Final Punch | ✓

bonus kapitel :: Tiffany Sanders

F I N A L
P U N C H
(Tiffany Sanders)

Jeg ser på den grimme sten og laver en grimasse. Hvis jeg havde valgt, så ville min bedste venindes gravsten være marmorhvid og med et twist af pink. Den her er kedelig og ligner alle andre, men Alya var ikke alle andre. Alya var min bedste veninde, og jeg savner hende så meget, at mit lyserøde hjerte gør ondt. Og det stopper ikke, smerten har været der siden hun tog sit eget liv. Jeg føler ikke, at jeg nogensinde vil få det godt igen. Jeg går rundt og gemmer mine følelser bag min makeup og min perfekte manicure, men i virkeligheden er jeg en lige så stor taber, som resten af jordens befolkning. Om jeg vil det eller ej. Altså, jeg er selvfølgelig lige de 99% bedre, men stadig.

Jeg ser på mine pink negle og sukker. Jeg sidder på en kirkegård, alene, og har ondt af mig selv. Kan man være mere patetisk? Jeg burde ikke være alene, jeg er Tiffany Sanders, men jeg er altid alene. Siden jeg mistede min bedste veninde, så har jeg ikke kunnet finde nogen, som levede op til hende. Jeg har kun falske venner, som hænger ud med mig for popularitetens skyld. Drengene som jeg hænger ud med, er der kun, for at kunne rører mig og andre seksuelle ting, og det værste er, at jeg intet gør ved det. Jeg stopper dem ikke, fordi jeg har brug for distraktioner. Hvis jeg er alene for længe, tænker jeg, og hvis jeg tænker for meget, får jeg det dårligt, og jeg ender på kirkegården. Enten som besøgende, eller som madding for jordens klamme orme.

Nej, stop Tiff, du er bedre end det her pis. Du er ikke en eller anden deprimerende emo, som sidder alene på en kirkegård en fredag aften. Drop det.

Jeg ser mig omkring, svøber mig mere ind i min jakke og kigger på min telefon. Klokken er 21.19. Han burde være her. Han sagde, at han ville komme. Nej, han lovede det. Vi plejede at være gode venner. Hængte ud sammen, brød reglerne og levede livet, men så døde Alya, og da hun døde, døde hele vores gruppe. Brittany, Jason, Ollie, Sam og jeg var intet uden det sidste led i kæden. Alya, den bitch. Hun forlod mig, og det gør så fandens ondt, at jeg har lyst til at skrige og aldrig stoppe igen. Hvorfor gør det så ondt? Hvorfor føles det som om, at nogen stikker en virkelig grim manicure ind i mit hjerte og presser hul for hvert minut, hvor jeg lever, og Alya er død?

Okay, nu må han virkelig gerne komme.

Jeg rejser mig op og går lidt rundt. Jeg ser på de forskellige gravstene, som alle sammen ligner hinanden. Sådan går jeg rundt i lang tid. Jeg går faktisk hele kirkegården rundt to gange, før jeg sukker og sætter mig på den samme gamle bænk igen. Jeg kigger på klokken. 23.03. Det er blevet koldere de sidste par timer, og jeg er ved at blive virkelig sulten. Måske er det smartest at skride. Han har tydeligvis ingen planer om at møde op. Ikke at jeg dømmer ham. Hans liv stinker lige så meget som mit gør, hvis ikke mere.

Jeg sidder på den fugtige bænk i lidt længere tid, og beslutter mig for at tage hjem. Fuck det her og fuck ham. Jeg skal til at rejse mig op, da nogen dumper ned på bænken ved siden af mig. Jeg ser på personen, og mærker mit hjerte synke i mit bryst. Åh gud.

"Hej..." Hvisker jeg. Han kigger på mig med sine flotte blå øjne og blinker med dem, før han tager en kæmpe tår af vodkaflasken i hans hånd.

"Du burde være taget hjem," svarer han. "Det er koldt," tilføjer han. Jeg trækker på skuldrene. Ikke koldere end jeg er indvendigt, tænker jeg træt.

"Du er 5 timer forsinket," mumler jeg. Han ser undskyldene på mig, drikker endnu engang af flasken og synker længere ned i bænken.

"Du behøvede ikke at vente," er hans korte svar. Jeg svarer ikke igen, fordi han har ret. Jeg kunne været gået hjem, men jeg blev her i kulden. Jeg ville ikke hjem, ikke uden en grund. Jeg har ikke siddet her i 5 timer uden at få andet end deprimerende tanker ud af det. No way. Det er jeg for god til.