Final Punch | ✓

40. Pedellens skab & dumme spørgsmål

F I N A L
P U N C H

Fik vi problemer for det igår? Holy makrel om vi gjorde. Miles hentede os på politistationen. Han nægtede at snakke til os. Sådan helt seriøst, han så ikke engang i vores retning. Da vi om hjem overfaldte Felicity os med kram og kys. Ærligt så ved jeg ikke, hvorfor hun ikke har droppet Miles endnu. En gang en cheater, altid en cheater. Er det ikke det man siger? I hvert fald var hun på grænsen til et mentalt breakdown. Tyler spurgte, hvorfor vi ikke havde fortalt ham, at vi skulle sådan noget spændende noget og taget ham med, hvor Felicity begyndte at tude endnu mere bare ved tanken. Det var egentlig ret komisk.

Vi blev sendt ind på Miles' kontor, og vi ved alle sammen, at når man er derinde, får man ingen gode nyheder. Han var virkelig vred, og jeg dømmer ham ikke for det. Vi gik imod hans regler, og bragte vores liv i fare. Det fik Jason godt nok også meget skæld ud for, fordi åbenbart var alting hans skyld, bare fordi det er ham som slås. Jeg prøvede at forklare, at jeg praktisk talt havde tvunget ham til at tage mig med, men det var mega irrelevant til sagen. Vi fik strengt at vide, at hvis Miles så os sammen, ville han ringe til min far og få mig sendt hjem. Fair nok. Nu skal vi bare være endnu mere forsigtige. Det her betyder, at vi ikke kan snakke sammen derhjemme. Før kunne vi snige os rundt i huset og snakke, men nu må vi knap nok se på hinanden. Det bliver hårdt, især i weekenden, fordi Miles vil ikke lade os være ude på samme tid, og han vil altid vide, hvad jeg skal lave. Totalt fængselsvagt altså. Hvorfor indsætter han ikke bare sporingschips i os?

Vi har selvfølgelig også fået stuearrest. Vi skal komme direkte hjem fra skole. Vi må ikke følges. Når vi kommer hjem, skal vi ind på vores værelser og blive der indtil aftensmad. Det er røv sygt. Han har endda fået mig til at blokere Jason's nummer. Bare lige for en fucking sikkerhedsskyld. Miles er det sidste stykke tid virkelig sunket i point. Nu kan jeg bedst lige Felicity, og hende har jeg knap snakket med.

Miles var så vred, at han spærrede Jason's kort. Ja, han var i hvert fald mest vred på Jason, fordi alle de vrede ord blev spyttet mod Jason og ikke mig. Åbenbart var jeg uskyldig og skulle ikke have været der, men Jason tog mig med, selvom han vidste, at det var farligt. Det er jo så bare ikke den rigtige historie, men Miles ville kun holde fast på sin egen. Han har også låst træningsrummet, så Jason ikke kan træne dernede. Han er forbudt at tage hen på baren. Miles vidste åbenbart godt, at Jason havde en gæld, fordi Jason havde fortalt det tideligere, og havde fået svaret: "det er dit eget problem, du må selv skaffe pengene." Derfor er den ikke betalt. Hans far er ikke ligefrem fattig, men nope, Jason skal selv skaffe de 10.000 dollars. Det er virkelig mange penge.

Lige nu sidder jeg i kantinen og halvt lytter til Sam, halvt ser på Jason, som sidder og smiler et virkelig drenget smil, imens han spiser nogle pommes frites. Jeg prøver at smile tilbage, men jeg tror kun, at det bliver til en grimasse. Jason ser det, fordi han skyder underlæben ud og prøver at se trist ud. Jeg himler med øjnene og giver ham midterfingeren. Han griner og blinker med det ene øje. Jeg rækker tunge af ham, og han griner. Han bliver dog afbrudt, da nogen begynder at snakke til ham. Pludselig ser han væk fra mig og på sine venner. Jeg opdager dog, at han ofte kigger herover skjult.

"Blue, lytter du overhovedet?" Spørger Sam, imens hun retter på min bh strop, som åbenbart ikke sad ordentligt.

"Klart. Dig og Ollie er totalt meant to be, og du har ondt af mig, fordi jeg ikke kan være sammen med min kæreste, når du godt kan," svarer jeg, imens jeg smiler falsk. Jeg tager noget af min ananas, men spytter den straks ud i en serviet. Jeg har ikke kunnet indtage noget mad hele dagen. Hver gang jeg prøver, ryger det direkte op igen. Det smager bare klamt. Og nej, jeg er ikke gravid. Jeg har ikke haft samleje med nogen, siden den fest for laaaang tid siden.