Final Punch | ✓

49. Vrede & gråd

F I N A L
P U N C H

Der findes forskellige former for chok. Jeg er i vredes-kategorien. Det kan jeg bevise ved, at jeg er virkelig fucking vred. På alting. På Miles, Felicity, Delacorte, politiet og mig selv.

Jeg sidder og strejker på min seng med Tyler ved min side, imens Felicity pakker mine ting. Hende og Miles vil sende mig hjem? Så må de kraftedme selv sørge for det. Jeg nægter. Om jeg så må binde mig selv fast til sengen, hvilket ville være ret kinky.

Det værste er, at Jason ikke er her til at hjælpe mig. Politiet ville afhøre ham lidt længere, og jeg fik at vide, at han ikke ville komme i fængsel. De havde bare brug for mere viden. Han kan ikke blive sendt i fængsel, når han skød en fyr i selvforsvar med en pistol, som han ikke selv egede og især ikke, når fyren han skød var eftersøgt i hele New York. Jeg sværger, at jeg så politimændene danse, da Jason var ude af syne. De slipper for at lave deres hårde arbejde nu, og kan bare æde flere doughnuts.

"Jeg kan ikke fatte dig," mumler jeg vredt, imens jeg krydser armene hen over mit bryst. Miles kigger op fra sin telefon, hvor han sikkert skriver med min far. "Jeg kan ikke fatte, hvordan du kunne gøre det. Hvorfor bad du min far komme hjem?" Spørger jeg, imens jeg presser mine negle ned i mine håndflader.

"Fordi du ikke skulle være afleveret her i starten. Min familie er giftig. Du døde næsten, Francesca. Det er ovre," og så kigger han ned i sin telefon igen.

"Men jeg lever stadig. Vi burde holde en fest og fejre det, men i stedet ødelægger du alting!" Snapper jeg af ham. Felicity sukker, imens hun lyner den tredje kuffert op. Hun begynder at lægge tøj ned i den, imens Miles pakker sin telefon væk.

"Jeg er i sandhed ked af, hvordan det her ender Francesca. Det var ikke en del af planerne, men tingene i min familie ender aldrig godt," fortæller Miles mig nobelt.

"Hvorfor lod du mig så komme i starten? Hvis du alligevel er en eller anden troldmand, som kan se ind i fremtiden?" Spørger jeg vredt. Miles' mundvige løftes en smule op.

"Fordi jeg troede stærkt på, at du ville kunne fixe mine sønner, og det gjorde du. Jeg vil være dig evigt taknemmeligt," svarer han.

"Fixe mine sønner? Jeg behøver ikke blive fixet!" Brokker Tyler sig. "Jeg er mig, gider du blande mig uden om?" Mumler han. Han er tydeligvis også vred. Vi mister hinanden. Jeg min bedste ven og ham hans bedste veninde. Sikke en kæmpe omgang pis.

"Min pointe er, at du hjalp min familie med at blive hel igen. Du har udført dit arbejde, og det er på tide, at du kommer hjem."

"Udført mit arbejde? Jeg kom ikke her for at arbejde, din skid. Jeg kom her for at rette op på mit liv, og nu ødelægger du det igen!" Jeg rejser mig vredt op, og alle fryser straks i hele rummet. "Jeg mistede min mor, uden at jeg ville, og nu sker det samme med Jason. Hvorfor bliver alle de mennesker, som jeg holder af taget fra mig? Hvad fuck har jeg gjort den her verden for at alting skal gå galt?" Nærmest råber jeg. Jeg kører frustreret mine hænder gennem mit hår og mærker min underlæbe dirre.

Ved siden af mig rejser Tyler sig også op. Han lægger sin hånd på min skulder, men jeg ryster ham af mig og holder mit blik mod de to lorte forældre foran mig.

"Vi ved begge to godt, at du kun sender mig væk, fordi du er træt af, at du ikke længere kan kontrollere os. Hverken Jason eller jeg. Du kan ikke klare, at du ikke kan fucking fløjte og sige sit, og så gør vi det. Men ved du hvad Miles? Jeg er ikke en fucking hund, okay? Jeg er et menneske, og jeg gør lige, hvad jeg vil, og jeg vil ikke væk herfra!" Råber jeg, imens jeg slår ud med armene.

