Det Skete Bare Ikke Lige

Alle så det

Ti minutter tilbage af kampen, og jeg går hen til Mie og sætter mig ned ved siden af hende.

"Hey, hvorfor tog det så lang tid?" Spørger Mie, hendes øjne vokser, da de lander på min bluse.

"Hvem ejer den bluse, du har på?" Spørger Mie med et luskende smil.

"Åh, den? Den fandt jeg bare i min taske," siger jeg og smiler uskyldigt og håber inderligt, at hun ikke lugter lunten.

"Okay, så det har ikke noget at gøre med, at Emil pludselig forlod bænken?" Griner hun.

"Nej" svarer jeg hurtigt og sætter mig ned for at se kampen og håber på, at hun ikke stiller flere spørgsmål, selvom hun højst sandsynligt nok har regnet ud, hvad der er sket.

Danmark vinder kampen 33-25, og Emil kommer ind i hallen og fester med sine holdkammerater, mens kampens spiller skal findes.

"Mathias Gidsel!" Lyder det, og Mie springer op af glæde, flagrende med sine flag. Jeg kan ikke lade være med at grine. Det har været noget af en dag.

Spillerne løber hen til de danske fans, og jeg ser Emil, der får øje på mig og blinker. Mine kinder blusser, og jeg kigger ned i jorden instinktivt. Jeg kigger op og ser, at han griner til mig.

Hvorfor får han mig til at føle sådan?

Jeg har aldrig prøvet, at nogen faktisk har vist det mindste interesse i mig. Og nu står en professionel håndboldspiller og viser lidt interesse i mig. Han ser ovenikøbet mega godt ud. Det er virkelig underligt.

"Skal vi til at trille hjem?" Spørger Mie og lægger en arm om mig.

"Ja, lad os det" smiler jeg, og vi går sammen ud mod parkeringspladsen.

Pludselig bliver vi stoppet af en stemme, der råber "Emma, vent!"

Vi vender os om og ser Emil komme løbende mod os. Mit hjerte springer et slag over, og jeg smiler fra øre til øre.

"Jeg tænkte, om I ville med til en fest i morgen. Hele landsholdet kommer, nogle kærester og nogle andre piger. Vi vil virkelig gerne have jer med," siger han og smiler.

"Vi?" Spørger Mie.

"Ja mig, Mathias og de andre drenge" siger han med et smil.

"JA, DET VIL VI GERNE!" udbringer Mie begejstret.

"Okay, fedt, vi ses," siger han og smiler sit perfekte smil, hvor han efter blinker til mig inden han  og går hen mod Mathias.

Jeg rødmer, og vi fortsætter mod bilen. Da vi sætter os ind, er vi begge mundlamme.

"Hvad skete der lige?" Spørger Mie og kigger overrasket på mig.

"Jeg ved det ikke," griner jeg, og vi begynder begge at grine.

"Vi opfører os som små piger, der lige har set deres idol," griner jeg.

"Det har vi vel også på en måde," griner Mie.

"Ja, det har vi nok," siger jeg og vi triller ud af parkeringspladsen.

Mie sætter mig af hjemme, og jeg går ind, stadig i en lykkerus.

Da jeg træder ind ad døren, bliver jeg nærmest overfaldet af mine forældre, der har fulgt med i kampen og set, hvad der skete med mig.

"Åh min skat! Er du okay?" råber min mor og løber hen for at give mig et stort kram.

"Ja, jeg har det helt fint," siger jeg, lidt overrasket over deres reaktion, men alligevel glad for deres omsorg.

"Det kan han da ikke være bekendt, ham Emil Jakobsen. At skyde vores lille datter i hovedet på den måde!" udbryder min mor og giver mig endnu et kram, der nærmest klemmer livet ud af mig.

"Ja, så er det jo heller ikke værre," siger jeg, mens jeg lader mine tanker reflektere over den uvante situation. 

"Han er faktisk rigtig sød og hjalp mig virkelig meget efter." Et smil finder vej til mine læber, da jeg mindes hans bekymrede udtryk, da han kom løbende hen til mig på banen. 

"Det var tydeligt, at han havde dårlig samvittighed efter at have skudt mig i hovedet." Jeg ryster let på hovedet, næsten imponeret over hans omsorgsfulde reaktion på den uheldige episode.

"Nå, det var da godt at høre," siger min mor og slipper endelig grebet om mig.

"Han spurgte faktisk Mie og mig, om vi ikke ville med til en fest sammen med landsholdet i morgen" tilføjer jeg og begynder at tage mine sko og jakke af.

"Okay, vent... så skal Mathias og Mie se hinanden?" Spørger min mor begejstret.

"Ja, det tror jeg da. Han skulle i hvert fald med" svarer jeg.

"Hvor er det bare dejligt! Så er hun nok rigtig glad nu" stråler min mor næsten af glæde på Mies vegne.

"Ja, hun var i hvert fald hurtig til at sige ja," griner jeg og bevæger mig ind på mit værelse. Jeg kaster mig i sengen og finder min computer frem.

Jeg åbner tv2play for at se kampen og mit 'uheld'. På skærmen ser jeg Emil blive væltet omkuld, og bolden rammer mig lige i ansigtet. Jeg får store øjne og smækker min computer i med et kæmpe smæld.

"FUCK, hvor pinligt!" råber jeg frustreret. Hvorfor skal det altid ske for mig? Hvorfor kunne jeg ikke bare være blevet hjemme? Nu har hele Danmark set det, og de laver sikkert sjov med det. Typisk!

Pludselig begynder min telefon at vibrere. Jeg har fået mange snaps med en lilla firkant.

Åh nej, nu starter det.

Jeg åbner den første snap. Den er fra min veninde Camilla, der sender en video af 'uheldet' og skriver: "Er du okay?". Der er omkring syv flere snaps med videoen og en masse andre billeder af folk, der ser kampen, og spørger om jeg er okay.

Fuck, hvor pinligt... Jeg smider mit hoved ned i puden og skriger min vrede og flovhed ud.

Men pludselig ændrer mit humør sig, da der tikker en besked ind på min telefon.

EMIL:"Hej, har lige set kampen sammen med nogle af gutterne. Det så virkelig voldsomt ud, så ville lige endnu engang sige undskyld."

MIG:"Hej Emil. Alt er okay her fra. Du er tilgivet. Jeg glæder mig til at se dig igen i morgen. Emma"

EMIL:"Godt at høre. Glæder mig også til at se dig.

Måske var det ikke helt dumt at blive ramt i hovedet. Jeg har i hvert fald fået en potentiel god ven ud af det. Jeg går ud på badeværelset for at gøre mig klar til at gå i seng og slukker lyset med et smil på læben.