Final Punch | ✓

31. Ingen forelskelse & beskidte ting

F I N A L
P U N C H

Der er så mange steder, som jeg hellere vil være lige nu, end hvor jeg egentlig er. Jeg sidder i en stor og meget behagelig stol på Miles' kontor. Ved siden af mig sidder Jason i den samme slags stol. Han ser meget anspændt ud. Som om han ved, hvad det her handler om. Jeg selv har ingen idé. Vi sad fredeligt og åd, og pludselig siger Miles bare, at han gerne vil se os på sit kontor efter maden. Felicity var komplet stille, og så ikke helt tilfreds ud. Jason stoppede sin snak med mig om, hvor skræmmende heste egentlig er. Jeg slugte bare nervøst mit franskbrød og nikkede til Miles, siden Jason ikke gjorde noget. Tyler smilede bredt og spurgte, om han måtte komme med for nydelsens skyld, men Miles' strenge blik fik ham til at give op. Miles er altid så streng mod Ty. Det er lidt synd.

Nu sidder vi alle sammen inde på kontoret. Miles ser seriøs ud, som om det er et dumt forretningsmøde. Hans jakkesæt er strøget og det hele. Min og Jason's stol står meget tæt og op af hinanden. Lidt åndssvagt, fordi hvis man vil snurre rundt på dem, så er det ligesom lidt besværgligt.

"Okay, hør her," Miles folder sine hænder og løfter et øjenbryn, for at spørger om vi lytter. Jason himler med øjnene, og jeg nikker for os begge to. "Jeg har taget en snak med din far Blue, og vi er nået frem til en enighed, som vi håber, at I to vil tage godt imod." Åh nej. Jeg kan ikke lide det her.

"Okay, nok med det kryptiske pis far. Kom til sagen," siger Jason træt. Har han travlt eller hvad? Han virker meget utålmodig.

"Jeg har holdt øje med jer to, og jeg har tænkt meget over det her. Blue, du er mit ansvar her det næste stykke tid, så det er min pligt at beskytte dig. Jeg har derfor lavet en regel, som jeg ikke engang vil tænke over at diskutere," fortæller han meget voksent. Jeg retter undrende min ryg, hvorimod Jason synker længere og længere ned i sin stol. "Jeg håber, at I begge to forstår, når jeg fortæller jer, at I ikke kan blive forelskede i hinanden." Hele rummet bliver stille. Jeg vil gerne se Jason's reaktion, men det ville afsløre for meget, hvis jeg bare kiggede direkte på ham.

Hvis den her mega dumme regel rent faktisk skulle være nyttig, så skulle Miles have indført den for længe siden, fordi nu er det for sent. I hvert fald fra mit perspektiv. Jeg er forelsket i Jason, og det kan jeg ikke lave om på. Det er ikke ligefrem fordi, jeg kan sige til mit selv "nej, ikke Jason længere. Vælg en anden, dumme hjerte." Når først jeg har fået følelser for ham, forsvinder de ikke bare lige sådan igen. Især fordi jeg ikke ønsker det. Så drop det Miles. Du vil ikke diskutere? Fint, fordi der er heller ikke noget at diskutere. Jeg nægter at følge den hjernedøde regel.

"Hvorfor skulle vi også blive det? Vi hader hinanden," siger Jason, imens han under bordet tager fat om min hånd. Jeg smiler, men stopper straks, da jeg kommer i tanke om, at man normalt ikke er glad, når man bliver forbudt kærlighed. Måske overdriver jeg, men jeg vil ikke undvære Jason. Ikke nu, ikke nogensinde.

Jason fletter sine fingre sammen med mine, og aer blidt min hud med sin tommelfinger. Jeg vil gerne hurtigt ud herfra, så jeg kan kramme og kysse ham i smug. Ja, fordi vi må åbenbart ikke være forelskede. Thumbs up. Jeg dræber min far. Jeg mener, hvordan kunne han indvillige til sådan noget pis? Jeg føler mig direkte forrådt. Han ved godt, at jeg ikke har været heldig de sidste par år, så hvorfor hjælper han med at ødelægge den ene ting, som gør mig glad? Jeg havde ikke oplevet kærlighed, før jeg flyttede ind her, men nu hvor jeg har, så vil jeg ikke undvære det. Min far burde faktisk komme på besøg, og se hvor godt Jason og jeg har det sammen, så han straks ville forbyde Miles den åndssvage regel.

"Jeg er ikke dum Jason. Jeg har set de små detaljer. I har skjult det godt, men den måde I ser på hinanden, kan godt begynde noget, som virkelig ikke bør blive begyndt. Jeg håber, at I kan acceptere det her, fordi det—"