Final Punch | ✓

5. Frokost & gode idé'er

F I N A L
P U N C H

Jeg har undgået Jason siden episoden i morges. Det er gået overraskende godt. Folk sender mig accepterende blikke, og jeg føler allerede, at folk kan lide mig. Måske bliver det her slet ikke så slemt igen. Så længe Jason ikke myrder mig, når jeg kommer hjem, skal det hele nok gå. Jeg tænker, at det vigtigste ved min vrede eksplosion er, at jeg nu ved, hvordan jeg skal sætte Jason på plads. Alting føles mindre håbløst nu. Eller... Kun næsten, fordi det er frokostpause, og jeg har ingen at sidde sammen med. Det her er det værste ved at være den nye pige. At finde venner. Hvem bør jeg gå efter? Nørderne, sportsidioterne, emoerne eller skaterne? Okay, hvad med ingen Blue... Jeg passede ikke ind på min gamle skole, og jeg passer ikke ind på min nye. Super.

Jeg smiler falsk til kantinedamen, som giver mig dagens ret. Spaghetti med kødsovs. Jeg vender mig om mod kantinen, hvor alle bordene er fyldt med mennesker. Jeg spotter Ollie ved bordet i midten af lokalet, hvor han sidder med en masse cheerleaders og en masse sportsidioter. Der går jeg godt nok ikke hen. Der er chance for, at jeg aldrig forlader kantinen igen så, fordi hvis Ollie er der, er Jason der sikkert også.

Mange smiler til mig og vinker mig over mod deres bord, men jeg trækker afvisende på skuldrene og ser ned på min mad. Jeg er faktisk slet ikke sulten. Med trætte skridt går jeg hen mod den nærmeste skraldespand. Hvorfor tog jeg overhovedet mad? Nu går det jo til spilde.

Jeg går forbi et bord, hvor en pige flyver op fra sin plads og følger efter mig.

"Hej ven," siger hun. Jeg kigger overrasket på hende og åbner og lukker munden et par gange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. "Har du problemer med at vælge nye homies?" Spørger hun undrende. Jeg stopper op og lægger hovedet lidt på skrå.

"Jaaa. Det er bare alt det der 'nye pige' pis. Frokosten er det værste." Jeg trækker på skuldrene, men pigen ser pludselig chokeret ud. "Hvad? Har jeg noget i ansigtet?" Spørger jeg panisk. Jeg løfter min hånd for at finde problemet, men hun ryster afvisende på hovedet.

"Ikke andet end kønhed," fortæller hun. Jeg sender hende et 'hvad mener du' blik, og hun smiler straks. Hendes mørke røde læbestift sidder perfekt, og alt hendes eyeliner og mascara er overlevet indtil videre. Hun må have nogle magiske tricks, fordi mit makeup dør altid. "Du må gerne sidde ved mig, jeg er ret så sej!"

"Jeg er faktisk ikke sulten..." Undskylder jeg. Hvad er der galt med mig? Jeg plejer altid at være sulten. Måske er jeg syg.

"Det er da ligemeget, du kan stadig sidde og chille. Jeg ved godt, at min makeup ser skræmmende ud, men jeg sværger, at jeg ikke er kannibal!" Jeg tøver, og det får pigen til at smile. "Jeg hedder Sam Buckingham. Da jeg startede her, troede alle at jeg var en freak." Super præsentation.

"Thh, hvorfor dog?" Spørger jeg gispende. Sam ryster på hovedet. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er på grund af hendes syge makeup og mørke tøj, men ak og ve.

"Noget med mine fregner," joker hun. Jeg griner og nikker, for at vise at jeg godt forstår, hvad hun egentlig mener. Folk var bange for hende på grund af hendes mørke stil.

"Skal vi ikke være freaks sammen? Jeg kan bide, sparke og kradse alle som generer dig!" Afslutter hun. Jeg tørrer en fake tårer væk og snøfter.

"Det var smukt!" Jeg giver hende et oprigtigt smil, og hun sender et stort et tilbage.

"Tak, det kom også direkte fra hjertet. Vil du ikke sidde hos os? Du virker badass nok!" Jeg ser taknemmeligt på den søde pige foran mig, og suger min underlæben ind. Hun sidder alt for tæt på Ollie og hans populære venner. Nope, no way. For tæt på Ollie er for tæt på Jason.