Final Punch | ✓

45. Chok på kontoret & drama på parkeringspladsen

F I N A L
P U N C H

Mine øjenlåg er tunge. De bliver ved med at lukke i. Jeg er træt. Jeg fik ikke sovet i nat, fordi hver gang jeg lukkede øjnene, så fik jeg mareridt. Om Delacorte, som dræber Jason foran mig. Jeg endte med at lave utallige kopper kaffe og holde mig vågen. Jason opdagede det om morgenen, og han så næsten ud til at være i smerte, fordi han ikke kunne spørge mig, hvad der var galt. Det hjalp lidt på mit humør, fordi det var cute. Ulempen ved alt det her er så, at jeg er mega ultra væk. Mit hoved er tungt, og jeg orker virkelig ikke at bruge hovedet.

Alting bliver mørkt, da jeg giver op og lader mine øjenlåg lukke i. Jeg vågner dog brat, da nogen banker noget ned i mit bord. Jeg flyver næsten skrigende op i loftet, og får øjenkontakt med vores klamme lære Mrs. Duval. Hun ser ikke ligefrem mega glad ud. Faktisk nærmere rasende. Den heks hamrede sin bog ned i mit bord!

"Hvad tror du, at du laver unge dame? Jeg tolererer ikke, at folk sover i mine timer!" Skælder hun ud. Alle stirrer. Okay Blue, om du magter det eller ej, så skal du have det sidste ord.

"Undskyld. Det er bare fordi, jeg skifter til spansk tid i dine timer," svarer jeg træt. Folk venter spændt på, at jeg fortsætter. "Og i Spanien er det siesta nu," afslutter jeg. Alle elever i klassen bryder ud i grin. Jeg smiler et sejrsmil til Mrs. Duval, som er komplet rød i hovedet. Hun ligner en, som vil eksplodere ud over hele klasseværelset om lidt.

"På kontoret. Nu," hvæser hun vredt. Jeg rejser mig glad op med et salut.

"Mange tak. Fortsæt god dag," og så skynder jeg mig på kontoret. Måske kan jeg få sovet der. Bare imens jeg venter.

Jeg træder ind, fortæller mit navn til damen bag "disken" og sætter mig i en af ventestolene. Jeg skal til at sove, da jeg ser nogen sidde overfor mig. Jeg rynker på øjenbrynene. Det er en dreng med blond hår, som har en hætte trukket over hovedet. Hans krop ryster. Åh shit.

Jeg rejser mig hurtigt op fra stolen og skynder mig hen til ham. Jeg lander i stolen ved siden af ham og skal til at tage hans hånd, da jeg ser, at den er helt rød. Af blod. Det er de begge. Sover jeg? Er det stadig en drøm? Vågn op vågn op vågn op. Jeg niver mig selv, men jeg vågner ikke i min trygge seng. Jeg tæller mine fingre, fordi Stiles Stilinski fra Teen Wolf har lært mig, at hvis man drømmer, har man 6 fingre på hver hånd eller sådan noget. Jeg har fem på hver hånd. Fuck. Det betyder, at det her er rigtigt.

"Jay?" Spørger jeg lavt. Jeg lægger min hånd på hans skulder, og det giver et sæt i ham. Hans ene fod tripper irriterende, og han vrider sine blodige hænder. Han knækker også sine fingre, indtil de ikke kan knækkes mere. "Hvad er der galt?" Spørger jeg. Jeg kan ikke få mit blik væk fra alt blodet på hans hænder. Hvad har han dog gjort?

"Intet..." Svarer han hviskende.

"Jay, jeg—"

"Intet. Intet er galt. Alting er fint. Alting er fint. Intet er galt," gentager han. Jeg ser bekymret på ham. Hele hans krop ryster. Han snøfter ind imellem. Jeg kan ikke lide det her. Jeg tager hans blodige hænder i mine, og han kigger langsomt op på mig. Jeg bliver helt chokeret, da vi får øjenkontakt. Han ser bange ud. Skræmt for livet. Hvad fanden i helvede sker der her?

"Jason?" Spørger jeg, imens jeg også bliver bange. Han sluger nervøst og kigger ned på sine fødder.

"Delacorte," siger han. Åh fuck nej. Har han skadet Jason? Jeg slipper hans kolde hænder og mærker rundt omkring på hans mave, men der er ingen skader. Jeg mærker på hans arme, hans ryg og hans ben. "Jeg bløder ikke. Det er ikke mig. Det er en anden," fortæller han mig med rystende stemme. Jeg fjerner hans hår fra hans pande og ser beroligende på ham, selvom jeg inderst inde eksplodere. Hvem har Delacorte skadet?

