Final Punch | ✓

28. Permanente forandringer & pigelus på badeværelset

F I N A L
P U N C H

"Er du sikker? Begge ting er ret permanente..." Sam ser usikkert på mig, da jeg sætter mig i frisørstolen. Ja, jeg er sikker. Det er en del af mit image, og desuden har jeg brug for noget forandring.

"Ja, meget sikker. Jeg har brug for forandring," fortæller jeg. Det er det samme, som jeg har sagt siden Sam hentede mig, for omkring 2 timer siden, og det er det samme, som jeg vil sige alle de pokkers gange, som hun spørger.

"Men jeg elsker dit hår. Det minder om mit," brokker hun sig. Hun sætter sig på en ledig frisørstol ved siden af mig, og får dømmende blikke fra alle frisørerne. Dem ignorerer hun selvfølgelig, fordi hun er Sam, og hun er ligeglad med andres mening.

"Dit er orange, mit er mørkerødt. Hvad er ligheden?" Spørger jeg med et smil, imens en ung kvinde med et stort smil stiller sig bag mig.

"Jeg kan ikke høre dig Blue. Her er så meget larm..." Sam undviger mit spørgsmål, fordi hun godt ved, at jeg har ret. Jeg griner og giver så frisøren min opmærksomhed.

"Så, hvad kan jeg gøre for dig?" Spørger frisøren. Jeg smiler til mit spejlbillede. Jeg ved allerede, hvad jeg vil have, og jeg ved også, at Jason bliver meget overrasket, fordi jeg har ikke fortalt ham, at jeg vil få farvet mit hår.

Nu vi snakker om Jason, så har jeg ikke snakket med ham siden igår aftes. Han har haft for travlt med Brittany. Jeg kan ikke lide hende. Hun kommer bare brasende og tager alt Jason's opmærksomhed. Han gad ikke engang forklarer mig, hvad fanden der skete igår. Han kiggede bare på mig, indtil Brittany brækkede sig på hans gulv. Derefter hjalp jeg hende, som den opdragede pige jeg er. Hun endte med at sove i Jason's seng, og jeg tilbød, at han kunne være inde ved mig, men han afslog og sagde, at han gerne ville blive hos Britt, hvis nu hun brækkede sig igen. Fisk og humbug, han ville bare undgå at snakke med mig om det. Min plan er at komme totalt forandret hjem, overraske ham og så snakke med ham, om hvem fanden denne Brittany er. Jeg sværger, at hendes hår er større end min overkrop. Det er virkelig irriterende, fordi når man står/sidder ved siden af hende, får man det konstance i hovedet, og det giver en den største lyst til at barbere hende skaldet.

"Jeg vil gerne have lange etager, og så skal det farves," svarer jeg efter lidt akavet tid, hvor jeg har siddet og disset Brittany inde i mit hoved. Frisøren nikker og begynder, at finde sine klippe dimser frem. Derefter går hun bare igang.

Da hun en halv time senere spørger, hvilken farve jeg gerne vil have, forklarer jeg meget nøje. Det skal være sort med nogle små blå striber og et blåt skær. Jeg får nogle underlige blikke. Jeg ved godt, at det er en del at bede om, fordi det er en besværlig farve kompilation, men sort fordi jeg delvist kun går i mørkt tøj, og blå fordi duh "Blue" ik. Lidt efter gået hun igang, og jeg følger spændt med.

~•~•~

Jeg betaler for min frisør tid og forlader salonen med Sam ved min side. Hun bliver ved med at stirre på mit hår, og det er lidt underligt. Dog stopper jeg hende ikke. Mit hår er virkelig anderledes, og det skal hun tydeligvis vænne sig til.

Frisøren gjorde et fantastisk job, og mit hår ser præcis sådan ud, som jeg havde forestillet mig. Væk med det kedelige mørkerøde og frem med det sorte og blå. Jeg glæder mig til at se familien Woods reaktion. Miles kommer så meget til at råbe af mig.

Jeg tage fat om Sam's håndled og trækker hende i den modsatte retning af, hvor hendes bil holder. Hun ser underligt på mig, da jeg hiver hende ned af gaden. I stedet for at spørge ind til det, spørger hun ind til noget andet.

"Hvordan går det med Jason og dig?" Spørger hun. Mit hjerte springer et enkelt slag over, og jeg giver hende et skævt smil.

"Dengang du bad mig give ham en chance... Hvorfor gjorde du det? Kender du ham overhovedet?" Spørger jeg, imens jeg undviger hendes spørgsmål. Sam rynker på øjenbrynene og tager sin arm til sig, så vi kan gå side om side.