Final Punch | ✓

23. Middag & fake kæreste

F I N A L
P U N C H

Jeg flader min sorte kjole ud og ser mig selv i spejlet. Jeg ser vel godt ud. Jeg har prøvet på at se præsentabel ud, imens jeg stadig er den nye Blue. Det hele galt om, ikke at gå helt crazy, fordi jeg går altså ikke efter at give Jason's farmor et hjertestop som det første.

Selvom jeg føler mig pæn, så er jeg i tvivl, om det er for meget. Det er jo bare en middag. Men jeg ved intet. Er hans farmor en meget opdraget kvinde? Har hun mange penge ligesom resten af familien? Jeg aner intet, jeg er bare den fake kæreste.

Jason træder ind på vores badeværelse og ser på mig med løftede øjenbryn.

"Hvad? Er det for meget?" Spørger jeg panisk, imens jeg ser på ham, ved at se ind i spejlet.

"Ja, det er en middag med min farmor, ikke teselskab hos Trump," svarer Jason. Jeg fnyser og lades som om hans ord ikke går mig på, men inderst inde synker mit hjerte en smule. Jeg kan godt se, hvad han mener, men jeg føler mig så godt tilpas i det her tøj.

Min kjole er komplet sort, og stopper lige oven over mine knæ. Ved mine hofter er der blonder i stedet for det tynde sorte stof, så man kan se noget af min hud. Heldigvis kan man ikke se nok til, at det afslører min stadig helende mave. Jeg elsker mine sko! De er lidt svære at gå i, fordi jeg er vant til converse, men jeg har gået rastløs rundt på badeværelset den sidste halve time, så jeg er vist ved at få okay styr på det. Min makeup er ikke for overdrevet, men den passer stadig til nye Blue, og jeg har tonet ned på smykkerne. Hvad har jeg gjort galt?

Jason står bag mig, og lægger sine hænder på mine bare skuldre. Jeg ser ind i hans øjne i spejlet og sukker dybt.

"Hvis jeg skal være din kæreste en hel aften, så orker jeg ikke alle dine onde fornærmelser," mumler jeg. Jason griner kort og kører en finger blidt op fra min skulder til min kæbe. Jeg følger hans bevægelser i spejlet, og han ser også selv på sin bevægende finger. Kuldegysninger spreder sig som ild på min krop, og jeg prøver ihærdigt at skjule det, men Jason har opdaget det. Det kan jeg se på hans selvtillidsfyldte smil. Okay, skift emne Blue. "Må jeg kalde dig Jay?" Spørger jeg. Jason stivner og vi ser koldt hinanden i øjnene igennem det stakkels spejl. Hans hænder glider ned fra mine skuldre og ender med at hænge slap ved hans sider. Hvorfor fanden spurgte jeg om det? Kun hans nærmeste må kalde ham det!? Hvad fanden tænkte jeg på?

Spil ligeglad Blue, som han har lært dig. "Jeg mener... Det ville din kæreste vel gøre, right?" Nervøsiteten stiger i min stemme og krop, og jeg prøver virkelig at skrue ned for det, men Jason har allerede opdaget det. Han lægger sine hænder på mine hofter og snurrer mig rundt, så jeg ender med at stå fanget mellem ham og vasken.

"Lev dig nu ikke for meget ind i rollen Francesca," siger han lavt. Jeg ser ind i hans smukke blå øjne, og prøver at sænke min hjerterytme. Noget vender sig i min mave, da hans øjne pludselig bliver drillesyge. "Men, vi kan lave en aftale." Ham og hans åndssvage aftaler. "Du må kalde mig for Jay, hvis jeg må kalde dig for Fran." Bare det? Deal!

"Fint!"

"Og du ved... Kærester kysser også, så måske bør vi øve os?" Jason vrikker med øjenbrynene, og jeg slår frastødt til hans bryst.

"Eww! Nej! Jeg vil aldrig i mit liv kysse dig!" Jeg stikker to fingre ind i munden med bræklyde og forlader badeværelset med Jason i hælene.

Jeg løj. Hvis jeg fik chancen, ville jeg kysse ham, men det behøver han ikke vide. Jeg er her ikke for at pleje hans ego, jeg er her for at spille hans ikke-eksisterende-kæreste. Desuden betyder det intet, jeg har bare hørt, at han er en god kysser. Det er ikke, fordi jeg kan lide ham.