"Hvad er der sket?" Spørger jeg langsomt. Jason ryster på hovedet, nikker, ryster og nikker. Han tager noget frem fra sin lomme og lægger det i min hånd. Han er i chok. Totalt chok. Hvad fanden altså?

Jeg folder papiret ud, og ser på et billede af Jason og jeg. Vi ligger sammen i min seng under den samme dyne. Det er fra weekenden, da vi sov sammen og Miles og Felicity var til parterapi. Jason holder beskyttende om mig, og jeg smiler i søvne. Hvorfor har Delacorte et billede af det? Hvor mega fucking klamt. Da jeg læser teksten med et bankende hjerte, bliver jeg mere og mere bange.

Jeg har fundet din svaghed Woods.

Står der med store sorte bogstaver. Jeg rækker Jason det blodige papir igen, og han begraver det i sin jakkelomme. Jeg er mundlam. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

"Han er på skolen. Han er her. Jeg må få alle evakueret. Fran, han er på skolen," fortæller han mig panisk. Jeg ser med rynkede øjenbryn på ham.

"Hvordan ved du det?" Spørger jeg undrende.

"Vi skulle træne, så vi gik ind i omklædningsrummet. De-der var blod og—" Jason tager en dyb indånding. Jeg tager støttende hans hånd. Han lukker øjnene, som om han går det hele igennem i sit hoved. "Ha-han havde stukket Elias Newburg ned. Je-jeg bliver nødt til at fortælle rektor det, fordi—"

"Shh, Jason. Rolig nu. Ingen grund til forhastede beslutninger," afbryder jeg nervøst. Jeg trækker ham ind mod mig, og han begraver sit svedige hoved ved min skulder.

"Det er alt sammen min skyld. Alt fucking sammen!" Udbryder han.

"Stop nu Jason. Det er ikke rigtigt, det ved du godt."

"'Men det er rigtigt." Han trækker sig væk fra mig og ser på mig med sine store og skræmte øjne. "Hvis jeg bare havde betalt den fandens gæld med det samme. Men jeg glemte det, igen og igen. Han advarede mig endda. Fuck! Hvad nu hvis det er dig, som jeg finder stukket næste gang? Eller endnu værre? Så er endnu en pige død på grund af mig!" Han skal til at rejse sig op, men jeg skubber ham ned igen. Han bliver nødt til at slappe af.

"Jeg kommer ikke til at dø Jason. Det er jeg for badass til," prøver jeg at berolige, men det hjælper ikke.

"Jeg må fortælle rektor, at det er min skyld, så—"

"Hey nej! Dårlige ide!" Afbryder jeg.

"Men—"

"Nej Jason. Vi må finde på noget andet."

"Det er min skyld. Fuck."

"Jason, træk vejret okay. Slap af."

"Det kan jeg ikke!"

"Francesca Watson?" Rektor stikker hovedet ud fra sit kontor, og jeg rejser mig hurtigt op.

"Bliv her," fortæller jeg Jason. Han svarer ikke. Jeg skynder mig ind på kontoret.

Jeg lytter ikke til rektoren. Jeg tripper utålmodigt med fødderne, og jeg kan ikke vente med at komme ud og hjælpe Jason. Jeg er nervøs på hans vegne. Han er dybt i chok. Det her er forfærdeligt. Jeg hører rektor sige noget med en advarsel, og så snart han siger, at jeg må gå, styrter jeg ud. Han må tro, at jeg er syg i hovedet. Det bliver jeg nok også, fordi da jeg står i venteværelset, og der er tomt, føler jeg mig sindssyg. Sindssygt bekymret, fordi Jason er væk. Jeg hører høje råb og snak fra gangen og skynder mit derud. Jason er der ikke, men hele skolen er på vej et sted hen. Jeg spørger nogle, hvor de er på vej hen. Da de svarer, at Jason står på parkeringspladsen omringet af rockere, panikker jeg. Gangen bliver smallere, og jeg får lyst til at kaste op. Jeg skriger næsten og sætter i løb. Jeg har aldrig løbet så hurtigt før. Jeg har travlt med at komme ud på parkeringspladsen. Det føles som om, at væggene lukker sig om mig. Jeg drukner i cement og kan ikke sige noget. Jeg får problemer med at snakke. Mine ben begynder at brænde, og min mave gør ondt. Jeg smadrer næsten glasset, da jeg slår dørene op.

Mit hjerte springer nærmest ud af mit bryst, da jeg ser Jason på parkeringspladsen. Overfor ham står Delacorte, og sammen med ham står hans 14 rocker venner.

Åh fuck.

~•~•~•~

Shit's about to go down friends! Nu kommer der dramaaaaa!

Hallo, ville I foretrække to korte kapitler eller et langt? Fordi jeg mangler kun at skrive to, og jeg er i tvivl, please hjælp!

Udgivet: 22/03-2018