Final Punch | ✓

7. Psykopat & smerte

F I N A L
P U N C H

"Jeg er ikke i snakkehumør." Siger jeg koldt. Kyle griner og ser med sine store smilehuller op på himlen.

"Nej, det tænkte jeg nok, Ikke Interesseret." Jeg ser på ham med smalle øjne, og får bare et bredt smil tilbage.

"Jeg troede, at alle vidste, hvem jeg var," fnyser jeg. Kyle nikker og ryster så på hovedet.

"Ingen grund til at blive helt selvoptaget Blue Watson!" Udbryder han forsvarende. Jeg trækker på skuldrene og lægger armene om mig selv.

"Her, du kan få min—"

"Stadig ikke interesseret Kyle," sukker jeg. Kyle stopper med at tage sin jakke af og nikker langsomt.

"Du nyder virkelig at spille kostbar, huh?" Han vrikker med et øjenbryn, og jeg ser underligt på ham.

"Nej, jeg nyder virkelig at være alene," han ser bare på mig, så jeg tilføjer et hårdt: "Tak." Kyle krydser armene over sit bryst, ligesom jeg har gjort og ser ind på festen, som er i fuld gang.

"Ved du godt, at det her er min fest?" Spørger han. Jeg kigger på ham og ryster så på hovedet.

"Nope. Skulle jeg have taget en gave med?" Spørger jeg sarkastisk. Kyle nikker vildt.

"Ja!" Jeg ryster på hovedet og ser på mine fødder, som jeg slår imod hinanden. "Nej, min pointe er, at du bør være beæret. Jeg er skredet fra min egen fest, bare for at holde dig med selskab." Fortæller han nærmest stolt. Jeg himler med øjnene, og ser på Ollie og Sam som danser vildt, imens de deler en eller anden flaske med alkohol.

"Du er velkommen til at skride tilbage til den så," svarer jeg. Hvorfor fatter han ikke, at jeg gerne vil være alene? Så skrid dog for pokker!

"Hey," han lægger en hånd på min arm, og jeg kigger først på hans hånd og så på ham. Jeg ser direkte ind i hans øjne. "Hvorfor gik du?" Mener han det? Jeg kender ham ikke, og nu vil han vide min dybeste hemmelighed. Nope. Drop det.

"Jeg havde brug for luft. Så, nu har du dit svar, farvel." Men han skrider ikke. Han ser bare udfordrende på mig. Tror han, at alt det her er en leg? Det er død seriøst!

"Ikke så nemt Blue." Jeg sukker dybt og Kyle griner kort. "Gik du udenfor, fordi du er forelsket i Jason, og ikke kunne se på ham kysse en anden? Eller er du forelsket i Tiffany? Det ville være episk!" Mener han det? Jeg ser seriøst på ham i få sekunder og bryder så ud i grin.

"Mig? Forelsket i Jason? Oh shit, det er det sjoveste nogensinde!" Jeg griner utroligt højt og må tage mig til maven, fordi det gør ondt. Kyle ser dog dybt seriøs ud, og det begynder langsomt at gå op for mig, at han mente det. Oh. Okay. Ad.

"Nej Kyle, jeg er ikke forelsket i nogen af dem."

"Heller ikke Tiff?" Spørger han håbefuldt.

"Nej, slet ikke Tiff. Hun er ikke ligefrem min type."

"Men—"

"Jeg kender knap nok Jason. Det eneste jeg ved om ham er, at han er et kæmpe stort røvhul. Slut." Kyle ser uforstående på mig og slår sig så tilbage mod bænken. I nogle minutter sidder vi bare i en behagelig stilhed, men så skal Kyle selvfølgelig ødelægge det.

"Jason har ikke altid været et kæmpe stort røvhul." Jeg kigger overrasket på ham, og han nikker bekræftende. "Jeg mener, han har altid været et røvhul, men er vi ikke alle det?" Jo. "Han var engang på football holdet." Mine øjenbryn flyver næsten af mit hoved, da jeg overrasket gisper og ser på Kyle. Han smiler og kigger så op i himlen. "Kaptajn og det hele, men så..." Han stopper sig selv og ser ned på sine hænder.