Final Punch | ✓

43. En underlig undskyldning & kærlighed

F I N A L
P U N C H

Alle stirrer på mig, da jeg går ned af gangen. Jeg ville gøre alt for at kunne holde Jason i hånden som støtte. Folk har stirret hele dagen. Jeg har set Jason få gange, og han har bare mimet ting som: "mødes i pausen" eller "ignorer dem", så jeg holder hovedet højt og kæmper mig igennem timerne, indtil det endelig er frokost pause.

Jeg står og lægger mine bøger ind i skabet, da en gruppe på tre piger stiller sig ved siden af mig. Jeg kigger på dem med et løftet øjenbryn. De smiler alle sammen venligt, så jeg prøver ikke at skræmme dem væk.

"Ja?" Spørger jeg. Den pige som står i midten snakker.

"Vi har hørt, hvad du gjorde for Tyler Woods igår. Det var virkelig modigt. Vi vil bare fortælle, at vi respekterer dig og synes, at du er for cool," hun snakker hurtigt, som om hun er bange for, st jeg vil gå totalt bananas på hende.

Så det er det alting handler om? Sladder spredes jo hurtigere end pesten på den her skole. Hvorfor ved folk det overhovedet? Det var dog utroligt. Jeg hjalp Tyler, og det er derfor alle nikker respektfuldt til mig og giver mig high fives? Det giver vel mening. Jeg var jo ret sej.

"Tak. Jeg gjorde bare, hvad jeg ønskede, at nogen havde gjort noget før," svarer jeg. Pigen i midten nikker og går væk med sine venner. Jeg smiler og må se ind i mit skab for at skjule smilet, da det bredes ud over hele mit fjollede fjæs.

Nogen banker på min skabslåge, og i et sekund håber jeg, at det er Jason, men stopper så. Hvorfor håbe og bagefter blive skuffet? Jeg smækker skabet i og får øjenkontakt med Tiffany.

Nej, ikke i dag.

"Plastik Barbie!" Udbryder jeg fake-glad. Tiffany himler med øjnene. Jeg vender om og vil skride, men hun tager fat om min overarm og borer sine falske negle ned i min hud. Jeg vender mig mod hende med et løftet øjenbryn.

"Giv slip, dine meter lange negle punkterer min arm," snapper jeg. Tiffany giver slip med et suk. Hun retter på sit hår og laver så en tyggegummibobbel. Tak for at springe dit spyt i mit hoved.

"Sladder har gået rundt," det siger du ikke, "folk siger, at du hjalp mini Woods i en gyde igår. Du reddede ham fra tre første års elever?" Eh, klart det var det der skete. Lille mig nedlagde dem alle sammen selv, totalt uden Ollie Rhodes' hjælp eller min kærestes. Duh.

"Måske," siger jeg, imens jeg prøver at regne hende ud. Det er svært, hun afslører overhovedet ikke noget, men noget må være galt. Hvorfor skulle hun frivilligt komme her, hvis det ikke er for at torturere mig?

"Johnny plejede at mobbe min søster, Juliette. Han ødelagde hendes liv, men en dag kom hun hjem uden at stortude og ødelægge vores dyre gulv. Hun fortalte, at Tyler Woods havde hjulpet hende. Efter det stoppede mobningen. Jeg vidste godt, at Tyler havde taget byrden fra hende og lagt den på sig selv, men jeg gjorde aldrig noget. Totalt bitch move, I know." Eh. Vent hvad? Tiffany vidste hvad der skete med Tyler, og hun hjalp ham ikke? Og Juliette er Tidfany's søster? What. The. Fuck.

"Okay, jeg vil gerne forklare mig selv Blue. Du har kun to uger tilbage, og så vil jeg aldrig se dig igen," hun tygger på sit åndssvage tyggegummi, som om det gjaldt hendes liv. Vent, kaldte hun mig lige Blue? Ikke Green, ikke Red, ikke Pink men Blue? Yo, det er totale fremskridt. Vi bliver totalt meget perleveninder nu ihhhhh. Nej just kidding, jeg kan stadig ikke lide hende. "Jeg var gode venner med Alya, Jason's eks. Hende den pæne, med sådan de lækreste tynde ben nogensinde. Hun elskede Jason Woods af hele sit hjerte, og jeg ved, at han gengældte følelsen. Hun begik selvmord, blah blah blah. Jason kom i problemer, blah blah blah. Så flyttede du til byen, og du begyndte at hænge mere og mere ud med Jason. Alya var min bedste veninde. Hver gang jeg så dig med Jason, fik jeg det dårligt. Det var bare forkert. Jeg var egentlig mest sur på ham, fordi jeg følte, at han forrådte Alya, og det lod jeg gå ud over dig. Typisk skolens bitch, ja, men det er svært at forklare, jeg—"