Final Punch | ✓

41. Lektier og fire drenge i en gyde

F I N A L
P U N C H

Jeg er igang med en kamp. En kamp om at tage hjem til Sam og lave lektier. Miles fornærmer mig dybt, fordi han stoler ikke på, at det er det, som jeg rent faktisk skal. Måske har han god grund til det. Jeg har ikke ligefrem bevist, at han kan stole på mig, men denne gang er jeg seriøs. Det er ikke, fordi jeg har planer om at mødes med Jason i en eller anden klam gyde. Jeg skal bare lave noget elsket matematik og bagefter noget endnu mere elsket fysik. Yay.

"Jeg ved ikke Blue... Jeg føler ikke rigtig, at jeg kan stole på, at du ikke skjuler noget for mig," mumler han. Jeg dømmer ham overhovedet ikke. Miles er ikke et dårligt menneske. Han tager nogle røv irriterende valg, fordi han tror, at han gør noget godt for andre. Hans definition af "godt" er så ikke den samme definition, som jeg har. Han holder af mig, det ved jeg, fordi ellers ville han ikke have ladet mig blive boende i huset. Så længe jeg holder hans regler, så det vil jeg gøre. Eller jeg vil prøve, og med "prøve" mener jeg, at jeg vil møde Jason i smug i skolen, men ellers følge reglerne. Vi har skjult det godt, Jason og jeg. Miles har ingen mistanke, hvilket er virkelig prrfecto. Der er gået 3 dage, og jeg har ikke engang kigget på Jason derhjemme. Jeg ved, at han kigger på mig, når Miles ikke er i rummet, men jeg nægter at gengælde det. Jeg tror ikke helt, at han fatter, at jeg kan blive smidt på gaden i to uger, hvis Miles opdager, hvad vi går og laver. Jeg vil ikke bo på gaden. Ikke i to uger, ikke i 1 uge, ikke engang i en dag. Jeg ville fryse for meget. Jeg hader at fryse, det er det værste.

"Men Jason er hjemme, er han ikke?" Spørger jeg, imens jeg ser på Ollie og Sam, som sidder på forsædet af Ollie's bil og griner af et eller andet. Jeg har lidt dårlig samvittighed, fordi hvis jeg kører med Ollie, så kan Jason ikke køre med. Han må enten gå hjem eller bruge sin egen bil, som han ikke har kørt siden Alya's død, åbenbart. Det var i hvert fald det Ollie fortalte mig. Alya gav ham bilen i fødselsdagsgave, og Jason tør ikke sætte sig ind i den. Han er bange for at bryde sammen. Han er bange for, at den stadig dufter af hende. Han er bange for, bare overhovedet at mindes, hvem hun var. Da Ollie fortalte mig det, kunne jeg have brudt grædende sammen. Det værste var, at jeg ikke kunne ringe til Jason, eller finde ham og kramme ham. Jeg hader det her. Jeg hader den mur, som Miles har bygget op imellem os. Jeg vil bare gerne kramme min kæreste, og det bliver forhindret på grund af nogle røv syge regler.

"Det vil jeg mene, jo...?" Wow. Han holder ikke engang øje? Super.

"Fint. Så længe han er hjemme, så har du ikke noget at bekymre dig om, det lover jeg. Jeg ved godt, at jeg har mistet din tillid, men jeg prøver virkelig at få den tilbage. Jason og jeg vil ikke mødes. Vi får bare rigtig mange lektier for, og Sam er næsten klog, så hun kan hjælpe mig," fortæller jeg. Sam viser mig, at hendes fingre er krydsede. Jeg sender hende en thumbs up, fordi jeg tror virkelig, at min smukke tale lige overbeviste Miles.

"Okay Blue. Men kun lektier, ingen fester. Hvis Jason siger, at han gerne vil ud, så bliver det et nej, og du skal være hjemme klokken 21.00," svarer han. Jeg smiler bredt til Sam og Ollie, som starter bilen op og begynder at køre mod Sam's hus. Måske er det ondt, at jeg sørger for, at Jason ikke kan forlade huset, men jeg har virkelig brug for at få lavet de her lektier. Vi har en test på fredag, og jeg har lovet Miles at løfte mine karakterer.

"Skal jeg sende et billede, når vi laver de sunde og kloge lektier?" Spørger jeg drillende.

"Jeg har en kort lunte her for tiden Blue," minder han mig om. Jeg lukker munden med det samme. Da jeg først flyttede ind, var han altså en lidt mindre lyseslukker. Nu er han totalt gammel bibliotekar agtig. "Vi ses klokken 21.00 præcis," siger han træt.

"Sí!" Svarer jeg. Miles lægger på med et suk, og jeg pakker med rullende øjne min telefon væk. Sam ser afventende på mig.

"Fest?" Spørger hun drillende.