Final Punch | ✓

42. Historien & bedste venner

F I N A L
P U N C H

Miles' reaktion da Jason og Ollie trådte ind i huset med Tyler mellem dem og mig i baggrunden var fantastisk. Han tabte sin telefon og styrtede hen til os. Vi hjalp allesammen Tyler op på sit værelse. Ollie fixede blodet og sårene, imens Miles krævede at snakke med Jason og jeg.

I starten frygtede jeg, at han ville flippe ud, fordi Jason og jeg havde hjulpet ham sammen eller set på hinanden, men han trak os begge to ind i et stort kram. Han gav først slip på Jason og krammede mig yderligere. Jeg krammede akavet tilbage, fordi jeg virkelig ikke fattede, hvad pokker der skete. Da han endelig gav slip på mig, begyndte han at snakke.

"Jeg er virkelig taknemmelig for, hvordan du trådte ind for min søn. Du kunne sagtens være gået fobi ham, men du var modig og stillede dig op imod tre stærke drenge." De var ikke engang så stærke. Thh. "Selvom jeg er skuffet over, at du ikke tilkaldte mig, så kan jeg ikke være sur på dig over, at du skriver til Ollie. Det var det rigtige at gøre. Hele familien er dig taknemmelig Blue." Og efter det fattede jeg hat. Miles lod mig gå, fordi han gerne ville snakke med Jay. Jeg gik oven på, imens jeg bare stirrede forvirret ud i luften. Jeg troede, at han ville flippe totalt ud, men istedet takkede han mig og krammede mig.

Jeg går undrende ind på Tyler's værelse og smider mig ved siden af ham på sengen. Ollie forsvinder kort tid efter, og så er der stille i rummet. Vi stirrer begge to op i loftet.

"Hvorfor ville nogen mobbe dig på den måde?" Spørger jeg lavt. Tyler griner kort.

"Fordi de er usikre på sig selv og har brug for at skade andre, så de ikke skader sig selv. Sikkert også fordi jeg er et let offer," svarer han. Jeg tager hans hånd og blinker utroligt meget med øjnene for at holde mulige tårer tilbage.

"Du kunne have fortalt mig det fra starten," fortæller jeg meget ærligt.

"Klart, men det ville ødelægge spændingen ved selv at finde ud af det, ikke?" Spørger han, som om man rent faktisk kan joke med det her. Jeg ved ikke, hvor længe det her har stået på, men det stoppede i dag. Hvis Johnny og hans røvhuller nogensinde nærmer sig Tyler igen, så banker jeg dem helt ned til kineserne. "Du var mega badass Blue. Tak for din hjælp, og undskyld at jeg lod som om, jeg ikke kendte dig. Det plejer bare at blive værre, når nogen som jeg kender blander sig. De flippede totalt ud, da Jason mødte op hos dem," forklarer han. Jeg vender mig om på siden, og ser ind i Tyler's blå øjne.

"Kan du fortælle mig historien?" Spørger jeg forsigtigt. Tyler nikker og ser ud i rummet.

"Det hele startede, da jeg begyndte i High School. Jeg passede mig selv, gik fredeligt i skole og ignorerede alt det der pisse dumme drama. Jeg havde venner, massere. Ikke en del som tænkte på andet end mine penge, men det er ikke pointen. Pointen er, at jeg ikke var alene. Altså dengang. En helt normalt dag gik jeg ned af gangen. Jeg lagde mine bøger i mit skab, fordi der var frokostpause. Da jeg stod og fumlede med min lås, hørte jeg høje stemmer, så jeg fulgte dem. Jeg fandt frem til en gruppe mennesker. Johnny og de to fyre, som du så tidligere og en pige. Juliette Sanders. Jeg kendte hende. Vi havde været bedstevenner siden vi gik med ble, men de sidste 2 år var vi gledet fra hinanden. Det er pinligt, men grunden var at folk begyndte at drille hende. Mine venner. Jeg ville ikke være alene, så jeg legede med på det. Jeg sårede hende, det ved jeg, og jeg hader mig selv for det. Jeg sårede min eneste ven, bare for at beholde en del, som jeg ikke engang kunne holde ud. Jeg ved, at mobningen blev værre, men jeg ignorerede det. Altså indtil den dag på gangen.

