng. Hun hviler hovedet i sine hænder og ryster på hovedet.

"Undskyld hvis jeg har lavet problemer mellem dig og Blue. Jeg... Kysset- jeg ved det ikke. Jeg havde bare brug for omsorg, og en som jeg stolede på, og du stod lige foran mig," forklarer hun. Okay, nu lytter jeg. Hvorfor har hun ikke undskyldt overfor mig? Jeg ville da have tilgivet hende! Hun gjorde det ikke for at være ond, hun gjorde det, fordi hun var påvirket af savn og et knust hjerte. Jeg har helt ondt af hende nu. Utroligt at ens opfattelse af en person kan ændres så hurtigt. Wow.

"Det er okay Britt. Det var bare... Forkert. Du var hendes bedste veninde," svarer Jason, imens han kører sine hænder igennem håret og hen over sit hoved. Brittany fnyser irriteret, men hun er ikke irriteret på Jason, hun er irriteret på et ord.

"Var. Jeg hader det ord. Hvorfor gjorde hun det Jay? Hvad gjorde vi forkert?" Spørger hun. Irritationen er væk og er blevet udskiftet med sorg og fortvivlelse.

"Intet. Det var hendes eget valg, okay? Det er ikke din skyld, og det er ikke min." Fortæller Jason. Jeg smiler et lille smil, fordi han er så sød overfor Brittany. Så ægte. Han holder af hende, det kan jeg se.