Final Punch | ✓

12. En slapsvans & et farligt spil

F I N A L
P U N C H

Jeg strammer min hestehale og sender boksepuden et dræberblik. Med mine hænder beskyttet i boksebind og en voksende vrede slår jeg så hårdt, som det er muligt for mig og mine tynde arme. Boksepuden rykker knap nok på sig. Typisk.

Jeg har haft en lorte dag. Ærlig talt. Først kunne jeg ikke finde mine converse, så jeg måtte tage i skole i Jasons gamle vans, som næsten var dobbelt så store som mine fødder. Derefter faldt jeg i søvn i timen, fik ekstra lektier for og dræberblikke, og sidst men ikke mindst spændte Tiffany ben for mig i kantinen, så jeg væltede foran alle. Jeg elsker High School.

Min far ringede tideligere for at høre, hvordan det gik, og jeg stak ham en fed løgn. "Skolen er fantastisk, og jeg har det meget godt i familien!" Direkte bullshit, men han købte den dog og lagde på, før jeg kunne blinke.

Jeg retter på min sportstop, som er det eneste jeg har på af overdele og slår til boksepuden igen. Den rykker sig stadig ikke.

Mine stramme løbebukser klæber sig til mine svedige ben, da jeg går totalt James Bond på boksepuden og slår den utallige gange lige efter hinanden. Jeg bliver ved og ved og ved. Jeg skal ud med alle de dårlige følelser.

Jeg føler, at jeg er helt ligemeget for min far. Han lyttede kamp nok til mig, da vi snakkede. Han havde for travlt med at arbejde. Som altid. Jeg forestiller mig min fars ansigt på boksepuden og giver den et ekstra hårdt slag, fordi han irriterer mig godt og grundigt her for tiden. Først sætter han mig af ved en totalt fremmed familie i to måneder, og så lytter han ikke engang til mig, efter jeg næsten er blevet voldtaget. Jeps, han er helt klart en idiot.

Jeg slår hårdt og hårdere og hårdest, men boksepuden bevæger sig kun en smule. Jeg er heller ikke ligefrem den stærkeste, men jeg gør i det mindste mit bedste.

Jeg har overholdt min del af aftalen og venter egentlig bare på, at Jason gør det samme. Jeg har spillet sød og ladet som om vi er venner, og hans forældre køber det råt. Jeg har ikke snakket med ham overhovedet. Hvis vi skal snakke, snakker han til mig først. Han spiller stadig kold og ligeglad foran alle andre, men jeg tror, at jeg har gjort ham lidt blød. Altså når vi er alene, hvilket næsten aldrig sker. Det passer mig så også fint, fordi ærlig talt afskyer jeg stadig Jason.

"Woow, hvad har den boksepude gjort dig?" Når man taler om djævelen.

"Jeg forestiller mig dit ansigt på den," svarer jeg og slår ekstra hårdt. Jason smiler og træder længere frem mod mig. Han står i joggingshorts, og har håndbind på igen. Han har ingen trøje på, og jeg besvimer næsten, da jeg ser hans mega overlækre mave. Han har virkelig den mest lækre mave ever, jeg indrømmer. Det er six pack, men ikke for meget pack, hvis I forstår. I forhold til Zac Efron nu om dage, som har sådan klamt mange muskler, så har Jason tilpas muskler.

"Heldigt at du er en slapsvans så," han holder boksepuden bagfra, imens jeg bliver ved med at slå. Jeg bliver ved i nogle få minutter, indtil Jason pludselig griner.

"Hvad?" Han kigger på mig med, hvad jeg vil kalde et oprigtigt smil og griner lidt mere.

"Du er bare helt igennem frygtelig," svarer han. Jeg himler med øjnene, og lades som om jeg vil sparke boksepuden, men sparker i stedet for til hans skinneben. Han hopper brokkende væk fra puden, og jeg smiler et stort vinder smil.

Den der ler sidst ler bedst Jason Woods.

"Så lær mig ikke at være frygtelige, lille profesionelle idiot," mumler jeg irriteret. Jason trækker på skuldrene og træder om bag mig. Jeg får næsten vejret galt i halsen, da han lægger sine hænder på mine bare hofter. Hans mund er lige ud for mit øre, da han taler lavt i det.

"Du skal stå sådan her," han rykker på mine hofter og sparker til mine fødder, så de står rigtigt. Han kører sin hånd ned af min arm, og giver mig de sygeste kuldegysninger. Da hans hånd stopper ved mit håndled, kan jeg endelig slappe lidt af igen. Hans ene hånd ligger stadig på min hofte, så han kan holde mig på plads. Han tager fat om min hånd og laver en knytnæve. Han laver bevægelser, hvor han svinger min hånd baglæns og imod boksepuden, men vi rammer den aldrig. Pludselig træder han tilbage, men jeg bliver stående. Jeg er komplet frosset. Hvorfor skulle han gøre det så seksuelt at lære at banke andre mennesker? Klamme banan.

"Ja, så skal du ligesom slå..." Siger han. Jeg ruller med øjnene og slår så hårdt, som jeg kan på den måde, som han viste mig. Til min store overraskelse flyver boksepuden tilbage. Jeg hviner glad, og løfter hånden for at lave en high five, men så husker jeg, at det er Jason Woods, og at han sikkert er bange for mine pige lus, så jeg trækker straks hånden ned igen. Underligt nok skyder han underlæben ud, hvilket btw ikke er til at stå for, og så brokker han sig.

"Hvaad? Jeg ville gerne give dig high five!" Udbryder han. Jeg løfter underligt et øjenbryn og løfter så min hånd op i luften igen. Jeg når knap nok at se Jasons selvtilfredse smil, før han har smidt sin fod om bag mit ben, og har lavet en eller anden syg karate pis ting, så jeg ligger på gulvet med hans fod mod halsen.

Hvad skete der lige?

Han fjerner sin fod og sætter sig på hug ved siden af mig, imens jeg også sætter mig op med store overraskede øjne.

"Du skal altid være forberedt Blue," fortæller han mig, med det mest selvoptagede smil nogensinde. Jeg har så meget lyst til at tørrer det smil af hans ansigt, og en genial plan popper pludselig op i mit hoved.

Jeg læner mig op mod ham, og lægger begge min hænder på hans kinder. Han ser forvirret på mig, da jeg hviler min pande mod hans og lader min ene pegefinger glide fra hans kind og ned på hans bryst. Jeg kan nærmest se ham holde vejret, da vores læber strejfes. Med et ondt smil skubber jeg ham bagud med hånden på hans bryst, og sætter mig på hans bare mave, imens jeg holder hans hænder fast oppe over hans hoved. Han sukker og lukker øjnene, da han slår sit hoved ned i jorden.

"Fuck også Blue," mumler han. Jeg smiler vindende og trækker på skuldrene, imens jeg fortsat holder ham nede.

"Er der ikke også en regl om, at man ikke skal lade sig distrahere?" Spørger jeg drillende, imens jeg bevæger mig mod hans mave. Han løfter hovedet, og jeg bøjer mit ned mod hans.

"Du spiller et farligt spil Blue Watson," hvisker han. Jeg ser forførende ind i hans utroligt flotte blå øjne, og er straks ved at forsvinde i dem.

"Og jeg vinder det," svarer jeg.

~•~•~•~

Game on Blue Watson (;

Spørgsmål: hvad synes I indtil videre om karaktererne?

Udgivet: 13/01-2018