Final Punch | ✓

4. Eksplosioner & fjender

F I N A L
P U N C H

Vi stopper lige foran skolen, på nok den bedste parkeringsplads i miles omkreds. Noget siger mig, at Jason og Ollie har magt på den her skole. Folk ser underligt på mig, og siden de rent faktisk ser mig, må Jason og Ollie da være bare lidt kendte på skolen. Vi stiger alle sammen ud fra bilen, og jeg sender folk blikke tilbage, da de ser dømmende på mig. Årh bare fordi jeg ikke bærer en Louis Vuitton taske? Sikke en dømmende skole.

"Du er kedelig igen om nogle timer," fortæller Ollie kort. Han smiler til mig, og jeg ser på hans ene smilehul, før jeg nikker. Han har nok ret. I morgen er jeg bare et nul igen, og det passer mig helt perfekt. Ollie svinger sin arm om mine skuldre og begynder at gå op imod den kæmpe skole. Mit hjerte sætter farten op, jo mere vi nærmer os.

"Heey, hvad siger I til at pjække? Sådan skride og aldrig komme tilbage?" Spørger jeg panisk, imens jeg prøver at bakke ud. Ollie griner og fortsætter desværre med at gå fremad. Nogen vil virkelig gerne i skole huh.

"Skolen er slet ikke så slem, som du tror. Hvis du minusser lektierne, lærerne og den spildte ungdom, så er det helt vildt lækkert!" Fortæller Ollie. Jeg ser skeptisk op på ham, og ind i hans mørkeblå øjne. Han nikker bekræftende, men hans tale hjalp ikke.

"Men så er der jo intet tilbage!" Udbryder jeg.

"Kantinemaden søde," Ollie prikker mig på næsen og gentager: "Kantinemaden." Jason går ved siden af ham, men siger stadig ingenting. Jeg klapper Ollie på den hånd, som hænger over min skulder, og han kigger straks på mig.

"Hvad er hans problem?" Hvisker jeg. Ollie kigger kort på Jason, som ligeglad går med hænderne begravet i sine jakkelommer. Han får en masse blikke fra alle piger i miles omkreds, men de ser sikkert kun udseendet. De har ikke mødt hans forfærdelige indre. Det er også unfair. Hvorfor give sådan en idiotisk klaphat sådan et pænt ydre, når hans indre er mega råddent?

"Han er bare en lidt sur solstråle. Noget der skete i går pissede på hans ellers hyppigt mødte glæde." I går? Altså da han brød ind, da jeg var i bad? Det kan han simpelthen ikke være sur over. Det var ham som så mig nøgen og (heldigvis) ikke den anden vej rundt.

"I går?" Spørger jeg, bare lige for at være sikker.

"Jah, men det er lige meget. Han skal bare have to timers matematik, så skal han nok bløde op!" Siger han sarkastisk. Selvom jeg er nysgerrig, lader jeg det ligge. Jeg vil jo ikke skræmme Ollie væk, når jeg først lige har mødt ham. Jeg vil helst gerne have venner. Eller bare én ven.

"Velkommen til Watford High!" Ollie slår dørene op og vi træder ind på en travl gang. Han klapper mig på hovedet, og er væk før jeg overhovedet kan blinke. Han går vist over til en masse sportsidioter. Nåårh jo, fordi han og Jason er selvfølgelig også mega sportsligt anlagt. Se lige hvor kliché mit liv er! Og det er alt sammen min fars skyld!

Da Jason er på vej væk vokser panikken inde i mig. Jeg gør noget, som jeg normalt ikke ville have gjort. Jeg tager fat om hans håndled, og han bremser med det samme op. Han vender sig langsomt om mod mig og ser på min hånd. Jeg giver langsomt slip og føler mig pludselig meget lille.

"Hvad fanden tror du, at du laver?" Spørger han lettere vredt. Så er det nok! Jeg har fået nok af hans kolde opførsel! Jeg kom til hans hus med fred, og jeg har aldrig gjort ham noget. Han har overhovedet ikke lov til at opføre sig sådan, som han gør. Nope. Glem det røvbanan.

