Final Punch | ✓

bonus kapitel :: efter skandalen

Tyler's synsvinkel
-
1 måned efter skandalen

Klokken er 04:36, da hoveddøren smækker hårdt i. Jeg ligger og stirrer op i loftet, som jeg har gjort de sidste tre timer. Jason er hjemme. Jeg kan høre de tunge skridt i gangen. Jeg kan høre, hvordan hans hånd støder mod væggen for, at han ikke falder. Han er fuld igen. Jeg lukker øjnene og prøver at sove, men jeg bliver afbrudt, da hans værelsesdør smækker i, og der kommer høje lyde fra hans værelse. Jeg tænder min telefon og finder Blue.

Tyty (Jacob til min Bella):
Jay er fuld igen

Skriver jeg. Der går omkring ti sekunder, før hun svarer. Det er ret slemt. Nogen er desperat.

Blue babadidadaduu:
Skub ham ud fra en altan og se om han opdager det

Jeg griner kort. Hendes vrede er nuttet. Jeg skal til at svare, da jeg hører hans gråd. Åh fuck. Nu igen. Jeg rejser mig op og forlader mit værelse for at gå ind på hans. Jeg vader direkte ind og ser på min patetiske storebror. Han ligger på sengen og stortuder.

"Jason," jeg sparker til hans seng. Han bliver ved. "Stop med at fucking holde mig vågen," brokker jeg mig. Jason ser op på mig.

"Jeg savner hende," indrømmer han. Jeg himler med øjnene.

"Nej virkelig? Det er ikke fordi, at du lever af alkohol for tiden. Men skulle tro, at Alya var død igen. Blue er fucking få timer væk," snerrer jeg. Min mave rumler højt, men han er for fuld til at ligge mærke til noget. Smart.

"Hun bør være her," han klapper på sin seng. "Jeg ringer til hende," han rækker ud efter sin telefon.

"Du er ikke klar," jeg tager telefonen, før han kan. "Vi ved begge, at hun tager dig tilbage øjeblikket, at du ringer, og du har ikke forbedret dig en skid. Tag dig sammen, og så kan du kontakte hende. Så meget fortjener hun," fortæller jeg ham. Jason nikker og klapper på sin seng igen.

"Trøst mig?" Jeg sukker tungt, men lægger mig alligevel sammen med ham. De to dur ikke uden hinanden.

-
2 måneder efter skandalen

Far har sendt Jason til et AA møde. Jeg ved ikke, om det kommer til at hjælpe på noget, men jeg håber virkelig. På grund af det, er jeg sammen med Blue. Hun er ved at bitche over sin nye skole.

"Jeg hader alt," hun løfter en finger. "De hader mig."

"Forståeligt."

"De er ikke Sam, Ollie eller dig," siger hun og løfter endnu en finger.

"Det er ret svært at leve op til mine standarder," kommenterer jeg og bliver ved med at spille Sandbox. Jeg er ved at farve en drage. Det er en addiction. Jeg kan ikke stoppe igen

"De mener stadig, at alt det med, du ved hvad, var min skyld."

"Jeg kan godt lide, at Voldemort er en hvad nu, og ikke en hvem."

"Synes du selv han ligner en person?" Spørger hun forfærdet. Jeg vifter med min hånd for at få hende til at fortsætte. Hun løfter sin fjerde finger. "Ingen gider snakke med mig. Og Jason er der ikke til at skræmme dem til at gøre det. Jeg hader alt, Ty. Og jeg vil hellere kramme Delacorte end at gå på den skole endnu en dag," erklærer hun. Jeg giver hende et "virkelig?" blik.

"Så skal vi lige have noget på det rene. Vil du kramme normale, klamme og endnu mere klamme Delacorte, eller vil du kramme ham lige efter, at Jason har skudt ham? Fordi nummer to mulighed er det største offer, da han højst sandsynligt ville kvæle dig eller stikke to fingrene øjnene på dig." Jeg ser op på Blue. Jeg ligger på min seng, og hun vandrer rastløs frem og tilbage foran den. Men nu er hun standset. Det bedste er, at hun tager mit spørgsmål seriøst.