Final Punch | ✓

24. Endnu en dramatisk hemmelighed & et brag

F I N A L
P U N C H

Jeg vrider mine hænder og tripper med fødderne. Jeg har tænkt mig at udføre det her. Han fortjener det. Mit hjerte sætter farten op, jo mere jeg nærmer mig hans mørke hår. Åh shit. Hvad nu hvis han dømmer mig? Hvad nu hvis han kommer til at hade mig? Okay, styr dig Blue. Det er Tyler. Han kommer ikke til at hade dig. I er venner. Han er den venlige af Woods brødrene. Han har fortalt dig en dramatisk hemmelighed, så nu gør du det samme. Super.

Jeg prikker Tyler på skulderen med en rystende finger. Han vender sig om og ser med et smil op på mig. Hans hår sidder uglet, hans underlæbe er sprækket i højre side, og han har en bule i panden. Fucking lygtepæl.

"Hmm?" Han kigger ned i sin telefon igen, og jeg tager en dyb og rystende indånding.

"Ty?" Spørger jeg lavt. Han slukker sin telefon og hopper over sofaryggen, så han står foran mig. Han må kunne se min nervøsitet, fordi hans øjenbryn trækker sig sammen og hans smil forsvinder.

"Hvad har Jason nu gjort?" Spørger han med en tør stemme. Jeg ryster på hovedet. Han har ikke gjort andet end at kysse mig fantastisk. Det var det korteste kys nogensinde, men det måtte gerne have været længere. Rygterne taler sandt, Jason kysser virkelig godt. Efter kysset var det dog akavet, så farmoren måtte starte samtaler under resten af middagen. I bilen på vej hjem sagde ingen af os noget, og vi har ikke snakket siden. Der er gået et par dage. Vi snakker stadig ikke meget. Altså vi har snakket under vores træninger, men ellers ikke. Det er stadig sådan, at Jason starter samtaler. Hvis jeg snakker til ham først, så ignorerer han mig eller svarer ved at trække på skuldrene, nikke eller ryste på hovedet. Min indre feminist ser det som en fornærmelse.

"Hvem har så gjort noget?" Spørger Tyler. Jeg tager fat om hans håndled og trækker ham hele vejen op på mit værelse. Jeg lader vær med at lukke døren, fordi der ikke skulle være andre hjemme end os to. Derfor er det her et godt tidspunkt, at fortælle min dybeste og mest dramatiske hemmelighed. Ingen her kender den, men alle derhjemme gør. Den pokkers dramatiske hemmelighed, er den største grund til, at jeg bor her nu.

"Jeg vil fortælle dig min dramatiske hemmelighed..." Svarer jeg lavt, selvom det ikke var, hvad han spurgte mig om. Tyler løfter et øjenbryn og sætter sig overfor mig på min seng. Vi sidder begge to i skrædderstilling.

"Jeg er så klar. Skal jeg hente popcorn?" Spørger han med et lille og forsigtigt smil. Jeg ryster på hovedet og ser ned på mine fumlende hænder.

"Okay, så jeg fortæller bare hele historien ud i en lang køre, fordi jeg kan ikke holde pauser. Så kommer jeg ikke igennem det..." Forklarer jeg. Tyler nikker straks.

"Klart, hvad end der hjælper dig."

"Jeg føler, at jeg er til psykolog..." Mumler jeg.

"Okay Blue Watson, fortæl mig hvad der går dig på?" Han ser både spændt og nervøs ud. Jeg nikker. Bare fortæl det Blue. Du er sej. Du er stærk, og du er ovre alt det her.

"Okay, på min gamle skole, var jeg en af de piger, som ingen rigtigt lagde mærke til, og det nød jeg. Altså at være usynlig. Jeg havde én ven, hendes navn var Michelle, men det er uvigtig viden..." Jeg kører en hånd gennem mit filtrede hår og tager en afslappende indånding.  "Vi tog til en fest, som var årets største fest. Du ved, den som alle - selv tabere - kommer til. Det var en fin fest. Michelle forlod mig på et tidspunkt, fordi hende og en dreng havde sendt hinanden blikke. Jeg var alene. Jeg fandt en drink, drak den og dansede. Så drak jeg en til. Og en til... Og en til." Flashbacks truer med at komme, men jeg klemmer afvisende mine øjne sammen.

