Final Punch | ✓

3. Løfter & første skoledag

F I N A L
P U N C H

Jeg samler mit hår i en knold, hiver elastikken ud, samler det i en hestehale, hiver elastikken ud, samler det i endnu en knold og hiver så elastikken ud igen. Selvfølgelig har jeg en dårlig hårdag på min første skoledag. Super.

Jeg ender med bare at lade mit hår hænge løst, og lunter nedenunder til alle de andre (stadig) fremmede mennesker. Miles sidder og læser avis, Tyler drikker vand, Felicity laver vist pandekager og der er intet tegn af Jason.

Da de opdager mig får jeg store smil. Altså undtagen fra Tyler, han løfter bare et øjenbryn og kigger ned i sit glas.

"Blue!" Smiler Miles. "Har du sovet godt?" Spørger han, rent faktisk interesseret. Hvordan kan sådan nogle venlige mennesker som Felicity og Miles have to sure og arrogante sønner? Et stort mysterium.

"Bedre end nogensinde før," svarer jeg, imens jeg sætter mig på en barstol rundt om køkken øen. Felicity smiler stort og sætter en tallerken med pandekager foran mig. Jeg ser sultent på min morgenmad og rækker ud efter nutellaen. Nutella er ærligt mit liv. Jeg elsker det. Jeg tror nærmest, at det er min livret!

"Watford High er meget stor, men jeg lover, at Jason vil sørge for, at du får en god start!" Fortæller Miles mig. Jeg nikker og skærer den tykke pandekage ud. Som om Jason overhovedet har overvejet at hjælpe mig. Han forvirrer mig allerede. På badeværelset smilede han og var flabet, men så snart vi var sammen med andre mennesker, var han sur og kold.

"Tak," siger jeg, før jeg tager endnu en bid pandekage. Miles smiler, nikker og begynder at læse i avisen igen.

Jeg lader min nysgerrighed tage over og kigger op på Tyler. Har har stadig et blåt øje og hans næse er rød og hævet. Jeg prøver desperat at analysere ham, men han er som et mysterium. Det samme med Jason.

Før jeg ved af det kigger han også på mig, og jeg kigger hurtigt ned på min halvt spiste pandekage igen. Mine kinder bliver varme, og jeg tager hurtigt noget pandekage i munden, så jeg ikke vil sige noget akavet. Jeg ved bare, at Tyler skal til at sige noget, men Miles redder det hele. Han er virkelig bare en helt.

"Ty, har du set din bror?" Spørger han, imens han bladrer i avisen. Jeg kigger forsigtigt op, og ser Tyler trække på skuldrene.

"Er du virkelig interesseret i svaret?" Spørger han. Miles kigger op fra avisen, og skubber sine læsebriller længere op på sin næseryg.

"Ellers ville jeg ikke spørge dig," sukker han.

"Right," Tyler glider ned fra barstolen og slår hænderne mod bordfladen. "Jeg går ikke op i Jason, så nej jeg har ikke set ham. Start med at tjekke hans værelse. Du ved... Rummet hvor han sover og—"

"Ja, jeg har fattet det Tyler." Afbryder Miles, før han irriteret slår avisen ned i bordet og forsvinder op af trapperne. Felicity ser bebrejdende på Tyler, som bare himler med øjnene og går ind i stuen. Helt klart daddy issues her. Akavet tilpas ser jeg ned på min tomme tallerken og kører gaflen rundt i den resterende nutella.

"Undskyld, ingen i familien er morgenmennesker..." Felicity sukker, men jeg ryster straks på hovedet.

"Det er helt fint, du behøver ikke undskylde." Jeg drikker noget vand og smiler oprigtigt til hende. Hvor irriterende hendes sønner er, er ikke hendes skyld. Tror jeg i hvert fald.

"Nej, måske ikke. Det bliver bare værre og værre." Hun begraver sit hoved i sine hænder, og jeg begynder langsomt at have ondt af hende. Kan hendes sønner ikke se, hvad de gør? Hvorfor tager de sig ikke bare sammen? Hvad end der har gjort dem til sådan nogle store røve, så må det virkelig have været slemt. Tyler er imod sine forældre og er sur, og Jason lider af store humørskift. Mit hoved eksplodere allerede, og jeg har ikke engang været her i en dag. Felicity tager en dyb indånding og sender mig så et falsk smil. "Nåh, er du mere sulten?" Jeg nikker ivrigt og tager imod endnu en pandekage.

