Final Punch | ✓

18. Engang indlagt & ikke vegetar

F I N A L
P U N C H

Tyler sidder med sin dyne omkring sig. Han kører hele tiden hænderne igennem sit hår. Han har en lang flænge ned af sin højre arm, kvælermærker rundt om halsen, og jeg ved stadig ikke, hvorfor han var komplet gennemblødt.

"Jeg—" Han stopper med at snakke og ser ned på sine alt for store joggingbukser. Jeg tager betryggende hans hånd, og han ser med triste øjne og et lille smil på mig.

"Det er okay Tyler. Du behøver ikke—"

"Jo. Jo det gør jeg, jeg skal bare have taget mig sammen først," afbryder han. Han ser rundt i hele rummet, og leder vist efter de rigtige ord. Jeg venter tålmodigt, selvom jeg inderst inde er ved at eksplodere af nysgerrighed. "Jeg er 16, det ved du godt ikke?" Jeg nikker straks. "Da jeg var 14, blev jeg indlagt på hospitalet..." Jeg åbner og lukker munden, blinker med mine store og chokerede øjne, og får knap sagt et lavt: "hvorfor?" Fordi jeg er for overrasket. Hospitalet? Jeg vidste ikke, at det var så seriøst!

"Anoreksi," svarer han simpelt men skamfuldt. Jeg ser med sviende øjne på hans tildækkede mave. Jeg husker, hvor tydelige hans ribben var. Hvor udsultet han så ud, da jeg vaskede fucking blod af ham. Så han bløder på grund af hans anoreksi? Det tror jeg ikke fister. "I starten var det ikke særlig slemt," han kigger ned på sine hænder, som han fumler nervøst med. "Jeg var sulten, men langsomt vænnede jeg mig til det. Altså sulten," jeg nikker langsomt og målløst. "Og jeg tænkte, at hvis jeg ikke havde brug for frokost... Så havde jeg måske heller ikke brug for morgenmad eller aftensmad..." Hans stemme knækker, da han frustreret begraver sit hoved i sine hænder. Han lader er irriteret brøl forlade sine læber og ser med våde øjne op i loftet. "Jeg var ligeglad med, at jeg ikke havde nogen venner. Jeg var ligeglad med, om folk lavede rygter og hviskede om mig. Jeg ville bare gerne igennem endnu en dag uden at spise..." Han tørrer irriteret sine øjne, og mumler et lavt "fuck".

"Tyler," prøver jeg, men han er åbenbart ikke færdig.

"Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var indlagt på hospitalet i flere måneder. Ingen besøgte mig, kun Jay, mor og far. Jeg tror ikke engang, at folk lagde mærke til, at jeg var væk." Han ser direkte forbi mig, og ud af det nærmeste vindue. "Da jeg endelig blev udskrevet, var det fordi de mente, at jeg havde fået det bedre." Tyler griner toneløst. Jeg mærker tårer trille ned af mine kinder, imens jeg lytter på Tyler. Han var i smerte, og han er stadig i smerte. Godt nok er han udskrevet, men det er tydeligvis ikke overstået. Selvfølgelig er det ikke det. Ting som anoreksi forsvinder ikke bare over en dag. Når man først har fået det, kan man næsten ikke komme af med det igen. "Men det havde jeg ikke. Jeg havde det ikke bedre, og det har jeg heller ikke nu. Og det mest åndssvage er, at jeg bliver ved med at vente på, at nogen finder ud af det, men det gør de ikke!" Udbryder han. Tårer kører hurtigt ned af hans kinder, og jeg ser tavst på ham. Først nu ser jeg alle detaljerne, som jeg ikke så før. Hvor tynd han egentlig er. Hvor tydelige hans kindben er, fordi der ikke er noget fedt i hans ansigt. Hvor tynde hans arme er. Hans trætte øjne. Hvordan kunne jeg undgå, at ligge mærke til alt det her før? Tyler er ødelagt. Han har spiseforstyrrelse, og jeg troede bare, at det var, fordi han var fucking vegetar? Point til Blue for årets observation!

"Du skulle have fortalt mig det. Jeg har hele tiden troet, at du var vegetar," jeg griner halvhjertet, og Tyler snøfter og griner kort.