"Johnny havde skubbet Juliette ned på jorden. Hun græd, fordi han havde revet alle hendes tegninger over. De var åbenbart vigtige for hendes portfolio, hvilket var hendes eneste billet væk herfra. Johnny og en masse andre grinede af hende. De sparkede hendes tegninger rundt på hele gangen, pegede og grinede. Jeg ville skride, så jeg ikke behøvede at se det, men da jeg vendte rundt, kaldte Johnny på mig. Jeg vendte mig om igen og gik hen til ham. Han holdt en tegning. Jeg så på den. Det var mig. Juliette havde tegnet mig i en time, hvor jeg sad og stirrede ud af vinduet. Det var en smuk tegning. Hun havde fanget hele shittet. Det så så ægte ud. Hun var virkelig talentfuld, men sådan så ingen på det. De grinede og stemplede hende som en sindssyg stalker. Johnny rev tegningen i en masse strimler og pustede dem i hovedet på Juliette, hvilket nu hvor jeg tænker på det, så ret romantisk ud. Juliette begyndte at græde endnu mere og bad ham stoppe, men han blev ved. Han grinede hende direkte op i ansigtet. Kaldte hende grimme ord, og gik så vidt at skubbe hende ind i skabene. Jeg tror, at hun fik en af låsene i ryggen, fordi hun hylede i smerte. Johnny er totalt psyko, så han grinede bare videre og sparkede hende. Jeg tog fat i hans skulder og bad ham slappe af, men han rystede mig af sig og skubbede Juliette igen. Jeg fortalte ham, at han skulle stoppe. Det gjorde jeg faktisk en del gange, og først efter nogle minutter stoppede han op og så på mig. Jeg fortryder det ikke engang. Det burde jeg, men det gør jeg ikke. Jeg gav ham en knytnæve i hovedet, og han flippede totalt ud. Han spurgte, om nu hvor jeg stoppede ham i at have det sjovt, ville lade ham gå efter mig i stedet for Juliette. Jeg spurgte, om han så ville lade hende værre, og han svarede ja, så jeg svarede det samme. Jeg troede, at han ville smide mine bøger på gulvet eller skubbe mig på gangen, men det var langt værre. Når nu hans mobbeoffer ikke længere var en pige, så kunne han jo banke personen så meget, som han ville.

"Folk bakkede efterhånden ud, fordi de synes at tingene blev for voldsomme. Kun to shitheads blev med Johnny, og de er der stadig. Blue, jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af det her. De er totalt skudt i hovedet," han tager en dyb indånding og ser på mig. Jeg tørrer mine kinder og trækker Tyler ind i et kram.

"Jeg fatter ikke verden. Jeg fatter ikke, hvorfor mennesker med så store hjerte som dig, skal udsættes for så forfærdelige ting. Ty, jeg elsker dig, okay?" Jeg tager hans hovede i mine hænder, og prøver at ignorerer alle hans sår og hævede hud, men det er lidt svært. Tyler himler med øjnene. "Nej, jeg mener det Tyler. Jeg elsker dig, og jeg vil have, at du fatter det. Du er ikke alene. Jeg er her sammen med dig, og jeg vil beskytte dig så godt, som overhovedet muligt. Jason har trænet mig, så jeg kan give nogle gode slag. Jeg ved, at du har haft det svært, men vi skal nok komme igennem det her sammen. Ikke?" Jeg ser ham i øjnene. Da en tårer glider ned af hans hævede kind, tørrer jeg den forsigtigt væk. Tyler begynder at græde endnu mere. Hele hans krop ryster. Hans hulk bliver høje. Jeg sætter mig mere op og trækker hans hoved ind mod mit bryst. Jeg lader ham tude alt det han vil på min trøje, på mig. Jeg holder godt om ham, og kysser ham på hovedet utallige gange.

"Du er min bedste ven, ikke? Bedste venner hjælper hinanden," siger jeg. Tyler nikker og begynder at græde endnu højere. Jeg kan ikke lide at se ham græde. Det gør ondt i mit bryst. Tyler har fortjent så meget bedre end hele den her verden. Han er for god til de røvhuller, som fylder jorden op. Folk er skrald sammenlignet med Tyler Woods, og det gør mig ærligt deprimeret, at ingen kan se det.

Vi sidder sådan i lang tid. Jeg får ondt i ryggen og armene og benene og nakken, men jeg bliver siddende, fordi bedste venner hjælper hinanden. Igennem alt.

~•~•~•~

Tyler Woods er for god til den her verden.

Spørgsmål: hvis du kan lide Ty, hvorfor så?

Udgivet: 15/03-2018