Final Punch | ✓

50. Blue & Jason

F I N A L
P U N C H

(Forfatterbesked: please læs min sindssygt lange besked i bunden, den er vigtig.....)
Jeg stirrer på ham. Hans blonde hår. De røde øjne. Han har det samme tøj på som i går. Han er beskidt. Jeg står stift fast på jorden. Som om gulvet er lavet af jern, og mine fødder er magneter. Jason har ikke lagt mærke til mig. Han står og bladrer i nogle papirer med en kaffekop i hånden. Det blonde hår falder ned i hans pande, men han gør intet ved det. Hver eneste fiber i mine fingerspidser kræver at vifte det væk. Hver celle i min krop kræver hans nærvær, hans berøring, men jeg står alligevel fast, som var jeg en statue. Hans øjenbryn trækker sig sammen, og han drikker fra koppen, før han sætter den fra sig på bordet og sukker. Han læner sig forover med albuerne på køkkenbordet og hovedet begravet i hænderne. Hans suk er højt, da han kører begge hænder gennem sit hår og ryster blidt på hovedet af sig selv. Jeg sluger den ubehagelige klump, som har formet sig i min hals, og bevæger mine fingre for at sikre mig, at jeg ikke rent faktisk er blevet forstenet. Jason bander og læner sig så meget forover, at hans pande hviler på køkkenbordet. Han skubber sig lidt efter væk fra det og ser ned på papirerne. Jeg rynker mine øjenbryn og åbner munden for at sige noget, men intet kommer ud. Jason tager sin jakke af, hænger den over en barstol og vender sig i min retning. Det er som om en spand vand falder ned over ham, og der få sekunder efter kommer en så bidene kulde, at alt vandet på hans krop fryser til is. Han står frosset få meter væk fra mig og blinker ikke engang. Jeg ser hans adamsæble hoppe, da han sluger sin nervøsitet. Jeg løfter langsomt min hånd og vinker akavet. Jason smiler ikke, han lægger bare hovedet på skrå og stirrer direkte på mig.

"Blev du stum i din celle?" Spørger jeg lavt. Min stemme er ru, og den lyder ikke som min normale stemme. Jason retter ryggen og vender sig om, så jeg ikke længere kan se hans ansigt. Jeg kan dog godt se, hvordan hans hænder knytter sig, og hvordan hans skuldre ryster en smule. "Det er okay," hvisker jeg, "jeg er okay," udvider jeg. Jason ryster kort på hovedet. Jeg tager et tungt skridt tættere på ham. Det kræver alt viljestyrke i min krop, bare at løfte mit ben hen imod ham, fordi jeg frygter det her øjeblik så mega meget. Alt i min krop stritter imod, men jeg tager alligevel endnu et skridt.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," kommer det fra ham. Hans stemme er hæs, og den knækker ved det første 'jeg'.

"Du behøver ikke sige noget, Jay." Jeg tager endnu et langsomt skridt mod ham, men han vender sig ikke om igen. Hvorfor får jeg den kolde skulder?

"Jo. Der er så meget, som jeg skal sige," hans stemme nærmest drypper med dårlig samvittighed, da han vender sig mod mig. Vi står nu kun med en meters forskel, og jeg ser ham direkte i øjnene, da jeg tager det sidste skridt mod ham. Han ser mig dybt i øjnene, og jeg ser også ind i hans, som er triste og skinnende. "Jeg gennemgik alle ordene i mit hoved, da jeg sad i cellen, men nu hvor jeg står i situationen, så er min hjerne helt blank," fortæller han mig.

"Det overrasker vel ingen," driller jeg, men det er ikke sjovt. Jeg prøver at løfte humøret, men både jeg og Jason ved, at vores historie ikke kommer til at ende godt, så hvorfor løfte humøret, når det alligevel bare lander i undergrunden igen? Jason presser læberne sammen og holder vejret.

"Jeg dræbte dig næsten," han puster ud og lukker øjnene. "Jeg stod med en pistol mod din pande. Én fejl, og du ville ikke stå foran mig lige nu," hvisker han. Jeg tager hans hænder, og får næsten et chok, da jeg mærker, hvor kolde de er. Han er iskold.

"Men jeg står her. Lige her, og jeg er ikke død," fortæller jeg ham betryggende. Jason åbner øjnene igen, og da jeg denne gang ser ind i dem, så ser han ikke trist ud længere. I hvert fald ikke lige så meget som før. Nu er den mest tydelige følelse fokus, som om han har en mission, som han skal have fuldført, og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke vil kunne lide, hvordan den ender. Jason ser på vores hænder og fletter sine fingre ind i mine.