"Efter lidt tid var jeg godt og grundigt fuld. Jeg kunne knap nok holde balancen. Jeg ledte efter Michelle, men jeg kunne ikke finde hende. Jeg kunne kun finde drengen, som hun havde sendt frække blikke. Han smilede til mig og spurgte om alt var okay. Jeg svarede 'ja'. Jeg spurgte, hvor Michelle var, og han svarede, at hun var på toilet. Han spurgte om, jeg ville sidde og vente hos ham. Jeg svarede ja, fordi hvad kunne dog gå galt?" Jeg fnyser af min egen dumhed og knytter næverne. Min vrede tager over, og det kræver en del af min viljestyrke ikke at flippe ud.

"Efter lidt tid spurgte han, om han skulle hjælpe mig på toilettet. Han sagde, at jeg så ud til at have det dårligt. Ingen havde nogensinde lagt mærke til mig før, du ved... Så det var stort, fordi han var lækker. Så jeg sagde ja. Han nærmest bar mig ovenpå, men da vi trådte ind i et rum, var det ikke badeværelset. Det var soveværelset. Der sad allerede to drenge derinde. Jeg genkendte dem straks. De var nogle af de populære drenge." Jeg bider ned i min underlæbe, for at stoppe den i at dirre. Mine håndflader er svedige, og jeg tør ikke engang se på Tyler i frygt for hans reaktion og fordømmelse.

"Ham der fulgte mig oven på smed mig på sengen. Hans venner holdt mig nede, imens han... Ha-han tog alt mit tøj af. Og... Og..." Jeg stopper med at snakke og stirrer ud i luften. Tyler rykker på sig, men jeg ser stadig ikke på ham. Han tager min hånd og giver den et betryggende klem.

"Du behøver ikke gå i detaljer Blue, jeg forstår," siger han lavt, med en meget smertefuld stemme. Jeg nikker taknemmeligt. Thank god, at han forstår. Jeg har ikke lyst til at fortælle ham, hvad der skete. Jeg skammer mig stadig. Jeg føler mig stadig krænket. Men historien er slet ikke slut.

"Dagen efter tog jeg i skole. Jeg var øm. Jeg var krænket. Jeg var fyldt med skam. Jeg havde så meget tøj på; sådan flere sweatere. Jeg var ikke så fuld, at jeg ikke kunne huske det. Jeg huskede alting. Især smerten. Jeg troede, at det var noget, som var sket, og bagefter ville de ikke køre mere i det, fordi det var ulovligt og forkert. Men da jeg kom i skole grinede og pegede alle. Jeg var forvirret i starten, men så hørte jeg nogen sige: "Fuck en luder. Klamt." Det gik langsomt op for mig, at alle på hele skolen vidste det. Drengene havde fortalt det til alle. Ved du, hvordan folk ser på voldtægt de her dage? Det er kvindernes skyld. Aldrig mændenes. Kun kvindernes, så alle så på mig, som var jeg monsteret og ikke offeret. Alle kaldte mig luder. Hver. Eneste. Fucking. Dumme. Dag. Det er grunden til, at jeg flygtede. Det er min største hemmelighed. Jeg hader fester nu, og fulde drenge og ordet luder. Derfor gjorde det så ondt, da Jason kaldte mig det. Fordi det bragte mig tilbage, til det værste jeg nogensinde er blevet udsat for." Jeg åbner øjnene og ser nervøst på Tyler. Han sukker og tørrer sine tårer væk. Han skal lige til at kramme mig, da et brag høres.

"Det er kraftedme løgn!" Brøler nogen. Nej, ikke 'nogen'. Jason. Han hørte alting.

~•~•~•~

Åh shit Blue. Det her er lidt sindssygt, I know. Men det skulle gerne give lidt mere mening, så I vil forstå, hvorfor hun får det dårligt til festen i kapitel 6 og 7.

HALLO FOLK NEW YORK ER LIGE KOMMET OP PÅ 80K WTF DET ER SINDSSYGT TUSIND TAK!
Mit mål er 100k, så det nærmer sig!

Jeg skal have taget pas billede. Fedt, life når man har en skrækkelig hårdag.....

Btw så har jeg aftalt med mig selv, at jeg vil opdaterer lidt blandet her i ferien, men mere end normalt.

Spørgsmål: hvilken en af mine bøger kan du bedst lide? Hvorfor?

Udgivet: 13/02-2018