Final Punch | ✓

27. Alkohol, hash & lyse krabbekrøller

F I N A L
P U N C H
(Jason)

Jeg ser på Francesca og sukker dybt. Hun er så smuk, så skrøbelig. Hun ligger med sit hoved på mit bryst, og jeg har en arm om hende. Jeg kunne blive liggende sådan her for evigt. Med en fantastisk pige i mine arme, men så igen: intet varer evigt, så jeg vil ikke have for store håb.

Francesca er faldet i søvn, men jeg kan ikke sove, når hendes hånd ligger et sted, hvor den ikke bør ligge. Hun trækker fredeligt vejret, og jeg tør næsten ikke rykke mig, med frygten for at vække hende. Jeg foretrækker hende, når hun sover, så har jeg mere ro og ét mindre problem. Ikke at jeg ikke kan lide hendes selskab, fordi jeg elsker det. Hun er genial, sådan ærligt, men nogle gange magter mit hoved bare ikke nogen. Selv ikke Fran. Sådan har det været siden jeg blev... Forladt? Jeg ved ikke, om det er det rigtige ord. Jeg ved bare, at mit hoved har gjort ondt siden, og det gør det stadig. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har lagt mærke til forandringen. Det er nemlig begyndt at gøre mindre ondt, for hver dag jeg har sammen med Francesca Watson. Jeg vil ikke indrømmer det højt, men inde i mit hoved vil jeg gerne: Hun hjælper mig videre. Og thank god for det.

Jeg fatter ikke, at jeg rent faktisk mistede kontrollen i dag. En ting er et kort og meningsløst kys foran min farmor, men en anden ting er det vi lavede tideligere i kælderen. Det skete bare så pludseligt, og jeg ved godt, at jeg selv startede det, hvilket jeg virkelig fortryder. Jeg ville ikke give hende håb om en fremtid, som vi aldrig vil få, men det er lidt for sent, er det ikke Woods? Idiot, idiot, idiot. Jeg ved ikke, om jeg sårede hende, da jeg skred? Hun så ikke okay ud, da jeg endelig tog mig sammen og satte mig ind til hende. Jeg har ingen intentioner om at såre Francesca, sådan helt ærligt. Jeg kan ikke lide at se hende ked af det, men jeg blev bare nødt til at komme væk tideligere. Hvis jeg ikke var kommet væk, ville jeg bryde sammen. Jeg kunne ikke lade min facade falde sammen lige foran hende. Det ville være pinligt. Især når det var mig, som fortalte hende, at kun svage mennesker græder. Sandheden er dog, at jeg er svag. Jeg gemmer det bare bag min falske personlighed.

Efter at have set 'Naked' faldt Francesca hurtigt i søvn. Jeg har ikke rykket på mig siden, og der er nok gået en time. Jeg har bare tænkt på alt mellem himmel og jord. Jeg er fucked up, men det ved folk nok godt.

Hjælp mig, en eller anden.

Lyden af ringklokken vækker mig op fra alle mine tanker. Jeg ser som det første på Francesca, for at se om hun er vågnet, men det er hun heldigvis ikke. Hvad gør jeg? Okay, vær smart Jason. Jeg rykker mig langsomt væk fra hende og sørger for at ligge hende forsigtigt i sengen. Ringklokken lyder igen, og jeg bander lavt, imens jeg lægger dynen over den sovende Francesca. Med lette skridt træder jeg ud fra værelset og lukker døren. Jeg sætter farten op, da jeg ikke længere er inde på værelset. Til sidst lunter jeg, fordi nogen bliver ved med at ringe på den fandens klokke. Hvorfor findes de også? De er jo ikke til andet end besvær. Og helt ærligt, hvem ringer på en klokke midt om natten. Skudt i hovedet mand.

Nu banker personen også på døren, og jeg himler irriteret med øjnene, da jeg står foran døren.

"Fuck," bander jeg, imens jeg låser døren op. "Slap af mand!" Jeg hiver døren åben, og det eneste jeg ser er en stor bunke lyst hår, som er krabbekrøllet og lander direkte i mine arme.

"Jay-Jay!" Udbryder pigen, imens hun får mig til at træde forbavsede skridt bagud, indtil jeg står lænet op af væggen. Jeg prøver, at få pigen væk fra mig, fordi jeg virkelig får hendes kæmpe hår i hovedet. "Oh scheiße, du dufter gooodt! Må jeg smage?" Spørger hun, efterfulgt af et hik. Jeg rynker på øjenbrynene, og den blonde pige kigger op på mig, med hendes store grønne øjne. Hendes pupiller er udvidede, og hun stinker af alkohol og hash. For pokker altså. Hun bider mig under øret og fortsætter ned.