Final Punch | ✓

46. Kniven & kidnapningen

F I N A L
P U N C H

Uden at tænke videre over det, skubber jeg mig igennem menneskemængden. Jeg hyperventilere og skubber måske lidt for hårdt. Folk ligger dog ikke mærke til det. De har for travlt med at se på parkeringspladsen.

Da jeg endelig er ude fra den kolossale mængde af elever, løber jeg direkte hen til Jason. Delacorte ser mig på ingen tid. Han blinker med det ene øje og svinger lidt med sin blodige kniv, så dråber flyver ned på den beskidte asfalt. Hans tilhængere træder frem, men Delacorte holder sin kniv op, og de standser alle sammen brat. De træder tilbage, og jeg når op ved siden af Jason. Der breder sig en høj hvisken og gisp. Jeg ignorerer vores publikum og tager Jason's hånd. Han ser mig i øjnene og ser ærgende ud. Jeg himler med øjnene af ham.

"Fran, kom væk herfra," hvisker Jason. Hans øjne ser ikke længere skræmte og chokerede ud. Han er kampklar. Han har rent faktisk tænkt sig at gå imod Delacorte og hans 14 køtere. Det er som om, at alt hans chok over Elias Newburg forsvandt, så snart han så gerningsmanden. Han er ligeglad med, om han kommer til skade. Det kan jeg se på ham. Han vil bare af med Delacorte.

"Nope," svarer jeg simpelt.

"Det her er et dårligt tidspunkt, at være et stædigt æsel på," fortæller han mig. Jeg ser med uskyldige øjne op på ham.

"Du har lært mig at være frygtløs. Jeg skal vise, hvad min læremester har lært mig," svarer jeg simpelt. Jason rynker på sine øjenbryn og skal til at snakke, da Delacorte tager ordet.

"Jeg kan se, hvorfor du er vild med hende Woods. Der er noget attitude. En hver dreng elsker en god jagt," Delacorte træder tættere på mig. Jeg står standhaftigt fast, men inderst inde skriger jeg af rædsel for, hvad han kan gøre med sin allerede blodige kniv. Jason vil træde ind foran mig, men de 14 bulldozere tager alle et skridt frem, og Jason stivner i hele kroppen. "Sjovt hvordan vi har samme smag i piger. Du har vel ikke noget imod at dele?" Spørger Delacorte Jason, imens han stiller sig lige lidt for tæt på mig. Altså personlig plads tak. Hans alkohol ånde og udvidede pupiller sender store advarsler, men jeg er Blue fucking Watson. Opdraget af Jason Woods til at være iskold, som en gletcher fra ice age. Så Delacorte vil have en del af den lækre Blue? Som om.

"Fuck hjem til dine frivillige ludere, narkohoved. Jeg er ikke i humør til gustne mænd, hvis kugler endnu ikke er faldet," svarer jeg. Han har fornærmet mig, og han har såret Jason. Som om jeg vil stå passivt til, imens han skader min kæreste. Nope. Hellere svare igen og blive kørt over af en motorcykel, som er større end mig.

Delacorte bryder ud i en klam latter, og imens han svinger med kniven, kniber jeg øjnene sammen. Tror han, at jeg laver sjov? Jeg er virkelig seriøs lige nu. Pis på Jason, og du pisser på mig.

"Genialt!" Griner han forpustet. Det irriterer mig, at han bare griner af mig. Han ignorerer totalt truslen, som lå bag, hvad jeg sagde og griner mig direkte i fjæset, så jeg kan lugte hans kvalmende ånde endnu mere og blive blændet af hans guldtænder. "I ved..." Han løfter kniven op mod mit ansigt, og jeg stivner i hele kroppen. Min vejrtrækning bliver uregelmæssig, og mine knæ begynder at ryste. Jeg har lyst til at græde og løbe væk, men jeg er ikke svag. Ikke længere. Jeg bliver stædigt stående, imens jeg tager mig sammen og ser Delacorte direkte ind i øjnene. Jeg vil ikke give ham nydelsen af at tro, at han har skræmt mig. "Sidste gang fik jeg ikke fuldført min trussel, men denne gang ser jeg intet politi," han har dæmpet stemmen til et foruroligende toneleje nu. Han er færdig med at grine. Det kan jeg både høre og se. Han er død seriøs.

Jeg husker tilbage på sidste gang, hvor vi mødte Delacorte. Parkeringspladsen ved baren. Han havde truet med at "låne" mig, indtil at Jason kunne betale gælden. Shit. Jeg vil ikke med den tatoverede bavianrøv nogen steder hen. Hvis han overhovedet rør mig, så sparker jeg ham så hårdt i plastik kronjuvelerne, at han aldrig vil kunne mærke dem igen.