"Fuck nej, jeg elsker kød." Jeg rækker ud efter hans hånd, og giver den et beroligende klem. Han klemmer tilbage, og klapper på pladsen ved siden af ham. Han åbner den ene side af sine dyne op, og jeg sætter mig ved siden af ham, imens tårerne stadig falder. Så meget for ikke at græde længere. Wow Blue. Men jeg kan ikke være nye Blue mod Tyler. Det er forkert. Han har brug for en ven, ikke en bitch, som bare har invaderet hans hjem. Lige meget, hvor meget jeg vil beskytte mig selv, nægter jeg for alt i verden, at sårer Tyler en eneste gang. Han er alt for skrøbelig og vigtig for mig. Allerede nu, og jeg har boet her i omkring to uger. Flot Blue.

"Men ærlig talt Ty. Jeg ville have set anderledes på dig, hvis jeg vidste alt det her. Hvorfor fortalte du mig intet?" Spørger jeg igen. Tyler snøfter og tørrer sine tårer væk. Han gnider sine håndflader mod hinanden, hvilket irriterer mig, så jeg tager fat i begge hans hænder, og han stopper endelig.

"Jeg ville ikke have dig til at se mig, som jeg ser mig selv..." Svarer han ærligt. Jeg føler, at nogen klemmer om mit hjerte. Tylers sorg er så tydelig, hvordan kan hans forældre ikke se det?? Han har brug for hjælp. Han har brug for, at nogen er der for ham. Hvorfor er der ingen for ham? Hvad er der galt med folk? Kan de ikke se, at han er den mest fantastiske dreng nogensinde? Mit hjerte bløder for ham. Jeg har lyst til at lægge mine arme om ham og aldrig give slip.

"Og hvordan ser du dig selv?" Spørger jeg forsigtigt og langsomt. Tyler lukker hårdt sine øjne i, og må tage en dyb indånding før han kan svare. Dog stadig med lukkede øjne.

"Svag. Tynd. En taber. Ingen venner. Uværdig. Dum. Grim. Spinkel. Et skelet." Svarer han kort. Nogen river mit hjerte midt over. De ord gør så ondt, fordi Tyler er alt andet. Okay, han er tynd, men ellers passer intet.

"Og hvordan fanden begyndte du at tænke sådan?" Spørger jeg, med en voksende vrede. Tyler ser mig direkte ind i øjnene, og jeg ser alting. Hvor skrøbelig han er. Hvor ondt alting gør. At han bare gerne vil være elsket.

"Fordi folk blev ved med at fortælle mig det... Og til sidst begyndte jeg at tro på det." Jeg mærker mine kinder brænde. Ikke af rødmen, men af vrede. De fjolser, som har fortalt ham det, fortjener at få skåret nosserne af og limet dem på hvert af deres baby bryst. Jeg prøver diskret at styre min vrede, inden jeg eksplodere på Tylers værelse. Hvem end der har gjort det her mod ham, finder jeg, jager jeg og kastrerer jeg. Tyler fortjener ikke det her. Ingen fortjener det her. Og han er sikkert ikke den eneste, som er udsat for det her. Jeg ved ikke, om det direkte kan kaldes mobning, men det er i den grad ikke kærligt ment.

"Tror du stadig på det?" Spørger jeg. Tyler nikker langsomt.

"Ingen har modbevist mig..." Svarer han. Jeg tager en kontrollerende vejrtrækning. Mit hjerte bløder direkte for ham.

"Åh Tyler altså," jeg slår mine arme omkring hans tynde krop og krammer ham med alt jeg har. Jeg prøver, at vise ham hvad jeg føler igennem mit kram. Medfølelse. Sorg. Mest hævntørst. En idé popper frem i mit hoved. "Vis mig din knytnæve," siger jeg. Tyler ser underligt på mig, og jeg løfter afventende et øjenbryn. Han knytter skeptisk sin hånd og løfter den op, så jeg kan se den. Med et lille smil, tager jeg fat om hans knyttede hånd, og folder en af hans fingre ud. Da han viste mig, at han ingen venner havde, var det med en knyttet hånd. Det er der lavet om på nu, fordi hånden er ikke længere knyttet.

"Du er ikke alene længere Tyler Woods. Du mener måske ikke, at du har nogen venner, men du har mig."

~•~•~•~

Jeg vil virkelig gerne kramme Tyler, wtf.
Okay, så jeg ville vente til imorgen, men kunne ikke. Heldigt for jer.

Spørgsmål: hvad er jeres mening om Tyler?

Udgivet: 27/01-2018