Final Punch | ✓

15. En magisk Blue & hjælp fra Jason

F I N A L
P U N C H

Jeg følger efter Jason med de længste skridt, som jeg kan tage. Jeg er ikke ligefrem høj og har korte ben, så det går mig ikke så godt. Han er jo løbet til Spanien, før jeg er nået op til ham.

Vi fortsætter ned af gaden, og jeg sakker længere og længere bagud på grund af min dårlige form. Ja undskyld, men jeg hverken træner eller løber. Det er for hårdt. Måske bør jeg begynde at træne og løbe, nu hvor Jason hjælper mig? Ja Blue, lad os så se hvor langt du kommer med det.

"Jason?!" Kalder jeg forpustet. Jason stivner midt på fortovet, og jeg lunter med mine sidste kræfter hen til ham. Da jeg endelig når hen til ham, efter hvad der føles som en evighed, læner jeg mig forover med mine hænder på mine knæ, imens jeg kæmper efter at få vejret tilbage.

"Ad?" Han træder væk fra mig. "Hvorfor stalker du mig?" Spørger han. Jeg rejser mig op og løfter en protesterende finger, men må så bøje mig forover igen.

"Giv mig lige et minut eller tredive," pruster jeg. Jason griner hånende af mig, og jeg løfter mit blik for at se ondt på ham. Hvad blev der af råbene? Jeg troede, at han ville være rasende på mig, når jeg endelig indhentede ham.

"Hvordan fanden har du tænkt dig, at overvinde en dobbelt så stor fyr som dig, hvis du ikke engang kan løbe 40 meter?" Spørger han. Jeg ser tilbage mod huset med rynkede øjenbryn.

"Kun 40 meter?" Hviner jeg. "Nope, jeg sværger, at jeg lige har løbet et maraton!" Jeg rejser mig op og får et underligt blik fra Jason. "Shit, jeg er aldrig løbet så langt før!" Udbryder jeg, da jeg tager nogle dybe indåndinger. Jason griner af mig, hvilket jeg finder ret så fornærmende.

"Det er ret trist. Vi har knap nok bevæget os," fortæller han.

"Fuck dig," svarer jeg simpelt.

"Hmm sikkert." Han ser ned på sit ur og rynker så på øjenbrynene. "Hvorfor fulgte du efter mig, Klammo?" Spørger han. Jeg fnyser straks fornærmet og skal til at eksplodere, da jeg kommer i tanke om, hvorfor jeg egentlig lige løb et maraton. Jeg går ikke herfra uden, hvad jeg vil have. Jeg har godt nok ikke løbet for ingenting!

"Jeg har en klog og god idé," siger jeg.

"Og jeg har 20 tær," svarer han sarkastisk, som om det umuligt for mig, at have gode idé'er.

"Freak," mumler jeg. Jeg rejser mig så helt op og prikker én gang til hans skulder. "Jeg har brug for din hjælp," siger jeg lavt. Det her er pinligt. Jeg vil helst slippe for nogensinde at bede om Jason's hjælp, men lige nu og i fremtiden, har jeg virkelig brug for den.

"God joke Blue. Tag du tilbage og leg med dine dukker," han begynder at gå, men jeg når hurtigt op på siden af ham.

"Nej helt seriøst Jason, jeg har brug for din hjælp..." Han standser og ser med et underholdt ansigt på mig.

"Om du så var ved at sulte, ville jeg ikke give dig min hjælp," svarer han dybt ærligt.

"Men det er vigtigt!" Udbryder jeg. "For min overlevelse!" Tilføjer jeg. Hvilket er ret unødvendigt, da han lige har indrømmet, at han med glæde vil lade mig sulte. Idiot.

"Og?" Spørger han, som om jeg er dum. "Du må gerne dø for min skyld," han vifter mig væk, som om jeg er en irriterende flue og begynder at gå igen. Jeg følger selvfølgelig med.

"Av Woods," jeg fake tuder men stopper, da Jason stopper op.

"Skrid nu bare Blue. Bliv kørt over af en bil. Fald ned i en kloak. Glid i en frø og dø af slim forstoppelse. Jeg er ligeglad, bare lad mig være."