Fall in love

Kapitel 53

*Karolines synsvinkel*

Det er mandag, og jeg er ufattelig træt. Jeg er mere træt end jeg plejer at være. Det bliver en virkelig lang uge det her, Thor er taget til Belgien for at besøge sin far, så han kommer først hjem på torsdag. Lige nu sidder jeg på stationen med Billy og venter på toget. Vi skal med det samme tog, men ikke af det samme sted. Klokken er 7:30, så toget kommer lige om lidt. Jeg er faktisk i god tid i dag. "Hvad skal du senere?" spørger Billy og kigger på mig. "Ikk noget, hvorfor?" svarer jeg og lægger mit hoved på hans skulder. "Jeg tænkte bare på om du ikke vil komme forbi senere, det er længe siden at vi har hængt ud sammen" siger han samtidig med at toget ankommer. "Jo selvfølgelig" smiler jeg og rejser mig op. Det er faktisk rigtigt at Billy og jeg ikke har været sammen længe, hvilket er ret mærkeligt. Vi plejer at hænge ud virkelig tit. Vi stiger begge på toget og finder en ledig 2 mands plads, hvor vi sætter os. Billy skal kun 2 stop, så han skal af efter kort tid. Jeg giver ham et kram inden han stiger af. Jeg skal også snart af, så jeg rejser mig og stiller mig ud i mellemgangen, hvor dørene er. Jeg finder min mobil frem og tjekker de sociale medier, da en besked fra Anthon dukker op. Han skriver at han er syg og derfor ikke kommer. Fedt, nu er der en mindre jeg kan snakke med. Jeg slukker min telefon og ligger den i min lomme på min sorte læderjakke. Mit tøj består i dag af mine hvide sneakers, et par sorte stramme bukser, som efter min mening sidder virkelig godt, en mørkeblå t-shirt fra Wood Wood og min yndlings sorte læderjakke. Ikke noget specielt. Toget standser og jeg står af. Det er faktisk virkelig godt vejr i dag, solen skinner og det er helt vindstille. Jeg finder igen min mobil frem og skriver til Laura. Vi mødes altid ved hende og følges i skole, men i dag er jeg jo pænt tidligt på den, så hun er sikkert ikke klar. Der tikker en besked ind fra hende, hun er næsten klar, men ikke helt endnu, men jeg er jo også først ved hendes hus om lidt, så det passer nok meget godt. Jeg går lidt i mine egne tanker og skriver med Thor. Jeg savner ham allerede og han har kun været væk i en dag. Eller det har han ikke engang, han skal først afsted om 30 min, men jeg har stadig ikke set ham i en dag.

Jeg ankommer til Lauras hus og går op for at banke på. Selvfølgelig er det hende der åbner. "Godmorgen" smiler jeg og trækker hende ind i et kram. "Godmorgen " svarer hun i krammet. Hun har allerede overtøj på, så vi går bare med det samme. Vi når kun lige at gå 10 meter inden hun begynder at snakke om Carlo. Hun snakker faktisk om ham næsten hele vejen inden jeg afbryder hende. "Du er fanme besat" griner jeg. Hun trækker på skuldrene med et lille grin. "Det er jeg nok". Han er også en pisse sød dreng, så jeg forstår hende godt. De passer godt sammen.

Vi når frem til skolen. Jeg går indenfor og ned af den lange gang, som fører ned til vores klasseværelser. "godmorgen babes" lyder det kægt fra Stefan og han slæng, da vi går forbi dem. "Godmorgen skatter" svarer jeg sarkastisk og fortsætter ned af gangen. Laura griner af min kommentar. "Jeg forstår ikke hvordan du kan afvise ham sådan, bliver du slet ikke fristet af at han hele tiden er så meget over dig?" spørger hun, da vi går ind i klassen. "Det er ikke så svært" griner jeg og sætter mig op på mit bord. Der er næsten ikke kommet nogle elever endnu. Faktisk er Laura og jeg de eneste i klassen lige nu. Lauras har taget sin stol hen til mit bord, så vi bedre kan snakke.

Klokken er 7:58, men der er kun kommet ca 7 andre end os. Det faktisk lidt mærkeligt, men det bliver da sjovt med en skoledag, hvor vi kun er så lidt. Laura sætter sig over på sin plads for at gøre sig klar til når læreren kommer. Stefan kommer ind af døren og sender mig et skævt smil. Jeg kigger væk og skal til at hoppe ned fra bordet, da Stefan stiller sig mellem mine ben og tager et fast greb om mine hofter, så jeg ikke kan komme væk. "Lad nu vær Stefan" sukker jeg opgivende og prøver at skubbe ham væk, men han har simpelthen for mange kræfter. "Hvorfor skulle jeg, du nyder det jo alligevel" hvisker han flabet i mit øre og kysser min hals en enkelt gang. "Du er simpelthen for meget" vrisser jeg og skubber ham på brystet. "Jeg skal nok gå, men kun på en betingelse" smiler han flabet. Han er generelt bare flabet i alt hvad han siger. Jeg kigger spørgende på ham og venter på at han fortsætter. "At jeg får et kys" Jeg griner hånligt over hans kommentar. Hvad fanden tror han selv? "Du har jo gjort det før" fortsætter han. Jeg kigger opgivende på ham og fører mit hoved mod hans. Han smiler tilfreds, men han får ikke hvad han forventer. Jeg vender mit hoved i sidste sekund, så han læber kun rammer min kind. Jeg hører nogle fra klassen grine mens andre råber. "Auch Stefan". De har nok fulgt med i vores samtale. "Så nem er jeg ikke" hvisker jeg i hans ører og skubber ham en smule hårdere på brystet, så han tager et skridt tilbage. Jeg vender mig rundt på bordet, så jeg kan komme væk fra ham og ned på min stol. Min sidemakker giver mig en high-five mens han griner. Stefan sender mig et ondt blik og sætter sig derefter ned på sin plads, da vores lærer kommer ind af døren. Jeg smiler tilfreds. Så kan han fanme lære det.