Fall in love

Kapitel 39

*Thors synsvinkel*

Hvad fanden sker der for Karoline. Først kysser hun med den dreng jeg hader mest i denne verden og derefter råber hun ad mig fordi jeg står og snakker med en pige. Okay måske flirtede vi lidt, men altså det var ingenting, hun interesserede mig ikke. Karo er lige løbet nedenunder, så jeg beslutter mig for at følge efter. Jeg vil virkelig ikke være uvenner med hende. Jeg ser hende forsvinde ud af døren og væk fra festen. Jeg løber efter hende og tager fat i hendes skulder "Karo!" siger jeg bestemt, men hun stopper ikke. "Ikk kald mig det" svarer hun stille men koldt. Hun forsætter, men jeg løber ind foran hende. Jeg kigger på hende og ser at der løber en tårer ned af hendes ene kind. "Hvad sker der?" spørger jeg. "Du har været så ånsvag hele dagen Thor! Det der var min grænse." græder hun svagt og skynder sig væk. Hun løber hen til en kantsten og sætter sig ned. Jeg stiller mig foran hende. "Det er sgu da dig der har siddet og flirtet og kysset med den idiot hele aftenen. Sandra sagde at du ku ham og med glæde ville slæbe ham med hjem senere" vrisser jeg såret. Det gjorde endnu mere ondt at sige det. Karoline kigger forbavset op på mig "Jeg flirtede overhovedet ikke med ham, vi snakkede bare. Vi kyssede en gang og det var ham der kyssede mig. Jeg skubbede mig væk fra ham med det samme. Jeg har aldrig sagt jeg ku ham Thor! Du er min kæreste og jeg elsker dig" svarer hun mens tårerne løber ned af kinderne på hende "Hvis vi overhovedet er kærester" afslutter hun sætningen. Hvad fuck snakker hun om. Hun kigger op på mig og forsætter med at snakke.  "For det første slæber i mig med til en fest jeg ikke gider til, så er du fuldstændig ligeglad med at alle dine venner lagde an på mig, det var dig der slet ikke tænke på mig under festen og det var dig der stod og flirtede og hang op af hende Sandra, så Thor jeg ved ikke om det var en hentydning til at jeg ikke er god nok til dig, men nu tager jeg altså hjem, godnat" siger hun og går. Fuck jeg har dummet mig. Jeg hiver hende med til en fest og er ikke engang sammen med hende. Og nu når jeg tænker over det, så ved jeg jo godt at det ikke var hende der kyssede ham. Jeg må virkelig rette op på det her....
Jeg løber efter hende og når hurtigt op til hende. Jeg stopper hende endnu engang, men denne gang siger ingen af os noget. Jeg læner mig langsomt ned mod hende og kysser hende. Det bliver dog en kort fornøjelse da hun skubber mig væk. "Tror du virkelig at du bare kan kysse mig og så er alt glemt?" spørger hun og kigger dumt på mig. "Jeg håbede lidt på det" mumler jeg lavt da jeg egentlig ikke ved hvordan jeg skal undskylde. "Okay Karo prøv at hør, jeg er virkelig ked af det okay. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig her til aften. Jeg har været en idiot okay. Du ved jeg elsk...." mere når jeg ikke at sige før en bekendt stemme lyder bag mig.

Sorry for kort kapitel.
Husk at Like