"Jason, jeg siger bare at—"

"Nej."

"Jeg—"

"Nej."

"Vil du lade mig tale?" Jeg drejer rundt på min stol og ser skeptisk på Jason og Miles, som kommer gående ind i køkkenet. Jason lader som om han tænker over det og svarer så et koldt: "Nej." Røvhul.

"Jason, du gør som jeg siger, er du med? Jeg har givet løfter, og dit surmuleri skal ikke bryde dem!" Miles hæver stemmen, og Jason trækker overgivende sine hænder op i luften. Han siger ikke noget igen, og sætter sig ned ved køkkenøen. Så når hans forældre er i nærheden, er han irriteret og kold, men når vi er alene er han et mindre røvhul? Flere daddy issues.

"Godmorgen," Felicity smiler og sætter en tallerken med en pandekage foran Jason. Jeg spiser min egen langsomt, imens jeg ser på Jason. Hans blonde hår hænger dovent ned i hans pande, hans blå øjne ser trætte ud, og han har et direkte følelsesløst ansigtsudtryk. Han har en sort t-shirt på og rundt om hans hals hænger der et hundetegn. Jeg ved ikke, hvad der står på det, men jeg ved, at han helt klart ikke har været i krig.

Jason kigger koldt på mig og løfter et spørgende øjenbryn. Jeg løfter overgivende mine hænder op i luften og hopper ned fra barstolen.

"Mange tak for morgenmad!" Jeg smiler til Felicity og sætter mine ting i opvaskemaskinen. Jeg lunter ovenpå for at finde min taske og se mig selv i spejlet en sidste gang. Jeg er okay præsentabel. Mit meget mørkerøde hår er redt, min trøje er ikke krøllet, mine mørke grønne øjne ser ikke døde ud, og mit smil ser ægte ud. Da jeg er færdig med at se på mig selv, lunter jeg nedenunder igen, og ser at Jason stadig ikke har rørt sin pandekage. Han sidder bare med sin telefon.

"Jeg går nu," siger jeg til Miles. Han ser underligt på mig og griner så.

"Du går for Guds skyld ikke. Der er langt til skolen og Jason bliver alligevel hentet om lidt. Der er plads til dig i bilen." Jeg ser overrasket på ham, og så på arrogante Jason, som sidder og ignorerer os. Med et skeptisk blik kigger jeg på Miles igen, men han smiler bare og giver min skulder et klem.

"Tak," siger jeg med et anstrengt smil. Jeg går ud i det store bryggers, og tager mine gode gamle converse på. Der går ikke længe før en bil dytter gentagende gange. Pludselig står Jason også i bryggerset. Han tager en mørk camouflage jakke på i et tyndt stof, sine støvler og går ud af fordøren. Jeg følger nervøst efter ham, og ser på den mørkeblå bil uden tag. I den sidder Ollie og smiler stort.

Jason siger ikke noget og sætter sig på passagersædet. Jeg sætter mig akavet på bagsædet og lukker min sikkerhedssele.

"Den nøgne kvinde!!" Ollie vender sig rundt i sit sæde og smiler bredt.

"Heej.." Hvis han begynder at kalde mig det, flygter jeg skrigende til Canada, og jeg kommer aldrig tilbage.

"Glæder du dig til, at starte på vores fantastiske skole?" Spørger Ollie, imens han starter bilen op. Jeg laver en grimasse, og han griner lavt.

"Er det rent faktisk muligt, at glæde sig til skole?" Spørger jeg. Ollie trækker på skuldrene og begynder at køre mod skolen, og før jeg ved af det holder vi foran den.

Velkommen til et nyt helvede Blue Watson.

~•~•~•~

Jeg skal fremlægge projekt imorgen, magter jeg det? Nej. Foran halvdelen af blokken, hvilken idiot fandt dog på det?

God tredje advent! Lad os alle sammen nyde, at det kun er en uge til juleaften!

Udgivet: 17/12-2017