Final Punch | ✓

16. Lektion & mission

F I N A L
P U N C H

Jeg er nervøs. Hvorfor er jeg nervøs? Det er ikke ligefrem, fordi jeg skal op på en scene og synge en rap om toiletkummer. Jeg skal bare have hjælp fra Jason. Okay, nu hvor jeg tænker over det, bør jeg måske være skræmt fra vid og sans! Nej, styr dig Blue. Det er bare en lektion i at være et ligeglad og koldt røvhul. Det her er egentlig ret dobbeltmoralsk. Jeg har hatet så meget på Jason, for hvem han er, og nu bliver jeg helt ligesom ham. Flot Blue. Det er bare det eneste, som jeg kan gøre, fordi mit hjerte kan ikke tage mere sorg, og noget fortæller mig, at det her sted kun vil give mig det. Derfor har jeg brug for de pokkers vægge rundt om mit hjerte.

Jeg åbner langsomt hans dør og træder ind i hans mandehule. Her stinker overraskende nok ikke. Her lugter af mega god mandeparfume og rent sengetøj. Jeg lugter diskret til luften. Jeg kan umuligt være den eneste, som lugter godt efter, når en dreng med en god parfume går forbi mig. Har jeg ret? Tak.

"Årh crap," Jason flyver op fra en sækkepude, og jeg ser mistænksomt på hans outfit. Han har kun boxershorts på og en oversized hoodie. Hans hår sidder mere uglet end nogensinde før, og hans øjne er røde. Han slukker for sin PlayStation og gnider sine håndflader mod hinanden.

"Velkommen til mit hemmelige hovedkvarter," han slår ud med hænderne, og jeg ser mig dømmende omkring. Det ligner mest bare et normalt teenage værelse eget af en dreng. Altså der er måske ret så mange vægte og intet stinkende undertøj, men ja ellers passer det meget fint.

"Her er..." Jeg leder desperat efter det rette ord.

"Lækkert? Velduftende? Smukt? Skide hot? Luksus? Charmerende?" Spørger han. Jeg glipper med øjnene. "Jeg kan godt lide af afspejle min personlighed og mit udseende i mit værelse," tilføjer han så.

"Du ramte vist lidt forkert der så," svarer jeg. Jeg ser på alle cigaretskodderne, som ligger i et sort askebæger, og ser med foragt i øjnene på Jason. Han trækker bare på skuldrene.

"Det er afstressende," svarer han simpelt.

"Rygning dræber," informerer jeg ham om.

"Nemlig," svarer han. Jeg stivner og ser med rynkede øjenbryn på Jason. Han kigger kort på mig og går så hen til et billede. Før jeg kan se hvad der er på det, har han taget det i hånden og smit det ind i sit tøj skab.

"Har du tænkt dig at tage bukser på?" Spørger jeg. Jeg ser på hans solbrune ben og kigger hurtigt op i loftet igen.

"Hvorfor? Distraherer mine lækre model ben dig?" Spørger han med vrikkende øjenbryn. Eh ad.

"Nej, men dine behårede gorilla ben skræmmer mig," svarer jeg. Jason slår en kort latter op, og finder nogle sorte og hullede jeans inde i sit skab, som han trækker på.

Jeg sætter mig for enden af hans seng, og han trækker en stol hen foran mig, som han sætter sig på. Pludselig ser han seriøs ud. Hans blå øjne kører hen over mit ansigt, og jeg ved straks at han analyserer mig igen. For fanden altså.

"Er du sikker?" Spørger han. Han læner sig forover, hviler armene på sine lår og fletter sine fingre sammen. Jeg nikker.

"Jeps," svarer jeg ærligt. Fordi jeg er sikker. Det her er det eneste, jeg kan gøre. Jeg vil ikke græde mere. Jeg er færdig med at græde. "Jeg plejede at græde..." Siger jeg flovt, imens jeg ser ned på mine hænder. "En hel del... Hver dag faktisk. Om morgenen i min seng, på pigetoilettet i skolen, på mit værelse om eftermiddagen, på mit badeværelse om aftenen og under min dyne om natten." Fortæller jeg med varme kinder. Jeg har aldrig fortalt nogen om det her, og det fact at Jason er den første til at vide det, gør mig enten ubehageligt tilpas eller tryg. Jeg kan ikke vælge.