Live while we're young [1D & 5SOS]

Det var min skyld..

Nialls synsvinkel.

Det var virkelig en sær dag igår. Nå men jeg skal over til drengene om lidt. Jeg tog noget mad med og satte mig ind i min bil og kørte. Jeg tænkte ikk så meget over det med de syner. Mere det med Harry og Cecilie. Hvordan kunne hun gå videre til Harry? Harry er ikk den perfekte for hende. Jeg må indrømme at jeg faktisk er jaloux. Jeg kom dybere og dybere i mine tanker, og uden jeg vidste af det var der nogle der råbte
"Manden er kørt galt!!? Ring efter en ambulance!"
Hvem er kørt galt? Jeg prøvede at sige det, men det blev til mine tanker i stedet. Jeg lå i smerter, men jeg anede ikk hvor jeg var. Jeg åbnede øjnene en smule, og der lå jeg. På jorden omringet af en masse ambulancefolk, læger og politi. Jeg blev mere og mere træt, og til sidst blev alt sort.

Cecilie synsvinkel.

Jeg havde en fantastisk date med Harry igår. Han var bare så sød, Men alligevel savnede jeg lidt Niall. Jeg var på vej over til Harry da jeg pludselig fik en opringning.
"Hallo?"
"Det er Liam, Niall er kørt galt og vi skal op på hospitalet. Vil du med?"
"Hvad er han?! Ja?! Jeg skal se om han er okay?"
"Vi henter dig om lidt!"
Jeg lagde på, og begyndte at få tåre i øjnene, men se blev hurtigt tørret væk af mine ærmer. Jeg så en bil der lignede Liams ude i det fjerne. Han stoppede og jeg hoppede ind på bagsædet ved Harry. Louis kørte med Eleanor derind. Og Zayn blev kørt af Perrie. Jeg sad op af Harry.
"Det er min skyld" lød det ud af mig.
"Nej Cille. Han mistede bare kontrollen over sin bil" sagde Liam. Og Harry sad bare og prøvede at trøste mig. Jeg vidste at det var min skyld. Jeg vidste det bare. Vi kom ind på hospitalet, og blev vist vej til hans stue. Der var helt roligt på gangen.
"Skal du ikk med ind?" Spurgte Harry, da jeg standsede ude foran døren.
"Jeg venter lige lidt til at jeg er klar" svarede jeg. Jeg gik lidt frem og tilbage på gangene, det var et mærkeligt sted. Jeg stoppede ude foran værelse 192. Det var her Niall lå. Jeg tog en dyb indånding og åbnede forsigtigt døren. Det var det værste syn jeg nogensinde havde set. Niall lå næsten livløs i hospitals sengen. Mens de andre bare var væk. De var nok nede i caféen. Jeg gik stille hen til Niall. Jo tættere jeg kom, jo flere tåre trillede ned af mine kinder. Da jeg nåede helt hen til ham satte jeg mig på kanten af hans seng. Jeg tog hans hånd i min, og bare holdte den.
"Niall, jeg er altså virkelig ked af det. Det var forkert af mig at date Harry. Jeg elsker Dig, og det har jeg gjort i mange år." Jeg brød sammen. "Jeg vidste at du elskede ham. Jeg har vidst det hele tiden. Men jeg elsker også dig, og jeg respektere dit valg" lød en stemme bag mig. Jeg kiggede og der stod Harry. I døren, og smilede. Hans ord lød måske triste. Men han smilede. "Det er jeg altså virkelig ked af Harry. Jeg har altid elsket Niall.. " sagde jeg. Jeg kiggede på Niall igen. Han var helt væk. Harry satte sig ved siden af mig på kanten. "Tror du han vågner igen?" Græd jeg. "Selvfølgelig. Han vil da ikk lade dig sidde her og græde for evigt!" Svarede Harry. Jeg smilede bare. Harry forlod os igen. Jeg kiggede stadig på Niall, og pludselig kom der en bevægelse i hans hånd. Den holdte om min nu.
"Niall?.." Sagde jeg.
".....j-ja smukke " svarede han. Han åbnede stille øjnene og kiggede op på mig. "Niall! Jeg har savnet dig" lød det fra mig, og med et lå jeg ved siden af ham i sengen. Til min fordel var alle drengene kommet og havde hilst på Niall. Jeg gik ud af døren sammen med en læge. "Hvad sker der doktor?" Spurgte jeg. "Det kan godt være at Niall er vågnet. Men hans tilstand er ustabil. Han skal være her mindst en uge endnu" jeg vidste ikk hvad jeg skulle sige. Jeg gik ind og fortalte det til Zayn. Han fortalte mig bare at jeg skulle tage den med ro.

Nialls synsvinkel.

Jeg var pludselig vågen, men jeg kunne ikke røre mine ben. Alle sammen sad og snakkede til mig. Jeg kiggede rundt i lokalet da nogle smukke grønne øjne mødte mig. "Hej pretty boy" sagde hun. "Hej prinsesse" svarede jeg hende. Hun kyssede mig på kinden, og gav mig en sandwich. "Lægen siger at du godt må spise lidt" sagde hun. "Du er den bedste!" Svarede jeg. Jeg tog sandwichen og begyndte at spise. Jeg blev bedt om at hvile mig, så alle andre var taget hjem undtagen Cecilie. Hun fik som den eneste lov at blive. Jeg faldt i søvn til hendes smukke sangstemme som sang en sang for mig. Hun sang 'half a heart'. Hendes stemme var den smukkeste. Jeg kom helt i drømmeland.

_______________________________________
Undskyld for ikk at opdatere. Jeg ved godt at det her kapitel er plat, men jeg prøver. Tak for næsten 500 læsere❤️ jeg er virkelig taknemlig!❤️