"Snak så ordentligt til mig!" Råber Miles tilbage, pludselig meget vred. Det er fint med mig. Hvis han er vred, så kan vi fandme råbe af hinanden.

"Vi er ikke skurkene Blue. Vi prøver at gøre det bedste for dig, det vil du forstå en dag," lyder det fra Felicity, som stadig sidder på gulvet. Hun ignorerer mine onde blikke, imens hun pakker resten af mit tøj ned i en kuffert.

"Det her er ikke det bedste for mig!" Hvæser jeg af hende. "Det er ikke det bedste for nogen. Jason har brug for mig, og Tyler har brug for mig, og jeg har brug for dem. Hvis I sender mig væk, så ødelægger I alt, som jeg har bygget op med jeres sønner. Hvordan kan I gøre sådan noget?" Spørger jeg, imens jeg mærker en tårer glide ned af min kind. Det kilder, men jeg gør intet ved det.

"Blue, det er okay. Lad os snakke, ik?" Jeg ser på Tyler, som står og ser på mig. Han ser ubehageligt tilpas ud. Jeg vil råbe et højt "nej," fordi jeg er ikke færdig med at skælde hans forældre ud, men så ser jeg dybere ind i hans øjne, og jeg må synke ordet i mig. Tyler fortjener ikke min vrede, han har intet gjort galt. Med de tanker nikker jeg, og vi går ind på Tyler's værelse uden protester fra hverken Miles eller Felicity. Tyler lukker døren, og han når knap af vende sig mod mig, før jeg har smidt armene omkring ham. Jeg knuger stoffet af hans t-shirt i mine hænder, imens jeg begraver mit hoved i hans bryst. Et hulk forlader min mund, og Tyler lægger hurtigt armene omkring mig.

"Jeg vil ikke væk fra dig," hvisker jeg mod hans varme bryst. Tyler's ene hånd glider langsomt op og ned af min ryg, hvilket er virkelig afslappende og beroligende.

"Måske er det fint nok, bare lidt tid. Du har hængt på mig, siden du kom her. Jeg har brug for lidt plads," joker han. Jeg vil for evigt beundre, hvordan Tyler Woods kan joke, selv i de værste situationer. Han er så stærk. Alting i hans liv går ned af bakke, og alligevel formår han at smile hver dag. Han kan altid løfte andres humør, selvom han nok er den, som har det værst. Hvorfor er jeg ikke så stærk? Tyler er 16 år, han bliver mobbet, prøver at komme sig over en spiseforstyrrelse, og han mister sin eneste ven, og alligevel kan jeg mærke ham smile mod min hovedbund. Hvornår blev det fair, at en 16 årig skal være stærk for den ældre? Jeg er snart 18. Jeg burde trøste ham og hjælpe ham, men det har været omvendt altid.

"Jeg elsker dig," hulker jeg.

"Uha, intimt," griner han. "Er det sådan en tilståelses ting? Okay..." Han lades som om han tænker lidt, og så snakker han igen: "Uh, jeg brød engang ind på dit værelse, da du ikke var hjemme, og havde din kjole på. Bare fordi," indrømmer han. "Og når jeg er trist, ser jeg Winx club. Min ynglings er hende med det røde hår," fortæller han. Jeg græder endnu mere og strammer mit greb om ham.

"Jeg kommer tilbage og ser Winx club med dig. Jeg lover, at jeg kommer tilbage," snøfter jeg.

"Det ved jeg godt, at du gør. Du kan ikke holde dig væk, vel," driller han.

Døren bag os går op, og min far og Miles står i den. Jeg giver langsomt slip på Tyler. Jeg ser på min far, som ser direkte chokeret ud over min status lige nu. Altså begravet i mine egne tåre. Jeg tørrer dem alle væk og får taget mig sammen, så der ikke slipper flere ud. Jeg ser koldt på begge mænd.

"Blue, jeg—" før min far kan sige mere, har jeg skubbet mig forbi ham og Miles. Jeg går med hurtige skridt ned af gangen og ned af trappen.

Jeg magter bare ikke det der lige nu. Han ser så undskyldende ud, at det giver mig kvalme. Han tog Miles' side og gik mod mig.

Jeg vil gå ud i bryggerset, men fryser da jeg ser en person stå i køkkenet. Åh shit.

~•~•~•~

Glæder I jer til sidste kapitel? (;

Udgivet: 30/03-2018