Final Punch | ✓

32. Kamp i ringen & fest med Jake

F I N A L
P U N C H

Jeg sidder og nynner, imens jeg laver matematik lektier, indtil noget ude i gangen fanger min opmærksomhed. Jeg sætter mig hurtigt op og flyver ud fra sengen. Med hurtige skridt er jeg ude i gangen, hvor jeg ser Jason gå. Jeg indhenter ham og stiller mig foran ham, så han må standse brat op. Han rynker på sine øjenbryn og strammer grebet omkring sin taske.

"Heeeej," jeg smiler sukkersødt og kigger på hans taske. Han skal kæmpe. Det her er perfekt. Jeg vil med.

"Hej?" Spørger han mistænksomt.

"Så... Det er lørdag aften, og jeg vil virkelig gerne tilbringe noget tid sammen med dig. Hvad siger du? Hvor skal du hen?" Spørger jeg, imens jeg uskyldigt blinker med mine øjne. Jason ryster på hovedet og sukker.

"Drop det Fran. Du kan ikke komme med." Lyselukker, helt ærligt.

"Hvorfor ikke? Jeg vil virkelig gerne se dig slås Jay!" Jeg skyder underlæben ud, og jeg ser straks Jason tøve. Yes, det virker.

"Fordi vi ikke må ses," svarer han simpelt. Hvem har sagt det? Mine øjenbryn trækker sig forvirret sammen, og jeg fnyser af ham.

"Det sagde diktatoren ikke. Han sagde bare, at vi ikke må være forelskede, hvilket ikke er et problem." Jeg træder helt op af Jason og lægger begge mine hænder på hans bryst, imens jeg ser ham forførende ind i øjnene. "Eller er det?" Spørger jeg drillende. Min plan er, at han nu vil vise, at han ikke er forelsket i mig, ved at tage mig med hen til baren. Selvom han totalt er det. Jeg har ham snoet om min lillefinger, det ved jeg skam.

"Nej." Svarer han kort og koldt. Jeg mærker min mave slå en ubehagelig kolbøtte, da jeg hører hans toneleje. Jeg kan ikke lide, når han bliver kold. Jeg føler, at han skubber mig væk, og jeg vil ikke skubbes væk. Jeg vil blive hos ham. Den rigtige Jason Woods, ikke den sure og hjerteløse version.

"Så kan jeg vel godt tage med?" Prøver jeg, imens jeg sender ham det sødeste smil, som jeg kan præsterer, hvilket åbenbart ikke er nok.

"Nej." Gentager han.

"Men det er godt for min læring!" Yes, go Blue. "Jeg kan se, hvordan man kæmper i virkeligheden og tjekke teknikker ud. Jay, det er totalt meant to be!" Hvorfor sagde jeg ikke bare det her fra starten? Det er jo en perfekt undskyldning, for at være tæt på Jason. Jeg vil bare så gerne se, hvordan de her kampe foregår, og lige nu får jeg min chance. Der skal bare plages lidt mere.

Jason sukker meget højt og overdramatiseret. "Det er ikke et rart sted Francesca," mumler han. Er det hans åndssvage undskyldning for, at jeg ikke skal ud en lørdag aften? Idiot. Du har med verdens bedste undskyldnings-laver at gøre. Ja, det findes rent faktisk.

"Nemlig. Derfor bør du tage mig med, så jeg kan trøste dig, når du bliver bange Jason," svarer jeg logisk. Jason himler irriteret med øjnene, og jeg smiler vindene. Han kan ikke modstå mig, jeg ved det bare.

"Fuck dig," siger han træt.

"Er det et ja?" Spørger jeg, med vrikkende øjenbryn og et drillende og bredt smil om læberne. Jason nikker og ser mig meget dybt ind i øjnene.

"Men du bliver ved mig, og du går ikke længere væk, end jeg kan se dig!" Fortæller han mig skarpt. Jeg himler straks med øjnene.

"Jaja hønemor, lad os komme af sted." Og efter få minutter sidder vi i hans bil, på vej mod en spændende lørdag aften.

~•~•~

Inde på baren er der fyldt med mennesker. Folk er fulde, danser og har det sjovt. Desværre er jeg sammen med den kedelig Jason, som trækker mig videre, lige da jeg er ved at score en drink. Han hiver mig ind på den gang, som han for lang tid siden fik bank på, og så trækker han mig med hele vejen ned af den. Den høje musik som jeg før hørte tydeligt, er blokeret ude og det overrasker mig, at man næsten ikke kan hører den.