Fall in love

Kapitel 21

*Thors synsvinkel*

Så er det i dag. Vi skal hjem. Det virkelig ærgerligt, da jeg virkelig har hygget mig heroppe.
Jeg står inde på værelset og pakker sammen med Karoline. Stilheden dræber mig. Jeg ved ikke hvorfor der er så stille, men hun har bare ikke sagt noget i dag. Er der noget galt?
"Karoline?" Mumler jeg stille.
"Hmh?" Svarer hun tilbage og pakker videre.
"Er der noget galt?" Spørger jeg forsigtigt.
"Nej." Svarer hun koldt.
"Lad nu vær, jeg kan jo høre på dig at der er noget galt" svarer jeg lidt irriteret.
Jeg kan høre et snøft fra hende. Hun vender sig om mod mig. Hendes øjne er helt røde og tårerne løber ned af hendes kinder.
"Karoline" siger jeg chokeret.
Hun begynder og græde. Jeg går med hurtige skridt hen til hen og tager hende ind i min favn.
"Jeg... Jeg vil ik... Ikke hjem" hulker hun i mens hun krammer mig. Jeg holder hende ind til mig med et fast greb.
"Hvad er der galt?" Spørger jeg nervøst og strammer grebet om hende.
"Min mo... Mor... Hun er aldrig hjemme *snøft*... Jeg er altid alene... Og min fa... Far... Han er død og jeg savner ham så... Så meget" hun græder endnu mere nu.
Jeg går hen til sengen og sætter min ned. Hun sætter sig også. Jeg tager fat om hende igen og giver hende et kæmpe kram.
"Karoline, hør her. Hvis du ikke vil hjem og være alene, så kom hjem hos mig og bo nogle dage" smiler jeg og kysser hende i håret.

*Karolines synsvinkel*

Jeg føler aldrig jeg kan stoppe med at græde igen. Alle de følelser jeg har holdt tilbage siden min far døde kommer ud som en eksplosion.
Thor sidder og holder om mig mens jeg bare hulker. Siger det hele nok skal gå og at jeg kan bo hos ham et par dage. Jeg elsker den dreng. Ja, der sagde jeg det. Jeg elsker ham.

Jeg begynder langsomt at stoppe med at græde. Jeg kigger op på Thor. Han kigger også på mig og smiler nervøst.
"Er du okay?" Spørger han igen.
"Ærligt, nej jeg er ikke okay lige nu, men jeg er helt klart mere okay når du er her" smiler jeg og ligger mit hoved mod hans bryst.
Han kravler længere op i sengen og lægger sig ned. Han klapper på madrassen som en hentydning til jeg skal komme op til ham.
"Jeg er altså ikke en hund" griner jeg og lægger mig op til ham.
"Dejligt at se et smil på dine læber" siger han sødt og holder mig ind til ham.

Jeg er virkelig taknemlig at over at i læser med! Det betyder rigtig meget for mig! Det gør mig rigtig glad når i liker og kommenterer! Tak❤️