Final Punch | ✓

35. Utro & en del af familien

F I N A L
P U N C H

En lyd vækker mig. Jeg kan ikke forklare hvilken lyd, fordi jeg forstår den ikke, men jeg bliver vækket. Der er nogle fnis, nogle lave stemmer, og de tilhører en mand og en kvinde. Det er ikke Tyler, fordi hans stemme er ikke så mørk. Kvinden kan ikke være Felicity, fordi hende her's stemme er lysere. Brittany kan ikke være kommet tilbage, ikke endnu, og Jason ligger sovende ved siden af mig. Hvem er det så? Whatever, det kan vel være ligemeget. Så længe det ikke er Jason og en anden pige. Nu vi taler om solen, ligger han lige ved siden af mig.

Han har armen liggende under mig, fordi den har hvilet på mine skuldre. Hans arm må være følelsesløs. Bør jeg fjerne mig? Nej, fordi så skal jeg væk fra ham, og det gider jeg ikke. Hans anden hånd er flettet sammen med en af mine med et slapt greb. Jeg rykker lidt på mig og løfter vores hænder op mod mit ansigt, så jeg blidt og forsigtigt kan kysse hans. Han ser så fredfyldt ud, når han sover. Som om han ingen problemer har. Som om alting er godt, når det i virkeligheden ikke er. Jeg ser på hans blonde hår og fjerner noget fra hans øjne. Før jeg mødte Jason Woods, så jeg altid Jason'er som brunhårede, men nu synes jeg, at de skal være blonde, hver gang jeg hører navnet. Det er underligt, men jeg har ikke et problem med det. Jason er vigtig for mig, om jeg vil det eller ej. Ja, han har haft sine hemmeligheder, og ja han var en idiot i starten, men det er alt sammen glemt nu, fordi det har vist sig, at Jason Woods er en meget god fyr, når man først lader ham bevise det. Så snart han lader sine parader falde, så er han den mest krammeværdige fyr. Altså efter Tyler. Jeg har altid lyst til at kramme Tyler, fordi jeg er bange for, at hvis jeg ikke krammer ham og beskytter ham, så vil han aldrig få det bedre. Jeg vil have, at Ty får det bedre. Han er den bror, som jeg aldrig fik. Jeg er stolt af at fortælle, at jeg elsker ham, og jeg fatter ikke, at han ikke har andre, som gør det. Altså andre end hans familie. Selvom de ikke altid viser det, hverken til Ty eller Jason, så elsker Miles og Felicity deres sønner. Nogen skal bare have banket noget fornuft ind i dem, så de kan vise det lidt bedre. F.eks kunne Miles trække sin ordre tilbage, og lade Jason være glad sammen med mig. Desværre er Miles utrolig stædig og holder fast i sit dumme valg. Jeg synes overhovedet ikke, at det er fair, at han bare kan sige sådan noget, og han er åbenbart gået så langt og have snakket med min far om det, bare for at få far til at give ham ret. Hvor ondt er det lige?

Min alt for lange tankestrøm bliver afbrudt, da jeg hører et bump ude fra gangen og nogle høje fnis og mandelige grin. Med rynkede øjenbryn giver jeg slip på Jason's hånd og kravler forsigtigt ned fra sengen. Jeg gør alt jeg kan for ikke at vække ham, og det virker heldigvis, fordi han forbliver sovende. Jeg smiler et lille smil, da jeg ser på ham, og så åbner jeg langsomt døren, for at se hvilke grise, der vækkede mig.

I gangen ser jeg Miles holde en kvinde med blond hår oppe, imens hun fniser og kysser hans hals. Jeg glipper med øjnene. Miles og Felicity burde ikke være hjemme i den her weekend, de burde være væk. Jeg ser nærmere på damen, som Miles skubber op af væggen og kysser, og så går det op for mig. Det er ikke Felicity. Det er ikke fucking Felicity. Selvom jeg inderst inde går i panik og får lyst til at brække mig, så lukker jeg forsigtigt døren igen og hviler min pande mod den. Jeg kan ikke fatte det. Miles... Den mand som lod mig bo her i to måneder. Miles min fars bedsteven. Han står lige nu og kysser med en kvinde, som ikke er hans kone. Hvorfor er mænd sådan nogle røvhuller? Hvorfor tror de bare, at de kan gå rundt og have sex med hvem end de vil, når de allerede har nogen. Utroligt. Simpelthen utroligt.

Hvordan fortæller jeg Jason det her? Bør jeg bare holde mund? Det er ikke ligefrem mit problem, men Jason er, og jeg vil ikke se ham såret. Tænk at Miles gør det her mod Felicity. Mod sin familie. Jeg kan ikke fatte det. Ved han ikke, at det kan ødelægge hele familiens forhold? Det er officielt, jeg hader mænd. Undtagen to, og de to har ikke fortjent den smerte, som deres selviske røvhul af en far vil påfører. Tyler har det svært nok i forvejen, han behøver heller ikke, at hans forældre bliver skilt, fordi jeg sladrer. Ja, jeg bør bare holde kæft. Men på den anden side er det ikke okay. Jeg kan ikke holde sådan noget hemmeligt for Jason, min kæreste. Pointen er, at jeg er i et dilemma, om jeg skal fortælle sandheden og splitte familien op, eller om jeg skal holde det hemmeligt, men måske ødelægge mit forhold med familien, hvis de finder ud af, at jeg vidste det hele tiden, men ikke fortalte det. Jeg vil ikke miste Woods-brødrene. No way. Desuden kommer man længst med sandheden, fordi løgne kommer altid tilbage og bider en i røven. Tro mig. Man ser det i film hele tiden. Hvordan nogen lyver for at beskytte folk de holder af, men så finder folk ud af sandheden, og man mister alting. Det skal ikke ske her, ikke på min vagt. Jeg må bare hive plasteret af og fortælle sandheden. For alles bedste.