"Stopper dig fra at forlade mig alene på en ny skole!"

"Hvorfor skulle jeg ikke forlade dig?"

"Fordi din far—"

"Oh my God, gør du altid som de voksne siger Lilla?" Spørger han træt. Jeg stopper op og ser på ham med brændende øjne. Hvad sagde han lige? Årh jeg skal give ham! Det lille satans barn!

"I modsætning til andre Jason! Ved du hvad?" Jeg griner irriteret og lægger pludselig mærke til, hvordan alting omkring os er gået i stå. Folk stirrer og fniser.

"Nej, og jeg er ligeglad."

"Se! Det er problemet! Du er så mega ligeglad! Med alting! Jeg har boet hos dig i en dag, og jeg har allerede lyst til at løbe skrigende væk! Sig mig, er din røv misundelig på alt det lort din mund lukker ud? Fordi hver eneste gang du snakker, får jeg bare lyst til at begrave mig selv! Du er så røv frustrerende at høre på! Prøv at træk dit hoved ud fra din røv, og se på alle dine omgivelser for en gangs skyld! Dine forældre er bekymrede og din bror er bare deprimerende! Både at se og høre på! Jeg er ked af, at nogen pissede på din pandekage i morges, men tag dig sammen eller begynd i gruppeterapi, fordi ingen gider se eller høre på en idiotisk skiderik som dig!" Jeg tager en dyb indånding. Nu har jeg det meget bedre. Puha. Det eneste dårlige ved, at jeg lige eksploderede i ansigtet på Jason, er at han ser vred ud, og at folk filmer. Jeg var bare så sur, og jeg havde brug for, at komme ud med det hele. Det sker ikke særlig tit, men nogle gange kan jeg bare ikke styre det.

"Åh shit..." Mumler en eller anden. Jeg tager et skridt bagud, imens jeg bliver nedstirret af Jason. Måske bør jeg bare afslutte det her. Især fordi jeg ud af min øjenkrog kan se Jasons hænder knytte og hans øjne tordne. Jeg ydmygede ham lige foran hele skolen. Åh pokkers. Jeg kan lige så godt flytte igen. Alting er ødelagt nu. Eller måske lever jeg ikke længe nok til at flytte. Måske dræber Jason mig, når jeg sover. Teknisk set er jeg bare dømt til døden.

"Tak for at lytte til mig. Siden du ikke vil hjælpe mig, tak for det i øvrigt, så vil jeg finde kontoret. Hyggeligt at snakke med dig Jason." Jeg klapper ham på brystet og går med hastige skridt væk. Folk klapper mig på ryggen, da jeg går forbi dem, og jeg smiler akavet til eleverne. Jeg kigger mig hurtigt over skulderen, og ser at Jason stadig står det samme sted. Han kigger bare efter mig.

En smil breder sig på mit ansigt, og mine skridt bliver pludseligt langt mere selvtilfredse. Hvis jeg kan sætte Jason på plads, så kan jeg måske godt overleve de her to måneder. Man skal bare eksplodere foran alle, fordi så kan han ikke dræbe en med det samme! Jeg skal måske bare gemme mig i mængden resten af dagen. For en sikkerheds skyld.

"Kontoret er i den anden retning!" Råber en eller anden. Jeg stopper op og sukker dybt. Det var så den selvsikkerhed. Min afslutning ville have været så meget bedre, hvis bare jeg havde gået den rigtige vej. Nu skal jeg også forbi Jason, hvis han stadig ikke har flyttet sig. Og han må være en tikkende bombe. Jeg vælger derfor at råbe tak og fortsætte lige ud. Der er vel en anden vej end forbi Jason Woods.

Jeg tror lige, at jeg har fået mig min første fjende...

~•~•~•~

Jeg har gode nyheder! For det første gik fremlæggelsen fremragende og for det andet, så får jeg juleferie i morgen! Yessss!!! Overvej lige at det snart er jul? Yaaaay!!!

Udgivet: 19/12-2017