Final Punch | ✓

34. Saint Blue & officielt min fyr

F I N A L
P U N C H

Jeg har mange gange i mit liv troet, at jeg skulle dø, men denne gang er troen stærkest. Han ser så vred ud. Han står helt op af mig med de vredeste øjne nogensinde og ingen tegn på smil i ansigtet. Hans lyseblå øjne er kolde som istapper og hans kinder er røde af bare vrede. Jeg føler mig meget lille og truet. Hvad gør jeg? Hvordan undgår jeg døden? Vent... Hvordan fandt han mig overhovedet?

Okay. Jeg prøver mig frem.

"Jason, min engel. Hvad kan jeg gøre for dig, på denne smukke aften?" Spørger jeg, men det vrede blik i hans øjne bliver bare tydeligere, så jeg sluger nervøst klumpen i min hals og prøver igen. "Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker dine... Fødder." Wtf? "Ja, de har den helt rigtige størrelse, og de er ret pæne. Selvom jeg aldrig har set dem... Din næse er også flot! Jeg kan godt lide formen..." Nej, bare stop. Det her er skrækkeligt. Plus: det hjælper ikke. Han har bare rynket på sine øjenbryn. Han ser ud til at tænke over noget, før han tager fat om min arm og begynder at trække mig væk fra barens område. Jeg kæmper imod, men han ser ud til at vinde. "Jason!" Hvæser jeg, imens jeg prøver at ignorerer folks undrende blikke. De er fulde, hvorfor snaver de ikke i stedet for at blande sig i min kidnapning? Damnit. Jeg smiler til nogle piger, som ser lidt bekymrede ud.

"Han er bare desperat. Hvordan kan han ikke være det?" Spørger jeg og laver en bevægelse med min hånd ned af min krop. Pigerne fniser, og så er det glemt. Thank God. Jeg kan lige se for mig, hvordan de ville have trådt ind, sådan helt super woman agtigt, og Jason ville blive en fucking Hulk og banke dem alle sammen med en kagerulle. Totalt farligt. Jeg reddede dem lige. De bør faktisk takke mig. Jeg laver snart et tempel, hvor man kan tilbede mig, med alle de mennesker jeg har hjulpet i aften. Jeg er en totalt Saint Blue.

"Jason, giv slip på mig." Siger jeg. Jason strammer grebet, og jeg skærer en grimasse. Jeg må stoppe ham, før han får mig med ud. Jeg vil ikke hjem endnu, jeg vil feste. "Det gør ondt," mumler jeg lige højt nok til, at han kan høre det. Jason fortsætter lidt, men så stopper han op og vender sig mod mig. Han ser mig ikke i øjnene. Hvorfor ser han mig ikke i øjnene? Er han så... Skuffet? Så skuffet at han ikke engang vil se på mig? Av. Mit hellige hjerte gør ondt. Jeg hiver min arm til mig, og han himler med øjnene, imens han ser rundt i rummet, vi er i. Vi er ude i bryggerset, hvor hans jakke hænger. Ups. Gad vide on han kom efter den eller mig? Jakken må være mere effektiv. Hah, selvironi venner. Jeg elsker mig selv, don't worry.

Jason tager en dyb indånding med lukkede øjne og alt det der yoga pis, og så åbner han endelig sine øjne og ser på mig.

"Hvad fanden tænkte du på Francesca?" Spørger han. Hans tone er ikke venlig. Han er sur, som bare satan. Det gør mig lidt urolig. Jeg kan specielt ikke lide, hvordan han lægger ekstra pres på ordet "fanden". Især ikke når jeg lige er blevet en Saint i aften.

"Jeg tænkte: åh yes. Fest. Flygt fra Jason midt i en kamp. Tihihi. Jeg elsker bare, når han bliver vred og opsøger mig, som om han har sat en fucking chip i mig! Så kan han rigtigt hive min hånd af min arm og bande, selvom jeg er ultra hellig!" Udbryder jeg lettere irriteret. Både Jason og nogle forbi passerende kigger underligt på mig, men jeg er komplet ligeglad. "Hvad tror du selv Jason?" Sukker jeg. Som om jeg tænkte alt det der, da jeg skred. Det var først noget, som jeg tænkte bagefter. "Jeg er her bare for at hjælpe Jake... Og måske drikke og feste. Men pointen er, at jeg er her for at støtte en ven! Så hvis du skal være helt Edward Cullen agtig så tag og skrid, fordi jeg vil have en god aften!" Jeg eksploderer lige nu. Omg, jeg elsker mig.

Jason laver en grimasse. "Edward Cullen?"

"Ja!" Udbryder jeg. Jeg laver straks min stemme mørk: "Hold dig væk Bella, jeg er en mystisk bad boy, som du ikke vil rodes ud med. Det er for din egen beskyttelse. Men... Du er bare så lækker, og jeg reddede dig jo fra en grim bil. Så nu er vi sammen. Forresten kan jeg godt lide at se dig sove, det giver mig stådreng. Men vent! Vi kan ikke være sammen alligevel! Jeg er for sej til det. Jeg kan ikke være sårbar. Farvel. Nu dræber jeg mig selv, ved at rulle mig i glimmer!" Jeg tager en dyb indånding. Nej. Nu kigger alle underligt på mig. For helvede. Pinligt. Okay, bare vær ligeglad Blue. "Jeg vil ikke være Bella til din Edward, hvis jeg ikke må gøre, hvad jeg vil!" Jeg tramper stædigt i gulvet, og Jason stirrer på mig, som om jeg er totalt skør i hovedet og er flygtet fra et sindssygehospital.